Skriv en kommentar
Oliver Stone er kendt for samfundskritiske film som “Platoon” (1986), “Born On The 4th Of July” (1989), “JFK” (1991) og “Natural Born Killers” (1994), men denne gang er det, som om hans kritiske sans svigter. Med “Comandante” forsøger han sig med dokumentargenren, og det falder ikke ubetinget positivt ud. Filmen drejer sig om Cubas leder gennem de sidste 44 år, Fidel Castro. Gennem filmen forbliver det en gåde, hvad Stone egentligt vil med filmen. Er det et portræt, en kritik eller et rids af Cubas historie efter revolutionen i 1959? Filmen er fragmentarisk opbygget, så der er ikke nødvendigvis en tidslig sammenhæng mellem de brudstykker af de 30 timers interview, som Stone har båndet. Desværre er der heller ingen tematisk sammenhæng mellem spørgsmålene, som springer tilsyneladende vilkårligt fra at handle om verdenspolitik, til hvilke skuespillerinder Castro som ung var forelsket i. Ind imellem interviewstumperne klippes der til autentiske sekvenser fra Cubas historie. Fidel Castros og Cubas historie er grundlæggende spændende, men i Stones springende fremstilling bliver det temmelig kaotisk, og til tider skal man virkelig kunne sin Cubanske historie for at følge rigtigt med i Stones finurlige spørgsmål. Spørgsmålene drejer sig hovedsageligt om Fidel Castros forhold til USA og Sovjet under den kolde krig. Oliver Stone forsøger at få Castro til at be- eller afkræfte forskellige rygter, og det kunne have været spændende, hvis Stone ikke lod Castro glide af på de ”farlige” spørgsmål. Comandante får nemlig lov til at svare på det, han har lyst til og ellers overhøre resten. Dermed bliver det billede, man får, et glansbillede af et Cuba, hvor selv de prostituerede er universitetsuddannede (siger Castro, dog med et smil). I og med at Castro får lov til at tale på sine egne præmisser, efterlader han som person også et meget positivt indtryk. Han virker som en tænksom person, der tænker meget på folket, men heller ikke på det personlige plan formår Stone at bevæge sig under overfladen. Kun to gange er det som om, at Castro selv træder frem. Den ene gang er sekvensen, hvor Stone spørger Castro om kvinderne i hans liv. Her virker det som om, at Castro lægger noget af masken fra sig, da han står og vifter med armene som en genert dreng. Den anden gang er på det tidspunkt, hvor Stone og Castro taler om tortur, og Castro virker som om, at han bliver lidt ophidset. Generelt er der for lidt kant i filmen, og, at Oliver Stone kunne med held skæve lidt til, hvordan hans landsmand, Michael Moore laver dokumentarfilm. Filmen bærer præg af at være lavet af en amerikaner til et amerikansk publikum, som måske kan blive overrasket over, at Fidel Castro trods alt også er et menneske og ikke bare en superskurk med appetit på verdensherredømme.
Filmen er dog stadigvæk seværdig på grund af Fidel Castros charme; det kan godt være, at det er skuespil, men det virker på mig.
