Hvis der er to, som hænger sammen som Tim Burton og Johnny Depp, så er det David Cronenberg og Viggo Mortensen. Således også i 2022, hvor det nu skal handle om deres seneste samarbejde. Efter titler som A History of Violence og Eastern Promises (som begge blev Oscar-nominerede), så var der mere stilstand over A Dangerous Method. Nu prøver Cronenberg at sparke nyt liv i foretagendet efter at have været kronet med titlen som kongen af sci-fi-horror takket være film som The Fly og Scanners tilbage i 80’erne. Denne gang gælder det fremtidens forbrydelser i form af “Crimes Of The Future”.En film som starter voldsomt, da en mor kvæler sin egen søn, efter at denne har spist bidder af selve toiletspanden. Om det nu helt er mor og søn fortoner sig i det uvisse, for kvinden ringer til faren, og beder ham om at hente sin skabning. Så er vi ligesom i gang…
Vi tages med til en svævende nøddeskal, hvori Saul (Viggo Mortensen) ligger og får tilført energi via nogle sugende tentakler. Vi bliver bevidste om, at Sauls organer udsættes for nogle prøver, og hans assistent Caprice (Léa Seydoux) er den trofaste hånd i den sammenhæng. Hun tager Saul med til organregistrering i en samtid (kald det bare fremtid), hvor menneskets krop er under voldsom forandring. Eksempelvis er menneskets smertetærskel er stort set ikke eksisterende, hvilket bekymrer regeringerne. Udviklingen er gået så at sige gået skæv. Mennesker får heller ikke længere infektioner.
Saul og Caprice er såkaldte performanceartister, og optræder med at fjerne de forskellige tumorer, som tilgår Sauls krop. En slags stjerner og berømtheder ud i det metier. I den sammenhæng frygtes det, at kroppens ændringer går i arv til en ny generation, som i sidste ende ikke kan betegnes som mennesker. Udfordringen er til at få øje på, og det sætter naturligvis nogle vidtgående præmisser op for den videre handling. Mere vil jeg ikke afsløre her.
Cronenbergs aftryk er til at få øje på med et futuristisk view i filmens miljø. Alene tuberne som stikkes i Sauls mave bevidner dette, hvilket også gælder for eksempelvis de avancerede håndholdte røntgenkikkerter. Dialogen har også canadierens touch klasket ud over sig. Det er et teknologisk sprog, som man som seer skal vende sig til, for vores hovedkarakterer hjælper ikke meget til på den konto. De er jo fuldgyldige medlemmer i fremtiden. Dertil kommer også den videnskab og jagt på perfektion/evolution, som Viggos krop undergår. Overgået til et slags redskab i fremtidens tegn.
Crimes Of The Future er dermed også samtidig en kompliceret størrelse. Den kommer hurtigt til at virke indforstået, og når det er sagt, så mangler der altså også noget kapow. Ikke nødvendigvis i form af actionsekvenser, men noget der kan få os helt ud på stolekanten. Crimes Of The Future er ganske særlig en stille progression i sin fortælling. Det vil måske begejstre nogen, men også give andre en følelse af en langtrukket forestilling. Jeg oplever begge dele. Crimes Of The Future er ikke Cronenbergs bedste værk, men på sin egen facon en naturlig videreførelse af hans værk.