Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Robertprisen 2021
Omfattende Udvid...
Bag Skyerne – Nå...
Robert-Nominerin...
Casper

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Far Til Fire & V...
Far Til Fire & Vikingerne billede

Dronninggambit


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Charlie Wilson's War

8. februar 2008 af Simon Roel

5 stjerner Skriv en kommentar

Charlie Wilson's War billede

"Charlie Wilson's War" er en meget underholdende og veldrejet film. Replikkerne er skarpe og morsomme, næsten à la 50'er-60'ernes amerikanske lystspil. Og under overfladen gemmer der sig en kritisk...

CHARLIE WILSON'S WAR

Instruktør: Mike Nichols
Manuskript: Aaron Sorkin, efter journalisten George Criles bog af samme titel
Cinematograf: Stephen Goldblatt, ASC, BSC
Klipper: John Bloom, Antonia Van Drimmelen
Medvirkende: Tom Hanks, Philip Seymour Hoffman, Julia Roberts
Musik: James Newton Howard

"Charlie Wilson's War" er en meget underholdende og veldrejet film. Replikkerne er skarpe og morsomme, næsten à la 50'er-60'ernes amerikanske lystspil. Og under overfladen gemmer der sig en kritisk røst med et aktuelt og meget relevant budskab.

Det er en kold krig. Indtil det ubetydelige kongresmedlem Charlie Wilson (Hanks), midt i en jazucci omgivet af strippere, coke og wannabees, får øje på Dan Rather's live tv-transmission fra Afghanistan om mujahedinernes kamp mod den sovjetiske invasion. Året er 1980.

Rørt af Rather's rapportering og de bevægende billeder sørger Congressman Charlie for at hæve CIA's budget for hemmelige operationer. Han kommer i kontakt med den lettere gale, men meget begavede CIA-agent Gust Avrakatos - en af de blot fire CIA-ansatte, der står for planlægningen og eksekveringen af CIA's operationer i Afghanistan.
Texas-millionøsen Joanne Herring (Roberts) er anti-kommunist og en frelst kristen, der kæmper for afghanernes ret til frihed, især religiøse af slagsen. Da hun hører, at Charlie Wilson har fordoblet budgettet for den hemmelige støtte af mujahedinernes kamp mod den sovjetiske invasionsmagt fra fem til ti millioner dollars, tager hun kontakt. Den dameglade og charmerende Charlie er et nemt offer for Joannes kvindelige metoder, og hun presser ham til at gå videre i sagen for afghanerne og arrangerer møder på hans vegne med Pakistans præsident Zia ul-Haq, israelske våbenhandlere og egyptiske embedsmænd. Charlie og Gus, som Charlie kalder ham, får istandsat aftaler om at smugle high-tech våben (bl.a. Stinger-missiler) til mujahedinerne på en så kringlet måde, at russerne ikke officielt kan klandre USA for at bekrige dem.

Rapporter om mujahedinernes succes som følge af brugen af de nye våben skaber opmærksomhed i kongressens udvalg for militære budgetter; man aner en mulighed for at gøre Afghanistan til Sovjets Vietnam. Charlie ender med at få hævet budgettet for hemmelige operationer i Afghanistan fra de oprindelige 5 millioner dollars til en milliard dollars - plus en milliard mere oven i hatten fra Saudi-Arabien, der ønsker at bringe de muslimske modstandsstyrker til magten i Afghanistan.
I 1989 trækker Sovjetunionen sig ud af Afghanistan som en knækket stormagt.


"Charlie Wilson's War" er andet og mere end en historie og mytologisering af "how the US broke them communist sons-of-bitches"; den er langt sjovere, skarpere og kritisk, end hvad ovenstående referat måtte give indtryk af.
Replikkerne er velskrevne og bidske. Som da Charlie, efter et møde med den pakistanske præsident, siger til sin assistent "You know you've reached rock bottom when you're told you have character flaws by a man who hanged his predecessor in a military coup." Værd at nævne er også den scene, hvor Gust Avrakatos og Charlie første gang træffer hinanden. Charlie er i samme scene ophængt af at dæmme op for en potentielt karriereødelæggende nyhedshistorie om hans mulige forbrug af coke og omgang med strippere og andet godtfolk. Hans pressesekretærer springer skiftevis ind og ud af Charlies kontor, hvorfor Gust i takt dertil er nødt til at forlade og vende tilbage til kontoret. Det udvikler sig til en hel lille dans med et Marx Brothers-agtigt præg. Scenen har også en vis metaforisk kvalitet over sig; den kan ses som eksemplifikation på Charlies forsøg på at bevare den politiske ligevægt på én og samme tid med, at han forsøger at kæmpe den afghanske sag. Som følge af dette behov for at pleje den politiske profil, får Gust ikke mulighed for at fortælle Charlie en anekdote om en Zen-mester, hvilket med lidt god vilje kan anskues som en metafor for, hvordan det amerikanske politiske system kommer i vejen for den dybere refleksion over de langsigtede konsekvenser ved en given politisk handling.

Skuespillet er veloplagt; Tom Hanks leverer en fin og troværdig præstation, og han får modspil til stregen i scenerne med Philip Seymour Hoffman, en af de få grimme Hollywood-skuespillere, som vel efterhånden de fleste biografgængere kender af navn efter fantastiske præstationer i film som "Boogie Nights", "Magnolia", "The Talented Mr. Ripley" og "Capote", for blot at nævne nogle af de vigtigste film. Dog fandt jeg ikke Julia Roberts fortolkning af Joanne Herring-figurens persona vanvittigt karismatisk, men det er måske en smagssag.

Mike Nichols instruerer sikkert. Læseren genkender måske navnet, og dette ikke uden grund, da selvsamme instruktør i 1967 vandt en Oscar som bedste instruktør for den navnkundige The Graduate, der huskes ikke blot for sine mange cinematiske kvaliteter, men også som filmen, der lancerede Dustin Hoffmans glorværdige og produktive karriere.
40 år senere instruerer Nichols endnu et flot og tankevækkende drama. For umiddelbart kan "Charlie Wilson's War" lyde som en rigtig succeshistorie, endda som en forherligelse af USA, set i det lys, at den er en beretning om, hvordan USA var med til at hjælpe de afghanske frihedskæmpere knække de sovjetiske invasionsstyrker. Men hvis man ser nærmere efter, er "Charlie Wilson's War" en tydelig, omend implicit, kritik af den amerikanske udenrigspolitiks naivitet, både dengang og nu. Filmen anslår da også den kritiske tone allerførst i filmen på en ganske subtil måde: en muslim beder til Allah ved solnedgang for derpå at rejse sig op og affyre et Stinger-missil i hovedet på seeren - eksplosion fulgt af sort skærm. Men hvem er denne seer, der bliver skudt i sænk af et Stinger-missil? Tjah, det virker i hvert fald ikke særligt plausibelt, at Rusland skulle være markedet, hvor distributørerne/producenterne skulle hente filmens budget hjem. Det er en amerikansk og amerikansk sproget produktion, og USA er da tydeligvis også det marked, filmen er rettet mod. Altså er det ikke en russisk tilskuer, men en amerikansk, der skydes ned af missilet. Men hvorfor nu det? Svaret er selvfølgelig, at filmen ikke blot er en fortælling om, hvordan the good guys (USA) killed the evil guys (USSR). Filmen handler om, hvordan USA's læggen vægt på den destruktive krigsførsel har negative konsekvenser, også i høj grad for dem selv. Da Charlie efter USSR's tilbagetrækning anmoder kommitteen for budgetter til hemmelige operationer om en sølle million til at starte en skole i Afghanistan, får han afslag. Krigen er jo vundet! Charlie's motiv (der velsagtens også kan tolkes som instruktørens og forfatterens kritik og pointe) for begæringen om tildeling af midler til uddannelse og oplysning af den afghanske befolkning (der består af 50 procent børn efter USSR's massakrer) er underforstået det, at manglende oplysning er en betingelse for tankeløs fanatisme og dermed terrorismens ophav. Hvilket den dag i dag rammer USA: i 2001 kaprede og styrede islamistiske terrorister, formodet fostret i Afghanistan, to Boeing-fly ind i World Trade Center, hidtil det mest succesfulde enkeltstående terrorangreb, verden har været udsat for; amerikanske tropper udsættes dagligt for svære kampe og tab af liv i Irak og Afghanistan; og den amerikanske økonomi stagnerer og lider under disse forhold. Kunne oprettelsen af et uddannelsessystem i Afghanistan have forhindret dette? Ikke utænkeligt.

Flere scener kan understøtte denne tolkning af Charlie Wilson's War. *** Efter en festlig fejring af USSR's hjemkaldelse af dets styrker, træder Charlie og Gus til side. Charlie starter selvtilfreds samtalen:

Charlie: I told you. All we had to do was shoot down the helicopters.
Gust replicerer ved at fortælle anekdoten om zen-mesteren, som han aldrig fik fortalt færdig i scenen nævnt ovenfor.
Gus: There's a little boy. For his 14th birthday he gets a horse and everybody in the village says "How wonderful the boy got a horse!". Now, the Zen-master says "We'll see". Two years later the boy falls off the horse and breaks his leg, and everybody in the village says "How terrible!". The Zen-master says "We'll see". Then, a war breaks out and all the young ones go off to fight, except the little boy 'cause his leg is all messed up. Then everybody in the village says "How wonderful!".
Charlie har fattet pointen og kommer Gus i forkøbet: Now the Zen-master says "We'll see".
Gus: So you get it?
Charlie (klukker): No, no, 'cause I'm stupid.
Gus: You're not stupid - you're just in congress.
Herefter advarer Gus Charlie om farerne ved ikke at fortsætte indsatsen i Afghanistan: genopbygge infrastrukturen, bygge skoler og forsyne hyrderne med nye fåreflokke.

Hvorefter der klippes til en scene, hvori Charlie forgæves forsøger at få bevilliget en sølle million dollars til nævnte humanitære formål. Det før så fyldte konferencerum er nu pinligt tomt - Afghanistan tjener ikke længere et formål i Kold Krigs-strategier, og interessen for landet er derfor næsten lig nul.

Gus er kritikkens røst i "Charlie Wilson's War". Omend filmen på overfladen og i pressemateriale fremføres som en delvis hyldest af Charlie Wilson, er Gust Avrakatos den figur, der kommer tættest på at være forfatterens/instruktørens talerør. Han er zen-mesteren, der belærer Charlie. Og Charlie har taget Gusts advarsler til sig. Han forsøger at overbevise komitteen om nødvendigheden af at genopbygge: "We always go in with our ideals and we change the world. And then we leave. We always leave. But the ball, though, keeps on bouncin'." Handlinger har konsekvenser, er med andre ord pointen. Men det fatter politikere ikke.

Filmens tematiske pointe er: Krig er ikke tilstrækkelig. Der skal følges op på krig. Der må genopbygning til. Filmen slutter af med at citere Charlie: "These things happened. They were glorious and they changed the world...and then we fucked up the end game."

Op til Operation Enduring Freedom - Afghanistan estimerede CIA, at Taliban havde 100 Stinger-missiler tilbage af de i alt 1000, som CIA-leverede til dem. Åbningsscenen er da mere end blot et abstrakt billede på, hvor galt og uforudsigeligt tingene kan gå.

Har George Marshall virkelig levet forgæves? Til det kan vi vel kun samstemme med zen-mesteren: We'll see!

Titel: Charlie Wilson's War
Original Titel: Charlie Wilson's War
Premieredato: 8. februar 2008
Instruktør: Mike Nichols
Skuespillere: Tom Hanks, Philip Seymour Hoffman, Julia Roberts
Spilletid: 97 min.
Selskab: Good Time Charlie Productions, Universal Pictures, Playtone, Participant Productions, Relativity Media; United International Press
Genre: Drama


banner
Overskrift Højre Block
Raya Og Den Sids...
Crash Landing On...
Locked Down (HBO...
Star Trek: Picar...
C. B. Strike: Le...
The Dig
Clouds
The Godfather Co...
The New Mutants
Lykkebugten



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...