Skriv en kommentar
CASHBACK – kærlighed og kedsomhed i kiosken
Instruktion/manuskript: Sean Ellis
Cinematografi: Angus Hudson
Medvirkende: Sean Biggerstaff, Emilia Fox, Shaun Evans, Michelle Ryan, Stuart Goodwin
Cashback skildrer fint forholdet mellem ungdommelig kærlighed og kedsomhed, og det ofte i visuelt elaborerede sekvenser. Biggerstaff og Fox spiller troværdigt op imod hinanden i deres forelskelses første faser, og det på en morsom baggrund udgjort af deres arbejdskolleger og disses gale forsøg på at slå tiden ihjel i en døgnkiosk.
Filmen åbner i en lettere kubrick’sk stil: Suzy, hovedpersonen Bens kæreste, slår op med ham i en sekvens udelukkende bestående af super-slowmotion og klassisk musik. Herefter begynder en fortaellerstemme, Bens. Hermed er filmens aestetiske og fortaellemaessige principper etableret.
Det ses forholdvis ofte, at en film indledes med en voice-over og har et par supplerende voice-over’s senere i filmen, men “Cashback” skulle vise sig konsekvent at vaere fortalt og kommenteret fra hovedpersonens point-of-view gennem voice-over. Egentlig er dette noget, der sjældent lykkes grundet det filmiske mediums natur, men mestre saasom Scorsese (Taxi Driver, Goodfellas – hans Age of Innocence var dog et eksempel på, hvor galt det kan gå) og Billy Wilder (Double Imdemnity, Sunset Boulevard) har dog formået at anvende voice-over’en uden at gå på kompromis med det visuelle og den generelle filmiske fortælleteknik.
“Cashback” formår på lignende vis at integrere voice-over’en og filmens narrativ: Sean Biggerstaffs (“Ben”) monotone stemme samstemmer med filmens deltema, kedsomhed, og man bliver igennem hans stemmes konstante nærvær så småt lullet ind i den sindsstemmning, som han selv befinder sig i.
Dog er voice-over’en bestemt ikke en undskyldning for mangel på visualitet. Instruktøren Sean Ellis er uddannet som kunstfotograf, og det har uden tvivl haft betydning for den visuelt overdådige verden, som Cashback er: efter bruddet med Suzy udvikler Ben søvnløshed. Han beslutter sig som følge heraf for at tjene nogle penge, når han nu alligevel ikke kan sove. Han begynder derfor at arbejde i en døgnkiosk (mere præcist en ’convenience store’) om natten. Tabet af kærligheden har efterladt Ben i et kedsomhedens modus, alt er kedeligt og meningsforladt. Dog opdager Ben i dette mentale vakuum, at han besidder en særlig evne: han kan fastfryse tiden, få den til at gå i stå, ganske som et foto kan fastfryse et øjeblik fra fortiden. Modsat et foto kan Ben dog bevæge sig rundt i de tidsrum, han fastfryser. Og her er det, at han begynder at live op: han begynder at se skønheden manifesteret overalt: ”You just have to see that love is wrapped in beauty and hidden away in between the seconds of your life. If you don't stop for a minute, you might miss it.” Sådan advarer og belærer han os efter filmens forløsning og opremser dermed, hvad man vel kunne kalde filmens morale, eller hvad man i fagsprog kalder filmens ‘præmis’ – den hypotese, som den igennem sit narrativ forsøger at godtgøre gyldigheden af. Nemlig at verden er smuk, hvis man kigger efter og med de rette briller, og at det er denne erkendelse, der kan bringe én videre efter ulykkelig eller mislykket kærlighed.
Hertil vil jeg dog indvende, at jeg synes, at filmen til trods for de mange skøre og sjove indslag bliver for selvhøjtidelig, eksplicit og implicit; for hvad er det lige for en skønhed, filmen hylder og udstiller og som Bens voice-over refererer til? Svaret: Kvindebryster. Patter. Således går kunsttegneren Ben rundt i den tidsfrosne convenience store og afklæder kvinder og tegner deres bryster, store som små, lyse som mørke, for derefter at klæde dem på førend tiden går i gang igen (enhver drengs barndomsfantasi – og vel egentlig også voksne). Og jo, de er smukke, og man/jeg fik lyst til at røre dem, men jeg synes, at det var en utilstrækkelig fremstilling af skønhedens fænomenologi, ja sågar af et mindre område, kvindeskønhedens fænomenologi, når nu filmen råder over 90 minutters fortælletid. For grundet fokussen på bryster og det simple forhold, at der bruges meget tid på at skildre Bens tegnen af dem, virker det lidt fladt, da han tegner genstanden for sin nye forelskelse, Sharon. Han tegner således blot hendes ansigt og ryg, ingen bryster, og filmen synes derfor at vakle mellem to værdisæt, det ‘frigjorte’ bohemelivssyn og det borgerligt anstændige; filmens brystpiger forbliver objekter for den mandlige fantasi, omend filmen implicit sætter mærkaten ’skønhed’ på. Heroverfor står Bens nye kærlighedsinteresse, Sharon. Han interagerer med Sharon, og hun bliver derfor et subjekt, i Bens såvel som vores øjne. Og måske derfor ville det føles forkert at male/tegne hende nøgen, udstille hende blottet? Jeg ville have foretrukket, om instruktøren Sean Ellis havde været mere konsekvent i sin fænomenologiske fremstilling og havde ladet Ben tegne Sharons nøgne skønhed (James Camerons ”Titanic” er et eksempel på, at det kan foregå i rammerne for en mainstream-film, og vel derfor også indenfor ”Cashback”s).
Når tiden ikke er fastfrosset i døgnkiosken, fordriver Ben og hans kolleger-slash-buddies tiden med at lave gale løjer, og det giver anledning til mange muntre scener. Deres herlige chef Jenkins, genialt spillet af Stuart Goodwin, er et glimrende portræt af mellemleder-typen, tilsat et komisk krydderi a la David Brent-figuren i ”The Office”, uden dog at være helt så sørgeligt sandfærdigt. Man griner mere med end ad Jenkins, hvor det modsatte forhold måtte siges at gøre sig gældende for David Brent: manden, der er én stor joke, men som aldrig selv har formået at fortælle en.
CASHBACK er en glimrende instruktørdebut. Sean Ellis har trukket på sin baggrund på som fotograf, både indholdsmæssigt og formmæssigt, og har dermed præsteret at skabe en personlig film med et personligt udtryk. At han dog ikke helt formår at hæve sig over det banale, omend han tager et par skridt i den retning, skyldes vel, at han stadig er ung og en ung instruktør. Og det medfører, at jeg på det foreliggende materiale ikke vil spå ham til at være en fremtidig auteur-skikkelse; dette kun fremhævet fordi jeg synes, at ”Cashback” har en særlig kvalitet over sig. Om jeg ved et gensyn med den ville blive lige så stærkt påvirket, skal jeg lade ligge for nu.
Karakter: ****
