Skriv en kommentar
Hans (Baard Owe) er brandmajor af den gamle skole, d.v.s. voldsomt autoritær og ufølsom. Hans´ søn Jesper (Allan Vergenfeldt) der er brandmand under faderens kommando møder gentagne gange fuld på arbejde og fyres af faderen. Jesper rejser væk og faderen bedyrer, at han ikke vil se ham igen. Da Hans i et skænderi med sin kone om sønnen kører galt mister konen livet. Nu er det Hans´ tur til at møde fuld på arbejde. Da han i en brandert går ind i et brændende hus, mister han synet. Jesper vender tilbage og forenes med faderen. Sammen begynder de at give koncerter; Hans komponerer og spiller, Jesper synger. Til sidst engageres Jesper af en kvindelig trompetist til en turné i USA. Far og søn tager afsked i lufthavnen.
Klaus Rifbjerg, der har skrevet manuskriptet sammen med instruktøren, har næppe villet en socialrealistisk fortælling, dertil er den for melodramatisk og for tykt symbolladet. Filmen er således umiddelbart et opgør med faderens evne til at kontrollere branden i sig selv, i sønnen og i det hele taget i sine omgivelser. Først når han opgiver denne kontrol kan der synges og spilles, og først da kan sønnen rejse ud i verden. M.a.o. den gamle men bestemt ikke udslidte sang om mandens angst for sanselighed. Her skal ikke slukkes brande med vand, sprut eller tærsk, her skal leves.
Desværre bliver instruktøren undervejs i tvivl om sit projekt; sønnen får aldrig rigtig stemme på trods af de utroligt fine koncertindslag med far og søn. Den fåmælte søn får ikke mange chancer, replikker eller handlinger i forholdet til den meget talende og handlende far. Det kunne selvfølgelig være en pointe, men harmonerer ikke rigtigt med sønnens afgørende beslutning om at rejse ud i verden som musiker, som en sanselighedens repræsentant til slut, for giver faderen overhovedet slip på sønnen?!
Filmens bastante symbolik vil sikkert falde nogen for brystet, men den reddes sikkert i land og giver i lange passager filmen liv gennem ikke mindst Baard Owes dirrende portræt af Hans og fotografen Eigil Brylds ekspressive billeder, der er blottet for det lækre reklameæstetiske præg, vi så ofte belemres med.
Den ekspressive billedside retfærddiggører dog ikke filmens mærkværdige, nærmest film noir-agtige setup. Det forbliver en gåde, hvorfor tøjet, bilen og den centrale café er som taget ud af Bogarts og Chandlers univers. Der hviler en uforløst nostalgi over filmen. Dette kommer måske klarest til udtryk, da faderens drøm om at se fortidens boksere gå i ringen igen bliver virkelighed. Det er nærmest patetisk at opleve Jørgen "Gamle" Hansen og Hans Henrik Palm træde op i ringen i dag. Men igen; her er måske en pointe, en kommentar til tidens længsel efter faderlige autoriteter. Stærkt er udsagnet dog ikke, om det er tilfældet. Forløses fader/søn-forholdet - hvad var Rifbjergs (1931) og Steiness´ (ung mand) intention?!
Men hvad der ikke lykkes for filmen som helhed lykkes for musikken. Filmens soundtrack er noget af det stærkeste vi længe har hørt på et dansk biograflærred. Komponisten og pianisten Carsten Dahl har skrevet musikken der på forbilledlig vis aktualiserer 50´ernes cooljazz og overbevisende forbinder den med dagens elektroniske univers. Dertil kommer Allan Vergenfeldts (fra 80´ernes Sandmen) indfølende, dybe sang - her økonomiseres akkurat så meget at hvert ord, hver frasering får hvad de kan trække, og det er ikke så lidt. Play it again, Allan Vergenfeldt!
