Skriv en kommentar
De to børn Viola og Tommi er alene med deres far, efter at moderen gentagne gange har forladt familien for at have noget sjov. ”Jeg var jo så ung da jeg fik børn”, er hendes forklaring, da de tre en sidste gang lader hende komme hjem i familiens skød. Uregelmæssighederne tager hårdt på den lille familie, der mest af alt mangler en mors kærlighed og omsorg.
Kim Rossi Stuart er mest kendt som skuespiller i en lang række italienske film, b. la. Roberto Benignis Pinocchio fra 2002. Along The Ridge er Stuarts første film som instruktør og det er der blevet en rigtig skuespillerfilm ud af. Han spiller selv hovedrollen som den frustrerede far, og han har sikkert som instruktør en meget klar idé om hvordan de andre skuespillere skal agere. Stuart vandt Copenhagen International Film Festivals Golden Swan for bedste instruktør.
Skuespiller-præstationerne i denne film er som fra en anden planet. Især Allesandro Morace, der spiller Tommi, gør det utrolig godt. Børn af opløste familier har det med at påtage sig skylden for forældrenes problemer. Det er vist på flotteste vis i scenen hvor lille 11-årige Tommi midt om natten vækker sin far og spørger: ”Har du det godt, far?” Også i den sidste scene, er det tydeligt, at Tommis følsomme gemyt må tage alt, alt for meget på sine skrøbelige skuldre.
Det er ikke en nogen svær historie, men den er alligevel svær at sluge. Altså på den gode måde. Det er ikke svært at se hvad den lille familie mangler, men det er alligevel så svært at få det til at virke. Jovist, de har da hinanden, Tommi, Viola og deres far, men det er hjerteskærende tydeligt, at der mangler noget. Som seer føler man sig magtesløs og må sluge endnu en klup i halsen.
Som var kendetegnende for de neorealistiske film fra 1960erne i Italien, skærer filmen helt ind til benet af historien og udelader alt unødigt støj. Dette gør filmoplevelsen helt speciel og kommer tættere på seeren end normalt. Along The Ridge får 5 stjerner ud af 6.
