Skriv en kommentar
Hvert forår falder Engurifloden, så små øer med frugtbar jord vokser frem. Her dyrker bønderne majs til at overleve vinteren. Men dette ingenmandsland, der markere den naturlige grænse mellem Georgien og Abkhasien, er bestemt ikke ufarligt. Dels har de to nationer være i konflikt siden 90’erne og dels truer efterårets stigende vandstand, med igen at oversvømme øerne.
I Corn Island følger vi en abkhasisk bonde (Ilyas Salman), der sammen med sit barnebarn (Mariam Buturushvili) slår sig ned på en af øerne, for at gro majs til vinteren. Vi følger dem i deres udfordringer og hårde arbejde med at bygge en hytte og passe majsen, imens konflikten viser sig med hyppige militærpatruljer og skudsalver i baggrunden.
Plottet er ultra enkelt: Bonde med barnebarn ankommer til ø og dyrker majs henover sommeren, indtil høsten sætter ind. Men på trods af enkelheden, eller måske snarere lige præcis på grund af enkeltheden, bliver man langsomt suget ind i universet.
Hele filmen foregår på, og omkring, den lille ø. Det omkringliggende landskab er naturskønt og meget stemningsfyldt med tåge og dis, som omslutter det hele når bedstefaren sejler ud i sin robåd, kun omgivet af lyden af vand og vind, krydret med let fuglesang. Det er smukt og ensomt, og giver en særlig følelse af, at være langt væk fra alting.
Intet overflødigt er tilføjet, og der er kælet for de små detaljer. Bedstefarens fremtoning er f.eks. meget gennemført med en enkel slidt jakke, vejrbidt ansigt, og sorte negle, der alle taler sit tydelige sprog om en hårdtarbejdende mand.
Dialogen er ligeså sparsom og det meste kommunikation i filmen er helt uden ord. Bedstefar og barnebarn kender hinanden og arbejdsgangen så godt, at ord synes overflødige. En bevægelse eller et blik er nok, og det er imponerende hvor meget de to formår at udtrykke uden ord.
Ind imellem hører vi skud i baggrunden og enkelte både med soldater på patrulje fra begge sider, kommer forbi. De ser truende ud og man fornemmer konflikten som hænger tykt i luften. Men intet er forklaret og vi får intet fortalt, ud over hvad vi selv kan regne ud, ud fra det vi ser.
Den georgisk filminstruktør George Ovashvili, har med Corn Island lavet noget så sjældent som et glimt ind i en virkelighed, der viser et meget ægte og troværdigt brudstykke af to menneskers liv. Uden filter, uden forklaring, og uden moralisering. Det er smukt i alt sin enkelhed, og minder os om at årstidernes skiften er en del af livets gang, og at intet skal tages for givet.
