Skriv en kommentar
Under større medieopmærksomhed blev den første internationale filmfestival i Danmark i går søsat på sin jomfrurejse i filmens eldorado. Det skete, da CIFF på et pressemøde præsenterede en eklatant jury bestående af den græske instruktør Theo Angelopoulos (præsident for juryen), den danske instruktør Ole Roos (erstatning for Bille August), den tyske instruktør og producer Jutta Brückner, den belgiske skuespiller, instruktør og producer Marion Hänsel og endelig den svenske instruktør Jan Troell. Hverken mere eller mindre. Egentlig skulle også andedammens egen Bille August have haft den udsøgte fornøjelse. Men en sidsteøjebliks aflysning giver i stedet Ole Roos plads i den bedømmende kvintet.
Udmeldingen fra både jury og festivalledelse er ikke til at tage fejl af. CIFF satser på europæisk film som en modvægt til en stigende og, i dele af Europa, massiv dominans af amerikanske Hollywood produktioner, der oversvømmer markedet. Derfor ligger hovedfokus for CIFF på europæiske film. Film der skal åbne øjnene for det filmglade publikum og få dem til at erkende, at der kan findes både bredde og talent inden for EU.
Og programmet blev da også skudt i gang med en række film, der kompromisløst bevidner disse kvaliteter. Åbningsfilmen, i Imperial i aftes, er den danske Rembrandt, der baserer sig på danmarkshistoriens største amatørtyveri af et Rembrandt maleri. Manuskriptet er til dels skrevet af oscarvinder Anders Thomas Jensen, der også er gavtyven bag adskillige andre danske produktioner. Der er dømt gennemtænkt drengerøvslir i både Blinkende Lygter og De Grønne Slagtere. Og skemaet skulle ikke være meget anderledes belagt i denne krimikomedie, der hiver Nicolaj Coster-Waldau hjem til de danske farvande.
Væk fra Danmark er vi til gengæld i den spansk-danske Torremolinos 73, der forventes dansk premiere den 5. september. En bittersød komedie der på de hjemlige breddegrader nok mest vækker genklang i lyset af, at Mads Mikkelsen og Bjarne Henriksen kan opleves ganske som Gud har skabt dem. I den bærende hovedrolle ses spanske Javier Cámara, der sidst kunne opleves i Pedro Almodóvars mesterlige og bedrøvende Tal Til Hende. I Torremolinos 73 er rollen en ganske anden. Cámara er den ydmyge dørsælger Alfredo. Salget går sløvt. Og derfor vælger firmaets ledelse at sadle om. Alfredo og hans kone, Carmen, får et tilbud, de ikke kan sige nej til. De skal producere deres egen pornofilm til salg på det skandinaviske marked. Der er lagt op til folkekomedie af bedste skuffe. Og det lidt skøre plot gør da også Torremolinos 73 til en lunefuld og lattermild oplevelse. Men spørgsmålet er, om den står distancen i alle 95 minutter.
Den tvivl bliver gjort til skamme i en af festivalens få amerikanske film – Spun. Et interessant værk, der giver et vedkommende comeback til en aldrende Mickey Rourke i storform. Filmen blev screenet på årets Sundance Festival og vakte stor interesse med sin stofpolitik, der placerer sig midt imellem Requiem For A Dream og Trainspotting. Spun er spækket med stjerner. Mena Suvari har mistet sin uskyld siden American Beauty. Brittany Murphy er ikke set bedre. John Leguziamo ditto. Men det er ikke den ultimative grund til, at Spun nok skal holde skruen i vandet. Selve fortællestilen er, trods stærke referencer til andre narkoproblematiserende film, helt sublim. I tilgift driver filmen, på lydsiden, tilskueren igennem halvanden times drømmende leje. Manden med vokalen er ingen ringere end Billy Corgan, forsanger og vokalleverandør i hedengangne Smashing Pumpkins.
