Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En dødelig virus er brudt ud. I voldsomt tempo spredes den globalt. Folk dør som fluer. Og i USA arbejder forskerne febrilsk for at finde og inddæmme virussen og udvikle en vaccine. Der indsamles data globalt, myndighederne presser på for resultater, en blogger får millioner af hits på at udvikle konspirationsteorier, en forsker tænker på sin elskede førend befolkningen får besked, en forsker dør af det hun forsker i, en amerikansk forsker kidnappes i Kina og udveksles for den første vaccine, en mand mister sin kone og værner efterfølgende nidkært over sin datters liv. Og endelig får vi besked om den banale sandhed; fra flagermusen der skider ned i griseflokken, over at en gris slagtes på en restaurant, hvor kokken tørrer sine hænder nødtørftigt i forklædet for at gå ud og tage om restaurantgæsten der vil sige tak for mad - og dermed tak for virus.
Instruktøren Steven Soderbergh er bemærkelsesværdig konsekvent i sin distancerede holdning til katastrofen. Vi præsenteres for funktioner og roller i stedet for personligheder. Forskeren er forsker, militæret er militær, myndigheder er myndigheder, faderen er fader etc. Sigtet er åbenlyst; at give os indblik i de samfundsmæssige og mellemmenneskelige mekanismer, hvis den globale katastrofe sker. Dette er selvsagt ikke uinteressant, men interessant som OBS, oplysning til borgerne om samfundet med nogle af Hollywoods bedste navne i rollerne – Gwyneth Paltrow, Matt Damon, Laurence Fishburne, Jude Law, Marion Cotillard, Kate Winslet og Elliott Gould. Filmen havde næppe ramt danske biografer, hvis ikke det var for den stjernerække.
Soderberghs OBS-koncept betyder, at underholdningsværdien og indblikket og forståelsen for det enkelte menneskes katastrofe underspilles i en grad, så man alvorligt må stille spørgsmålstegn ved om filmen er en thriller endsige en (kunst)film udenfor genrekategori. Man har som tilskuer hverken en nervepirrende historie eller personligheder at engagere sig i; det unikke er nemlig hverken at finde i fortællingen eller hos personerne, men udelukkende i katastrofen selv. Filmen er et fund for samfundsfag på gymnasialt niveau.
Der fortælles med stort overblik, som ikke mindst manuskriptforfatteren Scott Z. Burns skal crediteres for; indblikket i samfundsmæssighederne er imponerende, om end man af og til spørger sig selv om ikke forskere fra hele verden og ikke kun USA ville arbejde på det fælles redningsprojekt, og om det politiske niveau ikke ville spille en større rolle end det er tilfældet her. Og så kan Burns altså noget med skarpe replikker: ”Blogging isn’t writing. It’s graffiti with punctuation.” Soderberghs og klipperen Stephen Mirriones krydsklipning er virtuos, og fotografen Peter Andrews billeder distancerede og reklamelækre – Peter Andrews er i virkeligheden Soderbergh selv.
Man kan vælge at se Soderbergh som en instruktør der udover at dyrke genrefilm (”Ocean´s Eleven”, 2001) udfordrer filmmediet ved at gå til angreb på dramaet gennem objektivering og distancering. Fra gennembrudsværket ”Sex, lies and videotape” (1989) der ramte tidsåndens begyndende selviscenesættelse præcist, over ”Traffic” (2000), hvor globaliseringens sociale tragedier slog voldsomt igennem selvsamme iscenesættelse til tarkovskij-remaken ”Solaris” (2002) der flyttede selviscenesættelsen dybt ind i erindringen, fornægter det distancerede som instruktør-signatur sig ikke. Set sådan har Soderbergh med ”Contagion” nået et højdepunkt eller et lavpunkt; for hvor blev dramaet af?
Ekstramateriale på blu-rayen: The Reality of Contagion; The Contagion Detectives; Contagion: How A Virus Changes The World.
Warner Home Video.
