Skriv en kommentar
The Plague starter lovende og dystert med, at alle verdens børn under 9 år falder i en dyb koma kun afbrudt hver 12. time på klokkeslettet af voldsomme krampeanfald. 10 år går, og intet forandrer sig. De børn, der ikke bliver passet derhjemme, er samlet på plejecentre eller i sportshallerne på skoler, som der ikke længere er brug for. I nyhedsindslag hører man om, at alle børn født de sidste 10 år er født i samme komatilstand. Nu har myndighederne indført fødselsforbud, og menneskeheden står over for truslen om at uddø. Det skal dog vise sig, at den virkelige trussel ikke kommer fra forplantnings-stoppet men derimod fra børnene selv, der selvfølgelig ikke forbliver i koma gennem hele filmen. De våger pludselig op samtidig, og de er i dårligt humør, meget dårligt humør!
Præmissen for filmen er egentlig kuldegysende uhyggelig. Ligesom Children of the Corn tidligere har vist det, er der noget mareridtsagtigt skræmmende ved tanken om, at ens børn vender sig imod én og kun har det ene, fælles formål at slå alle voksne ihjel. Det er også i The Plague utrolig nervepirrende i første del af filmen at være vidne til de zombie-agtige, superstærke børns jagt på de voksne. Man følger den netop prøveløsladte Tom (James Van Der Beek), hans ekskone (Ivana Milicevic), hendes bror (Brad Hunt) og et par stykker til, og den lille gruppe bliver i klassisk zombie-film stil ofre for børnene én efter én på deres flugt gennem byen.
Men så stopper festen også, for da filmens sidste akt udspiller sig, og man forventningsfuldt ser frem til en forklaring på børnenes massakre på de voksne, falder uhyggen til jorden og det samme gør plottet.
Hele filmen igennem antydes det, ja det er faktisk helt umuligt ikke at se vognstangen vinke, at svaret findes i John Steinbecks klassiske roman Grapes of Wrath (Vredens druer), der skildrer en amerikansk families kamp for at overleve under Depressionen i 1930’ernes Amerika. Men parallellen mellem The Plague og Steinbecks roman er kun tydelig i filmens begyndelse, hvor hovedpersonen Tom ankommer til fods til sin hjemby efter at være blevet prøveløsladt fra fængslet, hvor han har siddet inde pga. mord. Sådan starter Grapes of Wrath også, og hovedpersonen hedder sørme også Tom. Filmens Tom har endda romanen stikkende op af sin bukselomme, så ingen er i tvivl om hentydningen! Men hvordan Grapes of Wrath kan bruges til at åbne og forstå filmens plot er udover denne anmelders forstand. Og så dybt er plottet i The Plague altså heller ikke! Man sidder derfor tilbage med en skuffelse over filmens uforløste slutning og mangelfulde forklaring på blodbadet.
Måske skyldes plottets mangler, at gysermesteren Clive Barker kun er med af navn og ikke af gavn. Han har hverken skrevet eller instrueret men er kun med som producent. Det lugter stærkt af, at Barkers navn blot er med for at give filmen et markedsførings-boost. Resultatet er en film, der indtil tredje akt fungerer godt som gyserfilm og har nogle gedigne chokeffekter, men som desværre afsluttes med en ret plagsom finale.
Lyd og billede
Billedet står fint skarpt, og lyden er på musiksiden glimrende. Især brugen af et foruroligende klaverriff er med til at skabe den urovækkende stemning i filmen. Desværre er talen lidt sløret og ulden visse steder.
Ekstramateriale:
Disken indeholder en række slettede scener, der ikke bidrager med meget til forklaring af børnenes koma og efterfølgende bersærkergang. En af scenerne sætter dog for alvor fed steg under ligheden med Grapes of Wrath. Som en dublet af bogens handling ser man i denne scene Toms møde med landsbypræsten på landevejen, lige inden han når byen. De resterende slettede scener er for det meste lange udgaver af scener, som er blevet klippet godt og grundigt til i filmen. De kaster mere lys over personernes baggrundshistorier og er bestemt værd at se.
Udover 6 trailers for andre film finder man også et kommentarspor til filmen i ekstramaterialet. Her sludrer filmens editor Ed Marx med skuespillerne Joshua Close og Brad Hunt. Det er til tider ret underholdende, især når de udveksler anekdoter om pigerne og fyrens reaktioner på Dawson’s Creek stjernen, James Van Der Beeks tilstedeværelse i de småbyer, hvor filmen blev optaget. Især Brad Hunts kommentarer er guld værd. Det ville dog have været mere interessant at få instruktørens eller medmanuskriptforfatterens indsigter og tanker om filmen i stedet for editorens, hvilket måske kunne have kastet mere lys over filmens plot og sammenligningen med Steinbecks Grapes of Wrath.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
