Skriv en kommentar
På trods af, at Mexico foreløbig er blevet det tvivlsomme hovednavn i alverdens hovedspalter, der med sensationalistisk iver dækker brutale narkokartellers bøddellignende likvideringer, vil Colombia for de flestes vedkommende alligevel husere som det ultimative symbol på narkobaroner og deres tilhørende bander.
Colombiana, Luc Bessons seneste manusprojekt, tager da også afsæt i det sydamerikanske narkotiske El Dorado med Avatar-pigen Zoe Saldana som den smidige, seje og superfarlige Cataleya, en professionel morder, der er på hæmningsløs jagt efter de skruppelløse bagmænd, som henrettede hendes familie, da hun var ni år gammel. Siden har Cataleya slået sine kriminelle folder i Chicago hos sin ligeså lovbrydende gangsteronkel.
Hævn har været hendes mantra siden den skæbnesvangre henrettelsesdag, og mens hun på næsten genial vis rydder den forbryderbefærdede vej, der fører til narkolederen, der orkestrerede familielikvidationen, afmærker hun sine mange ofre med orkidéen, der bærer hendes navn, som en forkyndende påmindelse til bossen, der må byde sidst som en kulminerende dessert oven på et langtrukket måltid, indtaget råt og saftigt.
Nikita, Leon og Luc
De seneste mange år (for mange?) er der blevet kastet tilstrækkeligt mange sten på Luc Bessons mere end sædvanligvis skrøbelige filmiske glashus. Manden bærer delvist selv en stor del af skylden – for har man sat navn til så buldrende bras som From Paris with Love (2010), hvis eneste bedrift er indfangelsen af totalt nonsens, må man også betale prisen. Med renter. På flere procenter. Over flere år. Så skidt står det til.
Heldigvis for dem, der er gamle nok til at huske det, har manden også believe it or not-værdigt filmbevis på en hæderlig talentmasse. En talentmasse, der bl.a. har frembragt feministiske filmbomber a la Nikita (1990) og Leon (1994). Med Colombiana vender Besson tilbage til dette tematiske anslag, der gjorde ham berømmet og beæret. For en stund føler man sig hensat til en fyrig Besson i halvfemserne og hans daværende filmiske lovprisning af hårdkogte kvinder, hvis muskelmasse måske ikke kunne tåle sammenligning med en mands, men hvis nosser til gengæld var ligeså store som et par veltrænede bøffer og ligeså faretruende som to afrundede missiler med et præciseret mål.
Colombianas introsekvens lægger fra start af et musikalsk pumpende, hurtigt pacende stemningsbillede over sin spirende historie. Man er suget fast som en hjælpeløs genstand hvirvlet ind i en nådesløs orkan. Historieskabelonen bliver lagt frem med det samme, så man næsten ikke når at genvinde fatningen, før højtrungende skudsalver på ny gennemborer slidte facader og gør gestikulerende menneskekroppe til fastfrosne lig. Dette er et kæmpe plus ved filmen – den strækker sig ikke mere end højst nødvendigt, den dvæler ikke for længe, tøver ikke unødigt, nøler slet ikke. Den afmåler sin egen puls, afmærker sin egen rytme, aftegner sin egen kurs. Man er enten med eller stået af for længst. Der er ingen mellemveje. Ingen enstemmige kompromiser.
Dette overgearede speedometer er ikke alene med til at puste vitalitet og drive ind i filmen, den er definerende for hele filmens nerve. Spændingsmætheden og fremdriftskurven er altså toptunede, og falder man i søvn undervejs i filmen, eller føles historierutsjebanen træg og umedgørlig, må man ganske enkelt enten lide af narkolepsi eller være ekstraordinært hyperaktiv og derfor komme til at kede sig ved den mindste deflation i tempoet.
Zoe Saldana har på trods af at have været den ene hovedrolleindehaver i blockbusterbastionen, Avatar (2009), ikke fået den måske forventede fame. Dette actionepos vil ej heller lave om på denne anonymitet. Det er rollen ganske enkelt ikke for monumental til.
Hun gør det ikke desto mindre godt. Faktisk helt fantastisk. Hun er stærk og uindtagelig, når hun skal være det. Sart og sårbar, når hendes udkårne kærtegner hende. Trodsig og overlegen, når forbryderlisten bliver kortet ned. Ramt og rørt, når onklen efterspørger disciplin og refleksion. Hun jonglerer forskellige sindsbevægelser naturligt og fornemt, så man ikke mærker overgangene eller studser over pludselige skift.
Hun bærer filmen i sin helhed, og selv om det er et betragteligt ansvar, mestrer Saldana det til fulde. Hendes elastiske gazellekrop snor sig umenneskeligt deliciøst og strategisk i de mest afgørende scener, og kombineret med hendes standhaftige mimik samt resolutte væsen forekommer som hun intet mindre end en ægte actionheltinde.
At Colombiana næppe vil indføje sig i klassikerbøgerne, side om side med modsvarende forgængere som Nikita og Leon, skyldes, at historiens emotionelle bagland ikke slår igennem med samme power og autencitet som i de førnævnte film. Man er skam hele vejen igennem med i Cataleyas hævneheppekor, men når mordet på hendes forældre foregår offscreen, og der næsten ikke bliver brugt tid på at etablere, hvor grumme og gemene bødlerne egentlig er, bliver de som konsekvens deraf heller ikke manifesteret som følte, men mere som blot fortalte desperados.
Derfor har man også til tider en lurende mistanke om, at Cataleya blot pløkker tilfældige mennesker ned, som godt nok ser både hærdede og vamle ud og i enkelte tilfælde heller ikke fremstår just børnevenlige, men som grundlæggende ikke er blevet udstyret med nok mother f*****-attributter til at legitimere deres endeligt. Så skulle det da være, fordi de ikke lader til at have respekt for almenmenneskelig sundhedspleje.
Derudover er skuespillet heller ikke på eliteplan. Cataleya som barn bliver spillet af den unge Amandla Stenberg, der ikke altid leverer på topplan, ligesom onklen - en overkarikeret Cliff Curtis - vidst nok har haft alskens Al Pacino gangsterfilm på replay.
Colombiana ender dog med en varm anbefaling herfra grundet dens excellente spændingsniveau, en up and coming Zoe Saldana, der, trods alt, fortjener et ordentligt femme fatale gennembrud samt en gammel Besson, der på ny synes at have tændt sit indre GPS-system og måske kan skimte en Triumfbue ude i horisonten. Måske ikke én, der er lavet af crème de la crème, men da heller ikke én, der er en stinkende, usmagelig fromage …
