Skriv en kommentar
Vi fortsætter linjen fra de sidste par år med åbningsfilmen på CPH:DOX 2022 med at sætte klimaets problemer på verdenskortet. Sidste år var det med Phie Ambos nødvendige dokumentarfilm om 70/30 - hvor Dan Jørgensens forhandlinger om CO2 reduktion var det store spil – og i 2020 havde Grønland også en hovedrolle, da vi online kunne se Kampen om Grønland om landets kamp for selvstændighed, sprog om identitet.
Vi fortsætter i år i Grønland, da vi med åbningsfilmen i Konservatoriets Koncertsal i Kbh. møder tre forskeres for mange ulidelige forsøg på at finde løsningen på verdens klimaproblemer, da de sætter deres liv på spil.
Det er den britiske professor Alun Hubbard, som vil gøre os klogere på fænomenet ”Moulin Holes” – indlandsisens kilometerdybe smeltevandshuller, der opstår når store floder af smeltevand på isens overflade trænger ned gennem sprækker i isen – og meget optimistisk og smil på læben borer i isen til musik af ABBA – Chiquitita, 1979 – Chiquitita, tell me what´s wrong/You´re enchained by/your own sorrow - og Hubbard udforsker, hvor meget vand, der ligger under indlandsisen. Vi er med på den danske forsker Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Institutet, som er verdensberømt inden for sin forskning, de dannede ismasser – som har gjort, at hun var medvirkende til den opfattende Paris-aftale, 2015. Hun er med i de store områder over 700 km i Nordøstgrønland – svar på, hvor isen bevæger sig hen og indblik i ismassernes dynamikker. Og endelig amerikaneren Jason Box, som har været bosat i Danmark de sidste ti år – og var i 2007 med til at modtage Nobels Fredspris for Climate Change - han forsker nu bl.a. i, at et varmere klima giver mere sne i Grønland. Og som Jason siger heroisk: Hvis det går galt med mig, synes jeg, at jeg har gjort det godt. Og der er forskere, der udtaler sig om, at disse farver er næsten som at være på LSD-trip.
Filminstruktør Lars Henrik Ostenfeld har på smukkeste vis været med i telte, hvor to dage i rygende og fygende snestorm sætter tanker i gang i et telt – og filmen er på god pædagogisk måde med tegnefilm, at illustrere sneen og vandets veje i alle hullerne og som i en gyserflm, er vi selv med på de sprækkede iskanter med lyden af brækkede isskosser og mødet med snemuren.
Det nye, i den smukke og nødvendige dokumentarfilm, er ikke budskabet om at isen smelter og klimaet får det værre og værre – I kan også læse domprovst Ole Jensens bog I vækstens vold, 1976: ”Hvor mange naturfolk opfatter verden som guddommelig, har man i Vesten antaget den tro, at mennesket er sat som hersker over alt det givne.” Det nye er de fantastiske billeder ned og på kanten af issprækkerne
Filmen er blevet en tidløs film, hvor vores sanser bliver overvældende berørt.
