Onsdag den 17. august 2005
Kære Dagbog
Jeg har valg at skrive en lille dagbog i forbindelse med denne store event i København for der er sikkert masser spændende oplevelser hver dag både i salene, på hotellet, til pressemøderne, seminarerne og ellers i København de næste 11 dage hvor festivalen løber af stablen og involvere alle biograferne i centrum og vise 111 film med Europæisk film i centrum og indenfor en masse spændende genre. Copenhagen International Film Festivals hovedpris hedder Golden Swan og uddeles af juryen blandt konkurrencefilmene.
Svanen dukkede hurtigt op som et indlysende symbol. Den er Danmarks nationalfugl og følger traditionen med at opkalde filmpriser efter dyr. I Berlin er det en bjørn, i Venedig en løve, i Rotterdam en tiger og videre rundt i dyrelivet. H.C. Andersen, som næsten er blevet et andet nationalt symbol og er kendt i hele verden, skrev det verdensberømte eventyr om den grimme ælling, der vokser op og bliver til en smuk svane, og således blev det besluttet, at en gylden svane skulle være den nye filmfestivals vartegn.
Golden Swan gives til Bedste film, Bedste instruktør, Bedste kvindelige skuespiller, Bedste mandlige skuespiller, Bedste manuskript og Bedste fotografering, og vælges suverænt af den internationale jury.
Jeg ankom til et tætpakket København, hvor jeg først var meget imponeret at det store opbud. Der var masser af øldrikkende danskere og englændere på Rådhuspladsen, så på min vej til Palace Hotel, der fungere som presse- og publikumscenter under festivalen, troede jeg at folk varmede op til Open-Air Arrangementet om aften, hvor de skulle vise ”Life of Brian”. Man skulle næste tro man var til Roskilde Festival, bare med brorsten og bedre indkøbsmuligheder lige ved hånden. Det gik dog hurtig op for mig, efter at have snakket med et par stykker, at det ikke var filmen de varmede op til, men en landskamp mellem England og Danmark, som totalt havde forbigået denne anmelders næse, i bestræbelserne på at forberede sig bedst muligt til festivalen. Pludselig følte sig meget dum og alene i så stort selskab af fodboldfans og ingen ligesindede filmgeeks at støtte sig til.
Nå, men jeg startede med at gå op og hente mit pressemateriale. Her summede det med mennesker, som havde travlt med at gøre alt klart både for os og publikum. Jeg bliv udstyret med taske, pressekort, program og hvad der ellers høre til og fik bl.a. information om den første presse forestilling og møde torsdag morgen/eftermiddag, så godt klædt på forlod jeg centeret for at finde et sted, hvor jeg kunne tygge programmet igennem igen og bestille billetter til diverse forestillinger.
Jeg satte mig derfor ned på en hyggelig cafe, tog min bærbare pc’er frem og begyndte at skrive. Pludselig gik den i sort og var ikke til at få liv i igen. Jeg kunne mærke frustrationen bruse, lidt i stil med de englændere, som sad ved siden af mig, der kunne se det ene mål efter det andet i deres eget net i løbet af ganske få minutter. Jeg græd - De græd. De råbte ”Fu***” og slog i bordet så øllet sprøjtede - Jeg råbte og slog på pc’eren … vi var alle frustrerede og selvom det var af forskellige åresager, blev vi, var vi ”Brothers in Arms”, som håbede på at få tingene til at køre igen. Men efter nogen tid måtte vi alle give op. Men sikke en stemning. Der sad vi frustrerede, men alligevel sang og drak øl og ved mit bord livede de helt op da jeg fortalte dem dels ville de vise ”Life of Brian” på Rådhuspladsen, men også at CIFF ville vise en masse film fredag, så sorgen og frustrationerne blev druknet i Monty Pyton citater og John Cleese imitationer og snak om engelsk film de seneste par år med stof nok til adskillelige artikler.
Da kampen var tabt og ikke til at vende, gik vi til Rådhuspladsen og lyttede til musik, spiste hot dogs og varmede op til filmen. Pladsen blev fyld godt op i løbet af meget kort tid så vi var glade for vi havde sikret os en af de frie stole som var blevet doneret af Nordea til dette specielle arrangement. Sikke en stemning, mit i en travl by og på en ganske almindelig hverdags aften. Der blev grinet , drukket og da ”Always look on the bright side of life …pift ! pift !” lød ud af højtalerne var dagens frustrationer pludselig væk og alle kunne være venner på tværs af nationalitet, farve og tro. Sad online noget af tiden og ville ønske man havde haft et web cam til at fange denne stemning, til min chef, som også var på så han kunne se at opstarten tegnede godt og selvom det ikke var den officielle åbning.
Så selv om jeg følte mig alene i starten, computeren svigtede, mit kamera døde og man taber i foldbold …
Some things in life are bad they can really make you mad .
Other things just make you swear and curse.
When you're chewing on life's gristle - don't grumble, give a whistle,
and this'll help things turn out for the best. ...and...
Always look on the bright side of life.
Always look on the light side of life
I morgen starter det hele, med presseforestilling kl. 9.30 i Grand, pressemøde senere med Emir Kusturica og meget mere – Det bliver spændende – Godnat !
