Skriv en kommentar
Forestil dig at du sidder på en restaurant. Du og din kone gennemgår menukortet. Du spørger din kone hvad hun kunne tænke sig. Hun svarer: En skilsmisse...
Bang, lige i fjæset. Sådan er virkeligheden for Cal (Steve Carell – Anchorman, Min Brors Kæreste, 40-Year Old Virgin). Herfra er det noget af en følelsesmæssig deroute, han skal gennemgå. Konen Emily (Julianne Moore – The Kids Are Alright, Magnolia, The Big Lebowski) fortæller desuden at hun har en affære med David Lindhagen (Kevin Bacon – Mystic River, The Woodsman, Apollo 13) som hun deler arbejdsplads med. Det slår Cal fuldstændigt ud, og han begynder at hænge ud på en bar, hvor han helt ufiltreret aften efter aften sidder og fortæller om konen og David Lindhagen. En af dem som overhører Cals enetale ud i lokalet, er damecharmeuren Jacob (Ryan Gosling – Drive, Half Nelson, Fracture). Han har den evne at han med meget få bemærkninger, kan få kvinder til nærmest at suge sig fast til sig som en magnet. Jacob fatter sympati for Cal og tager ham under sine vinger. Nu skal Cal have selvtilliden tilbage. Nyt look, ny holdning og nye talegaver. De bliver blandt andet afprøvet over for Kate (Marisa Tomei – The Wrestler, The Lincoln Lawyer, Factotum), som siden viser sig at være Cals søns skolelærer. Det giver en del forviklinger – ikke mindst fordi at Cal bestemt ikke har mistet sine følelser for Emily. Og for at gøre forviklingerne endnu mere komplicerede, så er Cals søn lun på sin 4 år ældre babysitter, som til gengæld er lun på Cal. Og tro mig, her stopper det ikke engang...
Normalt er Steve Carell en uligevægtig størrelse i min bog. I de film hvor manuskriptet er for Jim Carrey-agtig, der begår han klart karaktermord på sig selv. Jeg tænker på Evan Den Almægtige, Get Smart, Date Night og 40-Year Old Virgin. Heldigvis har han også sine stjernestunder: Dinner For Schmucks, Anchorman, Min Brors Kæreste, Little Miss Sunshine. Her er hans humor mere selvstændig, og heldigvis er det også tilfældet i denne film. Crazy, Stupid, Love hører til Carells hits. Måske også fordi han støttes så glimrende af det ensemble som er listet ovenfor. Altså, Ryan Gosling har vel næppe været mere hot end nu. Julianne Moore har styr på sin karakter. Kevin Bacon er god i rollen som dumt svin, og Marisa Tomei fungerer fint som frustreret prøveklud. Dertil kommer et par fine indslag fra Emma Stone (Easy A, Superbad, Bollevenner), John Carroll Lynch (Shutter Island, Gran Torino, Things We Lost In The Fire) og sangeren Josh Groban.
Filmen er instrueret af makkerparret John Requa og Glenn Ficarra. Og jeg tør godt kalde Crazy, Stupid, Love for deres bedste film til dato. De har nemlig kun I Love You, Phillip Morris i bagagen, så i direkte sammenligning (hvilket man nok alligevel ikke kan), så er der mere saft og kraft og humor og kriser samlet i Crazy, Stupid, Love. Filmen har en meget høj underholdsningsværdi, nogle herlige dilemmaer og et humør som er ramt lige spot on. Ikke overgearet, urealistisk, klichefyldt eller malplaceret, som det jo så oftest sker for de amerikanske komedier som låner hos hinanden i et væk. Det gør også at hankøn, der burde have taget flugten alene via filmens titel, snyder sig selv hvis de ikke tilvælger denne film som sofamenu. Naturligvis kan man klandre historien, for at være set før. Cal og Emily er jo langt fra det første par, som går fra hinanden på det store lærred. Og ej heller er det nyt at der skal nogle omveje til, før man igen finder lykken. Men alle overflødigheder er simpelthen skåret væk, og alligevel får man en film som formår at strække sig ud over næsten to timer. Det er en bedrift som er værd at notere sig. En svær genre, hvor såkaldte mesterværker er så godt som en umulighed, så må man hylde at Crazy, Stupid, Love på alle områder, kommer sikkert i mål.
Ekstra materialet består af et par dobbelt interviews og en række slettede scener. Det som jeg finder bedst under denne sektion er hvor Carell og Gosling er sat i stævne i den bar, hvor deres roller første gang mødes i filmen. Her beskriver de hinanden, fortæller om hvilke hæslige råd de selv har modtaget i forhold til at etablere en scoring. Gosling fortæller at hans far i sin tid lod ham vide at man aldrig kan komme for meget deodorant på. Det mener Gosling at kunne modbevise, via bitter erfaring. Mens snakken kører mellem de to, så er det jo helt tydeligt at indspilningen har været ganske underholdende. Specielt Carell er slet ikke til at styre, og han fik denne anmelder til at grine adskillige gange, bare under bonus materialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
