Skriv en kommentar
Man kan næsten ikke betone det nok. En af tidens allerstørste filmiske trends er at filmatisere tegneserieheltenes gerninger til det store lærred. Nu er det som sådan ikke noget nyt fænomen, at tegneserieheltene gør sig indenfor filmen, det er Superman (1978) det mest oplagte eksempel på. I tiden op til årtusindskiftet var den mest eksponerede helt ”Batman” (1989), der efterhånden har leveret en god række film. Men at dette årtusinde skulle bringe et sandt flow af tegneseriehelte i kamp mod skurke og moderne problemstillinger er enestående. Tendensen hører helt klart sammen med mediets nye muligheder for computeranimation og digitalisering, hvilket gør det muligt at lave tegneserieuniverserne på en ganske gennemført måde. ”X-Men” (2000), der blev en megasucces ved billetlugerne, slog tonen an, og så kom flowet ellers for alvor i gang med bl.a. ”Spiderman” (2002), ”Dare Devil” (2003) og ”Hulk” (2003). De fire nævnte film her, er alle lavet efter Marveltegneseriernes fantastiske helteunivers, og der er absolut ingen tegn på at strømmen af disse stopper foreløbig, snarere tværtimod.
Af tegneseriefilmatiseringerne fokuserer en del af dem på det dæmoniske. Ofte er antihelten i centrum, halvt menneske og halvt det de bekæmper, synes at være den foretrukne formular at følge her. I Blade-serien (den første af de foreløbigt tre Bladefilm er fra 1998) er helten spillet af actionstjernen Wesley Snipes, der som halvvampyr afstraffer hel-vampyrer, så blodet sprøjter. I Guillermo Del Toros ”HellBoy” (2004) var Ron Pearlman perfekt som halvt dæmon og halvt ja hmmm drengerøv i den fremragende filmatisering.
Begge filmatiseringer brugte mørkets kræfter til at lave nogle underholdende film, der såvel handlede om gotiske mysterier, ondskab og det pakket ind i en kickass-drengerøvskontekst.
”Constantine” er baseret på tegneserien Hellblazer. Tegneserien er udkommet på DC/Vertigo, der også står bag de tidligere nævnte helte Superman og Batman. Constantine-figuren dukkede første gang op i 1985 og fik sin egen serie i 1988.
Helten John Constantine spilles af Keanu Reeves, der for alvor slog sit navn fast som helt stor stjerne med Matrix-filmene. Den lettere spinkle actionhelt står i kontrast til 80’ernes store actionfigurer bedst personificeret ved Arnold Schwarzenegger, der reelt døde som figur med ”The Last actionhero” (1993). Keanu Reeves er ikke den ufejlbarlige muskelmand. Han er en skrøbelig antihelt, der kæmper med sine indre dæmoner for at klare de ydre udfordringer. Rollen som John Constantine er passende for Reeves type. Constantine har en gave, han kan se ting, normale mennesker ikke ser, og derfor kæmper han for at bevare balancen på jorden ved at mane onde ånder ud af folk. Gud og Satan har indgået et væddemål, der inkluderer, at de ikke må påvirke gangen på jorden direkte. I stedet står en række ”half-Breeds” for at holde balancen.
Constantine er ikke ”Half-Breed”, men han er seende og gennemskuer derfor de skabninger af halvt dæmon og halv engle, der færdes på jorden. Constantine kæderyger cigaretter og er ganske bitter på Gud, der ikke giver Constantine udsigt til at komme i himmelen, når hans tid på jorden er slut. Det er naturligvis ikke fordelagtigt, da Constantine har haft utallige opgør med de eksistenser, som han kan frygte at møde i helvede senere. Constantine sættes på sporet af universets svingende magtbalance, da han får færten af politikvinden Angela Dodson (Rachel Weisz), hvis tvillingsøster begår, hvad der umiddelbart ligner selvmord. På jagt efter sandheden om pigens død, hvirvels Constantine ind i et farligt spil, der balancerer mellem himmel og helvede. For måske er portene til de overnaturlige verdener ved at åbne sig yderligere, og Constantines unikke talent giver ham det tunge åg at kæmpe mod ærkefjender for at lade retfærdigheden ske fyldest.
Filmen fokuserer på en lang række af henvisninger til bibelske og okkulte myter og blander dem ind i Constantines personlige historie. Constantine er blottet for den humor, der gjorde Hellboy unik, og han er langt mindre cool end Blade. I det hele taget er Constantinehelten ikke på højde med de andre tegneseriehelte. Keanu Reeves virker ligegyldig og spiller på nøjagtigt samme måde som i ”The Matrix”. Rollen i Wachowski-brødrenes revolutionerende film passede ham dog langt bedre, hovedsageligt fordi ”The Matrix” (1999) var langt mere fuldendt og overraskende og havde brug for en karakter som Reeves. Historien her er noget tynd og bliver særdeles uvedkommende undervejs. Ideen med at lade alt stå i et Ying og Yang forhold er ellers ikke dårlig, men den er set langt bedre i andre sammenhænge.
Universet er overvejende mørkt, som det hør sig til, når mørkets kræfter blander sig. Teknisk set er filmen upåklagelig, ligesom den æstetiske side af sagen bærer præg af, at filmen er instrueret af Francis Lawrence, der hermed debuterer som spillefilmsinstruktør. Lawrence har lavet musikvideoer for musikstjerner som Britney Spears, og her udmønter det sig da også i en gennemført visuel stil, inspireret af Film Noir genrens dunkle rum.
Udover Reeves er der ikke den store grund til at kommentere på skuespillet, som fremstår rutinemæssigt. I rollen som ærkeenglen Gabriel styrer Tilda Swinton i sit vanligt kontrastfyldte spil. Tilda Swinton, der først og fremmest slog igennem i Sally Potters filmatisering af ”Orlando” (1992) er en egenartet skuespiller med et mystisk skær over sig. Og som Gabriel vises igen de fine nuancer i hendes androgyne figur. Svenskeren Peter Stormare (bl.a. ”Dancer in the Dark”) leverer i øvrigt og en kort men fin præstation som selveste Satan.
Så det er et til tider interessant befolket fantasiunivers, filmen har at tilbyde. Nogen stor eller meget interessant heltefigur formår Reeves ikke at hive Constantine op til. Men er du til djævelske beretninger af tegneserieslagsen med bibelbudskaber, vil du sikkert finde filmen underholdende.
