Skriv en kommentar
CPH REMIX er en dokumentarfilm, der fra første færd forsøger at fortælle to historier på 40 minutter. Det handler om fænomenet Street Art, som ligger et sted mellem kunst og hærværk, og som ganske sikkert ikke får vores Kulturminister til at tale over sig i glæde over kulturarven. Mon ikke han havde været ligesom den form foruden.
Den ene og mest interessante historie er om den unge kvinde, der om natten går ud for at lede efter sin veninde, der efterlader spor fra sin hånd på København rå beton. Den er antydende og mystisk og fortjener som sådan også, at blive fortalt med en form for forløsning. Det sker ikke.
På den anden side har vi den politiske kunstner, der fra sin base på Vesterbro kører rundt og laver om på tingene i gaden. Han overmaler reklame-billboard. Han laver provokerende opstillinger i vejrabatten og på fortovet. Og han bruger tomme butiksvinduer til at bringe politiske budskaber på skrift. Han er mest interessant som kunstner, fordi han også tør åbne lidt op. Han konfronterer den danske borger med kunstens muligheder, hvilket er meget sympatisk. Ved siden af disse to historier, følger vi hhv. en mand fra et firma, der fjerner graffiti på væggene (og som nærmest også bliver en del af kunsten) og så scores der lidt billige point på at sammenligne gadekunsten med det royale brullyp sidste, som for at spørge, hvad er mest grimt?
Selvom CPH REMIX er klippet sammen til at give et hæsblæsende og musikalsk udtryk – og at dette i øvrigt fungere ganske godt med musikken, så er dokumentarfilmen nødvendigvis nødt til at fortælle frem for at vise. Historierne bliver aldrig på nogen måde gribende, belærende eller bare helt så interessante som de potentielt havde mulighed for. Emnet er oplagt og lige til højrebenet, men der blev sparket fordi. Jeg blev ikke klogere på street-art, men havde en god visuel oplevelse.
