Skriv en kommentar
Med lidt forsinkelse gik den længede ventede prisuddeling i gang i aftes i Imperial. Showet blev ført an af en veloplagt Natasha Crone, der hurtigt fik kaldt den kompetente jury på scenen. Men før spændingen kunne udløses og de gyldne svaner fordeles, skulle festivalens publikumspris uddeles. Den faldt til ’Afgrunden’, en dokumentarfilm om dansk stumfilms ukronede dronning – Asta Nielsen, og blev dermed et fingerpeg om, hvordan aftenen ville forløbe.
Filmen modtog nemlig yderligere to priser. Filmens stjerne, 87-årige Vera Gebuhr, blev båret til scenen af taktfaste klapsalver for at modtage juryens lifetime achievement award. Mere anonymt modtog norske Harald Paalgard en gylden svane for bedste fotografering i ’Afgrunden’.
Bedste film blev den irske ’Drengene fra skt. Judes’ i tæt opløb med den norske ’Salmer fra køkkenet’. Det kom derfor heller ikke som nogen kulinarisk overraskelse, at Bent Hamer, der har instrueret sidstnævnte, modtog en gylden svane for bedste instruktion. Og nu vi bevæger os rundt i det norske samfund, fik unge Kristoffer Joner en guldfarvet svane for sin imponerende præstation som den omsorgsfulde Reidar i ’Himmelfald’. Det kvindelige modstykke til den pris – bedste kvindelige skuespiller – blev ikke overraskende danske Stephanie Léon. Og det er fuldt fortjent. Hun er en ildsjæl i ungdomsfilmen ’Bagland’ og spiller med en sjælden set råhed og styrke. Stærkt. Spanske David Trueba – ja, han er bror til Fernando Trueba – er hjernen bag den stærke fortolkning af den spanske borgerkrigs effekt på fortid og fremtid. Det gav ham en af de gyldne for bedste manuskript. Og så var den prisuddeling over – næsten. For juryen havde også besluttet at uddele et par særpriser. ’S21, The Killing Machine Khmer Rouge’ fik juryens specialpris for sin gribende dokumentar af Khmer Rouges folkedrab i Cambodia. På samme måde fik animationsfilmen ’Trillingerne fra Belleville’ også juryens specialpris. Den sidste og må man nok sige fornemste pris af dem alle, blev modtaget af en yderst veloplagt grand old man. 85-årige Gabriel Axel blev hyldet for sit lange og utrættelige virke for dansk film.
Og efter en visning af Christoffer Boes 'Reconstruction' var det så den festival. En international film festival i København har dermed set dagens lys. Det var en festival med børnesygdomme og et svigtende publikum – men også med et bredt og solidt udbud af især europæiske film. Hvad angår det svigtende publikum må man også være bevidst om, at det er første gang denne festival har kørt. Rom blev ikke bygget på en dag. Det gjorde CIFF heller ikke. Men mon ikke det bliver en ganske eftertragtet festival om et par år, når det danske biograf publikum er blevet bevidste om dens eksistens? Det ligner historien om den lille grimme ælling, der nok skal udvikle sig til en stor smuk svane.
Forud for aftenens præmieuddeling kørte et program, der var præget af skuffelser. ’City of No Limits’ var en energiforladt spansk produktion, der fortæller historien om den unge Victor, der flyver til Paris for at være ved sin fars dødsleje. Det er en historie om venskab, kærlighed og at få gjort op med sine synder, før det er for sent. ’City of No Limits’ ville sikkert klare sig udmærket onsdag aften mellem nyhederne og aftenkaffen. Men på det hvide lærred mangler den saft og kraft. Kedelig og ligegyldig!
På samme lave niveau bevæger den franske, og temmelig tyndbenede komedie, ’Laughter and Punishment’. Vincent er klassens klovn. Et talende orakel der underholder alt og alle med sin ret flade humor. Han er festens centrum og har egentligt nok i sig selv, lægger ikke mærke til konens behov. Men en dag går det galt. Folk begynder at dø som fluer omkring ham, hver gang han siger noget sjovt. De dør bogstaveligt talt af grin. Trods den lovende titel er der ikke meget at grine af. Humoren er tynd og forudsigelig. Ofte er den ikke engang sjov. ’Laughter and Punishment’ er det rene tidsspilde.
Anderledes refræn er der over den islandske ’Falcons’. Uden de store vingeslag er det en lun beretning om den tidligere straffefange Simon, der vender tilbage til rødderne, tilbage til Island efter at have siddet bag tremmer i årevis i USA og den meget yngre, frigjorte og kunstneriske Dúa, der kæmper mod det lille øsamfunds fordomme. Efter et sammenstød med lovens lange arm flygter de sammen til Tyskland og finder ud af, at de nok har et eller andet til fælles. ’Falcons’ er varm og vittig, sød og rørende men også alvorlig, når det kræves.
