Præmierne er blevet uddelt, ekstraforestillingerne er forbi og CPH:PIX er en glimtende succes! Først af alt tillykke til folkene bag festivalen. De har skabt et interessant program, fået udsolgt til flere af forestillingerne og endte som den mest succesfulde og velbesøgte filmfestival i København nogensinde. Allerede nu bliver der lagt planer for CPH:PIX 2010, og det bliver spændende hvilke nye tiltag, skaberne finder på.
Priserne er ligeså blevet uddelt, og det er ikke helt ufortjent at den britiske og debuterende instruktør Peter Strickland løb med New Talent Grand Prix titlen for ”Katalin Varga”. Filmens kompromisløse hævn bliver skildret med nøje præcision og et afslappet ubehag, man sjældent har oplevet på samme måde. Peter Strickland kan derfor glæde sig over præmien på 50.000 Euro, og det bliver da spændende at se hvilket projekt han vil investere de penge i. Politikkens Publikumspris gik til ”It’s Not Me, I Swear!” som skildrer en 10-årig drengs makabre opvækst, som jeg desværre ikke fik fornøjelsen af at overvære.
Jeg fik ligeså set en håndfuld film under festivalen, og havde allerede set en del i programmet fra Berlin Filmfestivalen. Heldig som jeg er, fik jeg ikke set en eneste dårlig film, men derimod flere fantastiske. Mest mindeværdigt blev dog Henry Selicks nye mesterværk ”Coraline” i 3D. Selick gør sig bedst med dukkefilm, men det var for mig en overraskelse, at opdage at ”Coraline” rent faktisk kvalitetsmæssigt kunne komme helt op på ”The Nightmare Before Christmas”, som Selick også har instrueret. 3D er ligeså noget der for alvor har slået igennem i USA, og så småt er på vej til lille Danmark, så det er dejligt at ”Coraline” kun var en forpremiere, og flere mennesker får den udsøgte fornøjelse af en noget nær perfekt film i 3D.
”Coraline” er en gyserfilm for børn, men ”The Children” er bestemt ikke egnet for børn. Den britiske gyser er noget nær det mest voldsomme jeg har set, og publikum i biografsalen sad da også og skjulte sig bag deres hænder. Filmen er ikke direkte uhyggelig, men at se en så blodig film hvor børn står bag ubehagelighederne (og selv bliver udsat for nogle af dem), er bestemt en mindeværdig effekt.
Til sidst nævner jeg lige manuskriptforfatteren Charlie Kaufmans debut som instruktør ”Synecdoche, New York”. Det er meget nemt at finde Kaufmans stil i denne film, der giver os skæve karakterer i virkelig langt ude situationer. F.eks. køber hovedpersonens kæreste et hus der konstant står i flammer. Dog har jeg aldrig oplevet Kaufman så depressiv før, selvom slutningen på ”Being John Malkovich” måske kommer der op af, men filmen er bestemt kun for et selektivt publikum.
Alt i alt en vellykket festival med en masse gode film og uden alt for mange forsinkelser. Jeg glæder mig allerede til næste år.
