Skriv en kommentar
”Coffee and Cigarettes” er lidt af et projekt, selv for den evige ener, Jim Jarmusch. Det første af segmenterne er optaget helt tilbage i 1986 og viser Roberto Benigni (”Livet er Smukt”) og Steven Wright (”Natural Born Killers”, radiostemmen i ”Reservoir Dogs”) ved et lille kaffebord. De to snakker fuldstændig forbi hinanden i noget der minder om en samtale om kaffe og cigaretter. Anden del fra ’89 viser Cinqúe og Joie Lee (søskende til Spike Lee) som kunder og Steve Buscemi som tjener i en uspecificeret bar i det sydlige USA. Her bliver det til brok over kaffen og en spændende teori om Elvis. Tredje afsnit er fra ’93 og viser musikerne Tom Waits og Iggy Pop i stærkt karikerede, selvironiske udgaver komme op at skændes – på en meget morsom og høflig måde.
Så er stilen ligesom lagt. De resterende otte kortfilm er af væsentlig nyere dato, men hver i sær er de specielle og pudsigt morsomme. Jarmuschs film beskæftiger sig med kontraster. Den er i sort og hvid som afspejles i de hvide smøger og den sorte kaffe, de skakternede cafe-borde, de medvirkende og deres fordomme overfor hinanden. Samtidig drejer meget af samtalen sig om godt og ondt – oftest indledt af de evige skræmmetaler om smøger og kaffe.
De fleste medvirkende er kendte mennesker, der her får muligheden for at overdrive deres egne personligheder, skubbe til nogle opfattelser og tvinge folk til en grad af reflektion. Jarmusch viser os en verden af sort-hvide kontraster, med det formål at få os til at indse at verden ikke er sådan. Dialogen virker improviseret indenfor bestemte rammer, og skuespillet er lige i øjet. Det er letspillet komedie, men man er ikke i tvivl om at der er mere på spil her. Efterhånden som filmen skrider frem begynder de forskellige historier da også at referere til hinanden og forme en helhed. Specielt afdelingen om mødet mellem de to skuespillere Alfred Molina (”Spider-man 2”) og Steve Coogan (”24 Hour Party People”), Cate Blanchetts dobbeltrolle som både sig selv og kusinen, samt Bill Murrays møde med de to Wu-Tang Clan-rappere RZA (som lavede musikken til Jarmuschs forrige, ”Ghost Dog”) og GZA er morsomme og alligevel tankevækkende.
Filmen fungerer fremragende både som improviseret situationskomik af høj klasse, der ikke kræver specielt meget af sit publikum, og som stof til seriøs eftertanke. Jarmusch og de medvirkende har tydeligvis moret sig under indspilningen og det smitter af på det endelige resultat. Den dyrkede herre har sat filmen sammen med sikker hånd og skabt en rolig og behagelig rytme, med de helt rigtige skift. Det er en fornøjelse at nyde en film som denne, en fornøjelse undertegnede ikke har haft siden Wayne Wang og Paul Austers ”Blue In The Face”, hvor Jarmusch jo i øvrigt medvirkede. Se den i biografen mens du kan, nyd den, tænk over den og vær glad for at det ikke er alle der laver film med penge i øjnene.
