Skriv en kommentar
Vi kender alle Chaplins vagabond rigtigt godt. Film som ”Guldfeber” (1925), ”Moderne tider” (1936) og ”Diktatoren” (1940) er alle kanoniseret som vigtige filmhistoriske værker. Først og fremmest er det dog i sig selv gode film, der til alle tider kan nydes. Allerede i 10’erne opstod vagabondkarakteren, der hurtigt viste sig at være mere end holdbar. Lige siden har folk i alle aldre nydt karakteren, og det gør de stadig. Vagabonden har noget universelt over sig, således illustrer den ofte på meget humoristisk vis, den lille uskyldige mands kamp mod alverdens systemer og strukturer. En eviggyldig tematik som man som individ i et samfund har en klar følelse af, men som er svær at sætte ord på, derfor Chaplin og derfor hans vagabond.
Det er derfor glædeligt, at der nu bliver mulighed for at se endnu en af Chaplins film i dansk biografdistribution. Det drejer sig om filmen Chaplins plejebarn (The Kid, 1921), som han selv har instrueret og skrevet manuskript til.
Handlingen i filmen er, at en ulykkelig mor, der ikke har råd til at passe sit barn, lægger barnet i en bil, der efterfølgende stjæles. Da de to tyve opdager barnet i vognen, efterlader de den lille i rendestenen. Chaplins vagabond finder barnet grædende og ensom der. Derefter er det som om, skæbnen vil, at han skal tage sig af det. Vagabonden passer godt på drengen, og de to knytter et meget tæt bånd sammen. Fem år senere viser drengen sig tillige som en indbringende indtægtskilde for vagabonden, der i kraft af sit job som glarmester har brug for smadrede ruder, hvilket en rask dreng naturligvis ikke går af vejen for. Den ulykkelige moder, der i sin tid lagde drengen fra sig, er i mellemtiden kommet til rigdom via sin karriere som sangerinde. Hun bruger mange af sine penge og tid på at forkæle de fattige børn. En dag ser hun vagabondens dreng liggende syg på gaden, stadigvæk ikke anende om, at drengen i virkeligheden er af hendes kød og blod, tager hun ham hjem til vagabonden og tilkalder en læge.
Da lægen kommer på sporet af, at drengen ikke er den pjaltede mands, sættes en storstillet jagt ind for at få knægten ind på et børnehjem. Vagabonden og drengen kæmper dog en brav og hård kamp for at undgå den skæbne, og efterhånden viser den sande mor sig også som lidt af en engel i spillet.
Filmen udvikler sig derved til en fabulerende forviklingskomedie, der også bringer en overraskende deliriske drømmesekvens ind i plottet. Undervejs er der ustyrligt morsomme scener, hvor vagabonden lægger sig ud med gadens bøller, politiet og selve systemet.
Som sædvanlig er vagabondens skæbne en satire over det lille menneskes kamp for at være sig selv i et absurd samfund fyldt med farer. I bedste sort hvid stil spilles der kraftigt på overdreven mimik og farceagtige elementer. Filmen var oprindelig en stumfilm, men denne kopi kommer med et lydspor, som Chaplin selv komponerede i 1971.
Det er en sjælden varm film, der også udmærker sig ved det charmerende skuespil af drengen, Jackie Coogan. Sjældent har en knægt været på en gang så fræk og så skøn. Varmen mellem Chaplin og Coogan skinner hele vejen igennem den tres minutter lange fortælling. Det er en film, der er et forsvar både for barnet i en selv og for børn i det hele taget. Systemkritikken pakkes elegant ind i humor af høj klasse, og man tager sig selv i at grine af selv de mest platte ting, som f.eks. et simpelt slagsmål på åben gade, hvor den ene er en ranglet mand med stok, mens den anden er en stor bøf, der tydeligvis har puttet puder på både arme og mave for at se større ud. Det ser man sjældent i en tid, hvor epo og doping er hverdag, og hvor muskelmænd er helte, der knuser både jern og slyngler med en lillefinger. På den konto er jeg måske nostalgisk, men der foretrækker jeg oftest en mærkeligt gående vagabond med stok og mystisk overskæg – Og det gerne med et barn ved sin side.
