Skriv en kommentar
Verdens skove er under stærkt pres, det gælder herhjemme og i resten af verden. Skovene er hjem for dyr og planter, i de danske nåleskove findes der 3-4 plantearter pr. hektar, mens der i vores løvskove findes 10-30 plantearter pr. hektar, som er afhængige af træernes skygge og skovbundens levevilkår. Til sammenligning finder man op mod 300 forskellige plantearter i en enkelt hektar regnskov.
I Danmark bruger vi mennesker skovene til rekreative formål – vi går ture, kører på mountainbikes, lufter hunde og nyder fred og fuglesang i vores skove. I regnskovene er der mennesker, der bor og lever der og er helt afhængige af, at de kan jage, samle føde og bruge skoven, som de har gjort i tusinder af år. Er der noget galt i det?
The Territory sætter fokus på et indianerfolk i den brasilianske regnskov, som er truet af selvbestaltede brasilianske farmere, der fælder skoven og anlægger kvægdrift. Man fik først kendskab til indianerfolket Uru-eu-wau-wau i 1980’erne, hvor de var tusinder, nu er der under 200 individer tilbage. Størsteparten af deres territorium er blevet indtaget af brasilianere, der ønsker at leve af landbrug og synes, at de har ret til jorden. Alex Pritz har i sin film sat fokus på netop denne interessemodsætning og den totale mangel på opbakning til indianerne fra den brasilianske regering, ledet af Jair Bolsonaro.
The Territory lægger ud med et smukt satellitbillede af den grønne regnskov, hvor vi ser flodens forgreninger som en blodåre bugte sig gennem den grønne flade. Herefter ser vi en tilsvarende hvidlig animeret streg, der skærer sig igennem det grønne fra den anden side, forgrener sig i kantede, hvide grene, som bliver til flader og efterhånden ikke mere ligner et træ, men store lyse områder. Ja, det er de områder, der er blevet ryddet for regnskov og udlagt til landbrug. Og i dette tilfælde har efterladt Aru-eu-wau-wau-folket med et skovområde, der ligger som en ø mellem farmere, som æder sig mere og mere ind på området trods dets status som beskyttet område.
Vi følger skiftevis Ari, Bitaté, miljøaktivisten Neidinha og de andre fra Aru-eu-wau-wau-folket, som vi oplever i deres dagligdag og hører deres bekymringer om, hvordan de kan stoppe tyveriet af deres land. På den anden side møder vi farmerne, der dels består af en organisation, der afventer grønt lys fra regeringen, og dels af nogle selvbestaltede jordbesættere, der ikke har tid til at vente på de (u?)nødvendige tilladelser.
Fælles for disse farmere er, at der ikke er nogen som helst sympati endsige forståelser for indianernes situation. Enten mener man, at de bare er dovne, da de jo ikke producerer noget på alt det land, de har, eller også tvivler man på, at de overhovedet findes – formanden for farmerorganisationen Sergio har nemlig aldrig set nogen af dem.
Alt imens pågår fældningen og afbrændingen af regnskoven, og skal man tro dokumentaristen Alex Pritz er det kun regnskovsfolket, der har nogen som helst bevidsthed om, at regnskoven ikke alene er livsvigtig for dem selv, men at alle vi andre i verden også er afhængig af skovene for at bevare en klode, hvor vi kan leve. Farmerne ser sig selv som nybyggere, sammenligner sig med Westernfilm og argumenterer med, at de skaber fremskridt og udvikling i Brasilien.
Styrken i The Territory er, ud over dens meget lækre og professionelle visuelle side, dens fokus på en problemstilling, der er almen og sørgelig og meget svær at løse, når man ikke har en regering, der påtager sig det ansvar at passe på deres og vores levevilkår. I en aftenscene ser indianerne præsidentvalget på deres telefoner, og vi hører Bolsonaro love sine vælgere, at alle brasilianere fremover vil have et skydevåben i huset, og at der ikke blive en tomme tilbage af de indianske reservater.
På trods af indianernes fremtoning i vestligt tøj og med ure og telefoner lever de stadig efter deres traditioner, de jager faktisk med bue og pil og fletter kurve af palmeblade, som vi forestiller os, at indianere gør. Det er også de ældste, der bestemmer, som det altid har været, og de udnævner den kun 18-årige Bitaté til leder. Han er bekymret over det store ansvar, han herved får lagt på sine unge skuldre, men han går til opgaven med stor alvor, og hvis man vil, kan man møde Bitaté i Grand Teatret i forbindelse med premieren den 27.3., hvor han vil deltage i en debat sammen med Luiza Rabelo og Kim Bildsøe Lassen.
Der er ingen tvivl om, at det er indianernes sag, der bliver talt i denne film, og det er også i orden, for den unge blide leder Bitaté indser efterhånden, at kampen kun kan vindes med opbakning fra os, og han ser det som sin opgave at fortælle verden, hvad der foregår, og hvordan det foregår.
