Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der har på godt og ondt længe eksisteret en underkategori i amerikanske komedier tilegnet det sorte publikum, den såkaldte afroamerikanske komedie. De fineste eksponenter og vel sagtens pionererne indenfor genren, i form af bl.a. Eddie Murphy og den nu afdøde Richard Pryor, leverede i 70'erne og 80'erne en række vellykkede komedier såsom ”Frækkere end politiet tillader”, ”Bossen og bumsen” og ”Ka' du høre, hvad jeg ser?”. Eddie Murphy er som bekendt fortsat, lige så vel som genren ufortrødent sprøjter komedier af og med bl.a. Wayans brødrene, Martin Lawrence, Chris Rock og Ice Cube ud. Seneste skud på stammen er altså Cedric The Entertainer, der ligesom flere af de andre skuespillere har baggrund som stand-up komiker – men forventer man her en komedie der som minimum er sjov, bliver man kun hårafrivende og hovedet-banket-ned-i-bordet skuffet.
Det papirtynde plot spiller som udgangspunkt på Jason Bourne filmene, altså med en mand der vågner op midt i sammensværgelse, uden at kunne huske noget som helst. I ”Code Name: The Cleaner” følger vi den urealistisk stupide Jake (Cedric The Entertainer), der vågner op ved siden af en død mand og 250 000 dollars. Pludseligt rives han ind i en konspiration, hvor skurkene (anført af den afdanket kampsport ekspert Mark Dacascos og Nicollette ”Desperate Housewifes” Sheridan) og FBI på den ene side tror Jake er tophemmelig agent eller lejesoldat, så hemmelig at FBI ikke ved noget, mens hans kæreste Gina (Lucy Liu) fastholder at han er rengøringsmanden i et computerspilselskab, hvor karakteren fra et af deres spil ligner hvad Jake mener er sandheden om sin egen person. Jake står i sit livs dilemma – er han en toptrænet elite soldat/super agent, eller renser han lokummer – han er under alle omstændigheder ”The Cleaner”. Dobbelttydigheden af ordet ”The Cleaner”, som både har lejemorder- og rengøringsklang, er åbenbart så hysterisk hylende og lårklaskende morsomt, at det er nok til at basere en filmproduktion på. Ikke så underligt er Brett Ratner indenover som producent, manden der er berygtet for bl.a. sine forfærdelige ”Rush Hour” film.
Det er aldrig tilsigtet, når smilet krampagtigt stivner et par minuter inde i en komedie. Ikke desto mindre har man kun lyst til at knække Dvd'en til atomer og smide resterne ud i Søndermarken, efter at vores kære Jake i løbet af et minut har klovnet rundt om sig selv, faldet ud af sengen, trådt på glasskår, liderligt klasket en død mand på røven, lavet idiotiske grimasser foran et spejl og sagt de dummeste replikker i mands minde. Særligt når det, med koldsveden piblende frem på panden, panisk går op for en at stilen er lagt sådan de næste 83 minutter. Der er ikke én komisk replik, på intet tidspunkt kommer den der ene punch line som kan redde filmen – ikke en eneste! Jakes ven Ronnie (DeRay Davis) understreger filmens helt uhørte idioti, ved at rappe om lokumbesøg og pøller. Man får også lov til at se Ronnie klaske sig selv i røven, mens han råber noget der kan misforstås som perverst, men ikke ment sådan i den sammenhæng det siges.Jamen det er da helt hysterisk sjovt at sige tissemand eller røvguitar på åben skærm, tænk hvis nogen hørte det. Sjovt skulle det vist også være, når den fedladende Jake laver kung-fu lyde og slasker rundt som en punkteret badebold, ingen alligevel gider at losse til længere. Hvis man så i første omgang ikke syntes smækfede mænd der imiterer kampsport lyde er synderligt sjovt, hvilket det 99,9% af tiden jo heller ikke er, får man lige de samme indslag igen...og igen og IGEN. For sjovt er det da, når Jake utilsigtet klasker en gammel dame på måsen til hun bliver helt kåd, eller laver endnu flere kung-fu imitationer i nye omgivelser. Det giver jo en helt anden dimension, at han står i en café frem for et hotel værelse og galber op. Meningen med de komiske elementer er naturligvis, at de skulle stjæle billedet fra den mangelfulde historie, idiotisk dialog, elendige skuespillerpræsentationer over hele linjen, plothuller der står i kø, filmhistoriens værste romance og en instruktion der råber og skriger på permanent udvisning fra Hollywood. Balladen er blot, at der ikke er nogle komisk velfungerende elementer og filmen er derfor lige til at skylle ud sammen med pøllerne.
Manglen på komik og situationsfornemmelse sættes dog for alvor på spidsen, hvis man når så langt som til rulleteksterne. Selvom det at se filmen er en prøvelse i sig selv for selv de mest inkarnerede komedie fans, er der gudhjælpemig også fraklip. Som om filmen allerede var proppet med guldkorn og der ikke kunne være plads til et par ekstra indslag i historien, kommer der sørme afslutningsvis en sand perlerække af usandsynligt pinlige og hovederystende sekvenser. Her ses bl.a. Nicollette Sheridan række tunge ad kameraet, den gamle dame klaske Jake på måsen og Cedric The Entertainer udvise endnu flere prøver på sit totale fravær af talent. Man kan også vælge at gøre som jeg: Slukke efter ti sekunders kvalmende afsky.
”Code Name: The Cleaner” er uden sammenligning årets mest elendige film. Jeg kan ikke se en eneste nullermand af kvalitet, og selv en ordentlig omgang knofedt kan ikke redde en film der efter allerede 30 sekunder inde i handlingen er et umanerligt rod. Det er grimt, pinligt, plat og komplet spil af tid overhovedet at kigge på omslaget.
Der er ikke noget ekstra materiale på udgivelsen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
