Skriv en kommentar
Citizenfour er et fremragende eksempel på den type af dokumentarfilm, der fuldstændig sprænger rammerne for almindelig filmkritik. Det er svært (og næsten overflødigt) at begynde pedantiske at pille i den visuelle stil eller betvivle klippevalg. Stilen er sådan set fin nok: farvefattig spionagelignende chatkommunikation og dominerende fluen-på-væggen-agtig kameraføring er begge passende valg i denne sammenhæng. Det er dog ikke stilen, men selve historiens hjerneudblæsende aktualitet og altomgribende vigtighed, der får mig til at råbe: ”Tag nu at få den set, folkens!” Jeg gentager: Citizenfour et nemlig et fremragende eksempel på den type af dokumentarfilm, der sprænger rammer og som ikke bare ønsker at skildre verden, men også ændre den.
Sensationer fra sengekanten
Instruktør Laura Poitras har scoret en af dette århundredes mest banebrydende historier. Sammen med journalist Glenn Greenwald får hun i 2013 besked på at troppe op på hotellet The Mira i Hong Kong, hvor Snowden har installeret sig i al hemmelighed. Den næste uges tid sidder de sammenstuvede på et lille hotelværelse. Mens kameraet ruller og pennen flyver hen over papiret fremfører Snowden sagligt og fattet beviser, der afslører efterretningstjenesten NSAs altomgribende overvågningsmetoder både i og uden for USA. Vi får som publikum eksklusivt lov til at lytte med fra sengekanten, mens Snowden piller vores indtil for nyligt gængse verdensbillede fra hinanden.
Manden i midten
Mens kameraet senere bevæger sig ud af det lille hotelværelse, er det utvivlsomt under disse intime rammer, at filmen er allerstærkest. At se en ganske almindelig bebrillet gut forvandle sig til USAs secret service-fjende nr. 1 er næsten nok til at få hårene til at rejse sig. Selvom Snowden udtrykker et ønske om at fjerne fokus fra sig selv, er det næsten uundgåeligt ikke at stille skarpt på frontfiguren. Og andet ville da også være ærgerligt, da det lille menneske med alle dets nuancer altid vil danne det stærkeste billede i en hver kamp mod giganterne.
Mens han påpeger sin egen offervillighed, er det imidlertid tydeligt at se bekymringen i hans ansigt. Der opstår i de intime rammer en sigende kontrast mellem det bekymrede menneske, der skriver med den intetanende kæreste derhjemme, og den determinerede whistleblower, der er villig til at ofre sig selv for at oplyse folket og opfordre andre til at træde i hans fodspor. Ved at vise den almindelige, omend ganske modige, mand bag afsløringerne, påpeger filmen, at det er rigtige mennesker, som dig og mig, det handler om – og at alle kan falde under efterretningernes mistanke. Portrættet fremhæver, at det ikke kun er i stemplede diktaturregimer, at den almindelige mand må frygte at fortælle sandheden. De såkaldte frie, demokratiske lande har lige så travlt med at tryne undersåtterne, hvis disse, ligesom Snowden, stikker næsen for langt frem.
Skyts mod efterretningstjenesterne
Citizenfour er ikke en film om Edward Snowden. Den retter køligt skytset direkte mod NSA og andre efteretningstjenester alt imens den sagligt prøver at informere sit publikum. Filmen bevæger med andre ord langt uden for hotelværelsets fire vægge. Ikke desto mindre forbliver Snowden filmens vigtigste symbol: den mistænkte mand, der for altid må frygte for sin fremtid, fordi han satte ytringsfriheden højere end sin egen sikkerhed. Snowden bliver altså filmens evindelige påmindelse om, at det er almindelige mennesker, der står for skud – og det er derfor også op til disse almindelige mennesker at tage kampen op.
