Skriv en kommentar
Hvad sker der, hvis USA i fremtiden starter en ny borgerkrig? Dette har instruktør og manuskriptforfatter, Alex Garland, sat sig for at undersøge, og det lader til at både det tidligere og nuværende præsidentvalg, har haft stor indflydelse på Garlands beslutninger.
Krigsfotografen, Lee ( Kirsten Dunst) har set meget krig igennem sin karriere. Dog havde hun ikke den vildeste fantasi om, at denne krig også kunne opstå i hjemlandet USA. Sammen med den unge fotojournalist, Jessie ( Cailee Spaeny) og de trofaste kollegaer, Joel ( Wagner Moura) og Sammy ( Stephen McKinley Henderson) drager de sig tværs igennem landet med én mission - at få et interview med præsidenten. Vejen er dog farlig, da USA er delt op i ren ondskab, og man ved aldrig, hvornår man tager sin sidste vejrtrækning – også selvom man har fine presseskilte omkring halsen.
Det er meget klaustrofobisk at være vidne til denne film. Selvom alt naturligvis foregår i et stort landskab igennem USA, følger vi vores karakterer og deres rædsler. Ingen er sikre i en verden med krig. Hvorfor denne krig er opstået, får vi aldrig svar på, men det skulle ikke undre nogle, hvis angrebet på Kongressen tilbage i 2021 har sat sine spor.
Kirsten Dunst har haft en langvarig og imponerende karriere, og gør det meget overbevisende som den lidt kyniske fotograf. Når man har været udsat for denne slags mange gange, er det også svært at bliver oprevet på ny, men Lee er trods alt også et menneske, som har set mange ting, den menneskelige krop aldrig helt vænner sig til. Modsat har hun stortalentet, Cailee Spaeny, som seneste kunne ses i Sofia Coppolas film ”Priscilla”. Som Priscilla var hun dog meget aflukket med følelserne, men i denne film får følelserne frit løb, da Jessie slet ikke er vant til krig og rædsel – og hvorfor skulle hun også det?
Det er svært at blive helt klog på, hvad præcis Alex Garland har til sinde med denne film. Er dette blot en advarsel til de amerikanske borgere, eller blot et forsøg på ikke at gentage fortiden? Svarerne finder vi nok aldrig, men dette gør ikke ”Civil War” til en uinteressant film – tværtimod, så sidder man også selv, og kan mærke rædslen helt inde i kroppen. Der bruges naturligvis også meget energi med diverse våben, blod og andre brutaliteter fra krigens verden. Dog tager Garland sig også fint brug af stilheden. Muligvis for at bremse op og sige til sit publikum, at alt dette er virkelig helt absurd.
”Civil War” er et brutalt, hårdt og turbulent action-drama. Vi får ikke svar på alle vores spørgsmål, men kan danne vores egne holdninger og meninger omkring krigens rædsler og ondskab. Kirsten Dunst giver et meget nuanceret portræt af en PTSD ramt fotograf, og Cailee Spaeny får lov til at udtrykke alle sine følelser. Alex Garland har formodet at skabe en film, som højt sandsynligt kommer til at skabe en del debat i USA. For hvem vil gentage fortidens rædsler?
