Skriv en kommentar
Conan bliver født på slagmarken midt i et stort slag, hvor Conans far, Corin, bliver nød til at lave en utraditionel abort på den døende mor. Conan bliver derfor i bogstaveligste forstand den fødte kriger og hans barbariske talenter viser han allerede som barn i den lille Kimmeriske stammelandsby. Corin bliver offer for den mægtige kriger Khalar Zym, der forsøger at samle den savnopspundne Acheron maske, som kan genoplive hans kone, give ham evigt liv og åbne en dør til dødens rige. Nu tyve år senere mangler Zym dog stadig at finde blodet fra en jomfru af en speciel slægt, for at masken virker og samtidigt er Conan ude på et blodtørstigt hævntogt for hans fars mord.
Da Conan en halv time inde i filmen finder en af Zym’s kompagnoner, som han huggede næsen af som lille, ender Zym’s kompagnon i et torturredskab, der kvaser dine hænder. Men endnu mere tragisk er det, at man som tilskuer allerede her tænker; ”Sæt mig i torturapparatet i stedet for!”
Instruktøren Marcus Nispel, som efterhånden er ved at gøre sig til mester i at genopfinde gamle 70’er og 80’er fænomener (The Texas Chainsaw Massacre (2003), Friday the 13th (2009) og nu Conan), er manden bag kameraet bag denne amerikanske tragedie. Conan The Barbarian, der blev skabt i 1932, blev som bekendt allerede filmatiseret i 1982 med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen, men i den nye version har Nispel gået tilbage til forlæggets rødder og den er derfor umiskendelig anderledes end 1982 versionen. På flere niveauer.
Conan The Barbarian er en hjernedød urfilm, der prioriterer barbarisk lemlæstelse og blodigt voldsorgie højere end sammenhæng, kongruens og logik. Den trækker på mytologiske aner fra Raiders of the Lost Ark og CGI actioneventyr fra f.eks. The Mummy filmene, men tillagt en portion skræmmende ringe skuespilpræstationer mikset op med en barbarisk håbløs historiefortælling. Måske skal skuespilpræstationerne i dette mytologiske savnopspundne univers være ligeså virkelige som kunstige negle, men det forstærkes ikke af de skødeløse uvirkelige replikker og 8000 nærskud af mænd og kvinder med lettere foroverbøjede hoveder, der sender onde øjne mod kameraet.
Replikkerne, som ud over at have til formål at genforklare handlingen for de evnesvage, bidrager i høj grad også til at forklare begivenheder, mens vi ser dem. Den særdeles ulogiske handling bliver nøjsomt skåret ud i tykt karton. Der bliver intet overladt til fantasien. Starten på filmen fortæller det hele, da den 10-årige knægt, Conan, kommer slæbende hjem med tre afhuggede hoveder fra hans brutale slagtning i skoven. Okay, så Conan er uovervindelig, jamen så er resten af filmen ligesom lagt fast.
Kampe bliver umotiveret presset ind, for at føre handlingen videre og slutter lige så forudsigeligt, som de begyndte. CGI-monstre dukker op ud af den blå luft, når computeranimerede sandmænd pludselig skal bekæmpes og disse virker som overflødige rester samlet op fra klippegulvet efter Spiderman 3’s The Sandman scener. Der kan være daggry på det ene tidspunkt og dagslys det næste og lydeffekterne og musikken er bemærkelsesværdigt opskruet og barbarisk overdrevene. Stammefolk har løvebrøl, hver en klinge runger unaturligt ud i højtalerne og musikken bliver umotiveret kastet op på maksimal decibel, hver gang nogen som helst har taget så meget som et fodtrin i skovbunden. Efter at have smedet et sværd efter alle kunstens regler, fortæller Corin sin søn, Conan, at man først skal forstå sværdet, før en kriger sandfærdigt kan benytte det. Måske lære Conan at forstå sværdet i sidste ende, men det er der ingen andre i biografsalen, der gør.
Jason Momoa som Conan leverer garanteret det, han er blevet instrueret i; at være en primitiv endimensionel kriger, men de stikkende øjne forledes en til at grine og hans hadske overflade, som dækker over hans bløde teddybjørn indre, er ligeså utroværdigt som en 5-døgnsprognose. Overfor for ham er den jomfruelige smukke renblodsprinsesse, Tamara (Rachel Nichols), der nok overtager scream queen tronen fra 70’ernes Jamie Lee Curtis. Derudover møder vi Artus (Nonso Anozie), Conans tro rastafari (?) væbner og Zym’s datter, Marique (Rose McGowan), der med hendes negle som knive, bliver en parodi på sig selv. Faktisk kun Stephen Lang, som Khalar Zym, leverer en plausible indsats, som den onde skurk.
Men alt forbliver kunstigt.
Conan The Barbarian bliver alt i alt et overflødighedshorn af ligegyldighed. Hvis man stripper historien for afhuggede lemmer og blodsprøjt, så handler filmen om mytologisk bavl pakket ind i green screen kulisser med bjerglandskaber og deslige, som til tider ligner en flad scenevæg i en teatersal. Conan The Barbarian fortjener sin ene stjerne for den til tider blodige underholdning, men hvor Conan kæmper en brutal kamp på lærredet, gør publikum det samme i salen for modstå fristelsen af, ikke at gå ud og få biografbilletten refunderet.
