Skriv en kommentar
Amerikansk tjubangfilm er stedvis udholdelig som kulørt underholdning, dog trækker et usympatisk fernis af vanlig vestlig paranoia og fjendebilledesymbolik den ellers nogenlunde genrehybrid ned.
Da vores all-american helt (spillet af britiske Daniel Craig) vågner op i et goldt ørkenområde studser han lidt over et hyperteknisk armbånd slynget om hans bryske håndled. Han har ingen erindring om sin fortid, ej heller minder, hvilket også sætter det blødende skudsår i maven i et noget gådefuldt lys. Det er ikke kun folk i den typiske rendestenstown, der ikke kender hans identitet - det gør han heller ikke selv. Og som den lokale præst udtrykker det; kun to slags mennesker har den slags sår - banditter og deres ofre. I midlertidig terroriserer den lokale kvægbarons forkælede nossefår af en søn, Percy Dollarhyde, den ellers stilfærdige flække, men får hurtigt lukket munden af den mystiske fremmede, der tavst udøver retfærdighed i selvtægtens navn. Desværre tiltrækker optrinnet også den lokale sheriff, der har øjnet vor helts navn og billede, Jake Lonergan, på en ophængt efterlysning, og han sættes bag tremmer og slå sammen med den enerverende rigmandssøn. Dog forhindres de begge at havne i det berygtede fængsel i Santa Fe, da kvægbaronen (Harrison Ford) dukker op og både kræver sin søn og Jake udleveret. Et egentlig opgør bliver dog ikke til noget, da et faretruende lys kaster sine skygger over de måbende cowboys. En flok flyvende tekopper nærmer sig militantisk og spreder anarki i en grådig søgen efter guld - og pludselig må jordboerens interne stridigheder vente og krigen udkæmpes kollektivt, i kampen mod det udefrakommende onde...
Hvis man sletter navneordet “Aliens” fra filmens rædsomme titel, vil facit være en rendyrket cadeau til den amerikanske filmindustris pinlige westerns fra 40‘erne og 50‘erne. Det kommunist-fjendske landskab gødede længslen efter den store nations opdyrkning af fjendebilleder, og i et relativt nyt land måtte den spæde kulturarv selvfølgelig værnes forsvarligt af nævedygtige cowboys og historiske heroer. Ondskaben kom ikke indefra den amerikanske liberalstat, men udefra i form af det altid krigeriske naturfolk, de indfødte eller “rødhuderne”, hvilke selvfølgelig var en små-racistisk allegori over de dødbringende sovjeter. Også i denne film må det amerikanske sammenhold blafre påny, hvor flagets stjerner dog denne gang inddrager indianerne i en fælles kamp mod de onde, stygge Aliens fra det ydre rum, selvfølgelig anledt af bedsteborgerlige Harrison Ford og muskelbundtet Daniel Craig.
Det er underholdende, ligegyldigt pjat, men den urealistiske sammenkodning af cowboys og monstre danner umiddelbart et nostalgisk tilbageblik til de gamle b-film og de lange, søvnige søndage, hvor kvalitet var et ord i en østrussisk ordbog. Hybriden lykkes faktisk og undertegnede var (indrømmet) underholdt i alle 95 minutter - og kunne ikke andet end føle afsky for de ulækre rumvæsener, der er skildret som mellemting mellem gigantiske spyfluer og Ridley Scotts bedstefar fra 1979. Dog tynger den primitive fjendebilledesymbolik en film der på naiv vis skrider til handling istedet for at efterrationalisere og benytte tid på længerevarende talepauser. Mon drømmefabrikkens og dens bagmænds rygrad er så sort/ hvid som afbilledet i denne film? Forhåbentlig ikke. Hvis du kan sidde overhørig den amerikanske pladren om “øje for øje, tand for tand”, må du derfor læne dig tilbage og nyde en levende tegneserie udfoldet på det drømmende lærred.
