Skriv en kommentar
Nu er det ikke fordi, den italienske mafia ikke tidligere har været beskrevet på film, og en af de bedste er Martin Scorseses Goodfellas fra 1990, hvor vi på glimrende vis følger Henry, som beskyttes af den lokale mafia – og Jonas Carpignano viste også i sin sidste film fra 2017 A Ciambra - at det er et miljø i Calabrien på grænsen til Sicilien, der tiltrækker ham vel i håb om at få den til livs.
På en underfundig måde følger vi i starten en afbalanceret familie, som skal fejre datteren, Guilias 18-årige fødselsdag, hvor der ingenting mangler – undtagen, at faderen Claudio ikke vil holde en tale – det ser ud som ren generthed, men han er dog smilende med i en rolig dans til musik af Ed Sheeran.
Men dagen efter er han pludselig forsvundet, hvilket den 15-årige lillesøster Chiara (spillet overbevisende af Swamy Rotolo) ser om natten, da hun i et mareridt ser faderen klatre over en nærliggende mur efter en bilbombe i nattetimerne, er sprunget ud i biografen. Hun ser nyhedsudsendelsen næste dag, der fortæller, at faderen er mellemmand i organisationen ”Ndrangheta” – som er en kriminel organisation, der er baseret udelukkende på blodsbånd – hvor drengebørn arver faderens plads. Den lokale arv.
Med sin nysgerrighed går Chiara på jagt, banker på væggene, og i badeværelset hører hun et hulrum, hvor hun hurtigt får lirket en væg op og af snævre skæve jernbøjler med en lommelygte, ender vi i en underjordisk bunker fuld af telefonudstyr og andre mafiaapparater. Og for at fuldende filmens plot til Carpignanos tidligere film Mediterranea fra 2015 – er vi med Chiara i en romalejr, hvor hun møder en romansk kvinde, der kender Chiaras far af ry – og som får hende til at erkende – at deres eksistens forårsager hende. Hun er i en troskrise og vil gerne finde familien og livets mening. Og fordi Chiara pludselig ved for meget om mafiaen, skal hun fjernes af børnelæge og psykolog, og sættes med toget og en observatør til et fjernt opholdssted. Men en springtur i menneskemylderet på togstationen får hende væk. Som hun siger: De tror vi alle er ens, men det er vi ikke
Jonas Carpignano har valgt at bruge mest ukendte skuespillere – og hovedpersonerne er fra familien Rotolo og mange har deres oprindelige navne i filmen. Det gør den mere naturlig og realistisk – og den foregår i byen Gioia Tauro, som er kendt for sine migranter, romaer og mafiaen. Og det er meget rammende, når faderen på et tidspunkt siger til Chiara: Når vi er i det miljø – kan vi ikke vende om. Og en rigtig boss får ikke snavsede hænder
Jeg synes filmen er for hektisk og vil for mange ting – og fatter ikke helt de lidt usammenhængende løb i fitnesscentre. Den har mange flotte mørke sider, men mangler den helt almindelige hverdag – i det små kan man sagtens udtrykke det største.
