Vi synes vi kender dem ”åhh så godt”, Casper og Frank. Mandril-aftalen, Langt Fra Las Vegas og Klovn har gjort dem til folkeeje, så man glemmer næsten helt at de i sin tid slog igennem som stand up-komikere. Ikke desto mindre, så er det netop hvad man bliver udsat for i dette show, hvor vi netop får indsigt i de rigtige personer bag produktet Christensen og Hvam. De har haft deres opture, men så sandeligt også mødt modgang. Ikke mindst i deres langvarige venskab, som nær var blevet opløst på grund af noget så simpelt og dumt som et krus.
De to røg mildest talt i verbale totter på hinanden, grundet signalværdien om hvem der egentlig var mest værd som figur i tv-serien Klovn, og deraf serienumrene på de merchandise-ting som der blev spundet deraf. De gik på hver sin side i hundene som slette mennesker, indtil trangen til at slå pjalterne sammen indfandt sig som et rent overlevelsesmiddel. Casper og Frank – Nu Som Mennesker er det synlige bevis herpå.
På skift stiller de to skægge fyre sig i centrum for begivenhederne, og hvor Casper må forklare en hel del om sit forhold til den noget yngre ”Jarlens datter”, så må Frank stå for skud omkring hvorfor han på ingen måde havde lyst til at overvære sit barns fødsel. Frank og Casper får også undervejs afsløret at de ikke altid har været i kridthuset hos deres forældre og dertil hørende anekdoter om cornflakes med sukker på, mongoler, en to år lang forkølelse og hvorfor det er så hæsligt når to mænd danser med hinanden, ja det er støttepillerne omkring dette show som turnerede land og rige rundt og som solgte massevis af billetter. Hvis du ikke oplevede det live, så er her chancen for at up-to-date dig selv på det plan, for i givet fald er du gået glip af et rigtig godt sammenskruet show til lattermusklerne.
Som en ekstra feature i forhold til de mange live-shows, så er der her på dvd'en indlagt små filmede sekvenser som giver lidt dynamik til det rå stand up-materiale. Se Frank læse op af små hændelser fra sin hverdag, hør Casper læse op af sin dagbog fra Thailand og se musikvideo'en til sangen Møgsvin, som handler om at kaste dårligdom over alle mulige kendte danskere lige fra Bubber og Jim Lyngvild til Villy Søvndal og Nicklas Bendtner. Hele miseren er nemlig blevet indtalt af filmmanden og cykelkommentatoren Jørgen Leth, som i herlig voice-over-stil guider os gennem showets bestanddele.
Showet er dels en fantastisk fabel om et venskab som var tæt på at krakelere, grundet grådighed og hvor de to skulle så meget igennem for at sande at deres sammenhold var langt vigtigere end ussel mammon. De to pjattehoveder elsker hinanden, og det er en særdeles vigtig ingrediens som topping i dette show, som på alle måder ikke er et billede på blot endnu en dag på kontoret. Det er et studie i selvironi, mimik, platheder, pointe-levering og et solidt håndværk i sammensætning af et vedkommende comedy show. Ja, comedy er sjovest live i selskab med masserne, hvor dvd'er kan blive lidt af en party-killer i overførselsværdi. Men lad mig så sige at Casper og Frank – Nu Som Mennesker er et af de allerbedste shows som jeg både har set live og siden i hjemmebiografen, som har haft den absolut største gensynsglæde forbundet. Derfor er det ikke svært at anbefale det til stand up freaks.
Disken er desuden stoppet med bonusmateriale. Dels i form af små videohilsner til de byer som lagde hus til turnéen, dels nogle flere snaser fra de to fyres dagbøger, dels et eksempel på hvordan dirty talk foregår, dels nogle ekstra klip fra showets indhold som omhandler Casper på stranden og Frank som pludselig selv må vælge elselskab, og så også lige et hilsen til den gamle 13-skala. Du kan også se hvor filan du kan købe de famøse kopper og opleve hvor svært det kan være at vælge tøj til et interview i Go' Aften Danmark og hvor svært det kan være for Cecilie Frøkjær at briefe Frank, når han sveder som en hest...
Casper og Frank – Nu Som Mennesker er et sublimt og helstøbt show som helt sikkert vil vinde sin fanskare med lynets hast og som af samme årsag er et oplagt hit som julegave.
Udgivelsen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.