Skriv en kommentar
Tre fælles baserede historier udspiller sig i tre forskellige tidsaldre med Hugh Jackman og Rachel Weisz som omdrejningspunkt. I 1500-tallet drager Jackman som Conquistador til Sydamerika i dronningens tjeneste for at finde en hellig mayansk livskilde, i nutiden kæmper han som videnskabsmanden Tom for at finde en kur mod sin kones kræft men finder ved en fejl en kur mod alderdom, og i det 26. århundrede rejser Jackmans figur som futuristisk rumrejsende gennem rummet for at beskytte selveste Livets Træ.
Darren Aronofsky, manden der debuterede med den storparanoide matematik-thriller Pi og fik os alle til at sidde stirrende på skærmen, visuelt fascinerede, og med en blanding af koldsved og kvalme med den Oscarnominerede Requiem For A Dream, er manden bag projektet, der har været undervejs i flere år.
Aronofsky er tilsyneladende ikke helt færdig med at lege med matematik og talrækker, i hvert fald ynder han at fortælle gentagende både i handling og visualitet. Vi hvirvles rundt i historierne til vi er helt rundtossede. Er det vores 1500-tals helt der ser sin fremtid, er det den nutidige fortælling læst i en bog, eller er det fremtidens altseende der ser sin egen, nedarvede historie?
De har hver især en handling, men hænger sammen og indvirker på hinanden, på tværs af tid og rum.
For symbolfolk er der masser af lækkerbiskner der kan vendes og drejes som man finder det plausibelt - eller underholdende. Aronofsky har været på en god inspirationstur og ryger hele vejen fra østens mystik over new age religion til den traditionelle kristendom. Måske er det lidt i overkanten, men det bliver aldrig påduttende, og der tages altid hensyn til tidens tand og tone. På den måde er der faktisk noget for hele den spraglede familie!
Hugh Jackman viser kløer i en noget mere følelsesladet figur end hidtil set, og det gør han med elegance. Han tuder som en pige, så selv det største mandfolkehjerte er ved at knække i biografsalen. Rachel Weisz er såmænd elskelig nok, og vi forstår godt når Jackman når hele vejen rundt i både kærlighed, fornægtelse, frustration og sorg før vi får en ikke særlig hollywood-agtigt ending, der dog måske alligevel er en smule happy. I hvert fald er den grandiøs.
Aronofsky forstår at forvirre os. Han forstår at sætte os ud af spil, så vi fanger hver lille bid der bliver serveret, holder godt fast og lirker os roligt ind i hans snirklede fraktal-fortælling. Vi sidder måske ikke alle sammen med den samme følelse når filmen er slut, og nogen vælger måske at tolke frem for bare at føle, men helhedsoplevelsen er stor og stærk.
Faren er at vi måske bliver for forvirrede. At vi mister grebet hvor det ikke er tiltænkt. The Fountain er, som instruktørens tidligere film på ingen måde hverdagskost, og vil sikkert ikke komme til Danmark i ret mange biograf-kopier. Heldigvis bliver den gennemsnitlige hjemmebiograf drastisk bedre dag for dag, indtil udgivelsen kommer på DVD eller, hvem ved, lignende HD medier.
Men det handler i sidste ende ikke om hjemmebiografer og forbrugsfest. Det handler om liv og død. Er livet værd at leve, og er døden værd at dø? Spørgsmålene bliver serveret til debat og kun et sted sættes der endeligt punktum. Liv og død er kun vigtige hvis kærligheden er en del af det hele.
Det forstår Aronofsky at fortælle uden det bliver så klæbrigt som en middelklasse-teenage-soap en tidlig søndag morgen.
En klar anbefaling med forbehold for forvirring.
