Skriv en kommentar
Instruktøren Fatih Akin følger sin succes ”Mod Muren” op med denne rundreje i det tyrkiske, der sætter sit første afsat i nutiden, og langsomt møder dens rødder. Et udspring i det neo-psykadeliske Baba Zula på båd i bosperus strædet. Hacke træder ind som bassist, i fraværet af bandets egen. Med sig har han en magisk mikrofon, som skal opfange turens mange lyde. Og sikkert præge det næste Einstürzende album. Der er fra Baba Zula tråde til 70ér bands som Gong, Jefferson Airplane men også den tyrkiske outsider og Rasmus-modsat Erkin Koray. Hip hop genren er også langsomt ved at stadfæste sig i Istanbul, med Ceza, der lyder som en 5 stemmer på speed, og hikker sig igennem sit godt dynamiske up-tempo beats. Søsteren er ligeledes med i en gruppe, og deres forbilledlig status, vil uden tvivl sætte miljøet i gang.
Replikas er et støjorkester, den mere sofistikeret af slagsen. De har alle en opvækst i vesten, hvilket også forklarer deres lidt mangel på tyrkiske elementer, der ligger noget gemt i lagene. Vi bliver ved samme lejlighed inviteret indenfor i musikklubben Babylon, hvor smalle genre for lov til at folde sig ud. Klubben tilhører Tyrkiets førende pladeselskab, Doublemoon, som gerne vil være med, og sætte sin finger på pulsen.
Hacke må konstatere at fra sin sidste musikalske rejse, er der virkelig en opblomstrende ungdomskultur i gære. Gademusikken bærer også præg af denne fusionering.
Et tilbageblik på Erkin Koray og hans musikalske revolte, hvor opgøret med tidstypisk tyrkisk musik blev afløst til fordel for elektroniske instrumentering helt tilbage i slutningen af 60´erne, men omvendt spillede han også The Beatles og Rolling Stones på traditionelle instrumenter. Det skule have affødt en del løftet ansigtsmimik, men første også til start epoken på beat æraen og et lettere jordskælv for den tyrkiske kultur.
Mercan Dede spiller klarinet som Woody Allen aldrig vil komme til, og selveste Benny Goodman eller Ornette Coleman ville have kysset denne mand på panden, som vi også ser det i en lokal bar ”Fasil” 250 kilometer udenfor Istanbul.
Men også den kurdiske Aynur, der med sin fantastiske rummelige stemme, er takket være EU, hvor Tyrkiet prøver at liberalisere sig, kommet mere frem og er blevet grundsten for ny kurdisk bevidsthed.
Endnu et dyk ned i fortiden med Orhan Gencebay, en af de største stjerner, også på filmlærredet, hvor hans som karate gangster, drev sit image mod stjernerne. Han spil på lutten er enestående og er en af de store i genren ”saz”.
Legenden Müzeyyen Senar er tæt på de 90, og stadig formidabel sanger. Hun har lidt noget af den nyere musiks opståen, og måtte med sin salonmusik skrue sig ned i mindre lokaler. Var og er stadig et stort ikon. Det lykkedes at få hende til at optræde sammen med et ottemands orkester med en gennemsnitsalder på over de 75 år!
Filmen ender med Sezen Akzu, som kaldes for Istanbuls stemme. Hun er elsket i alle aldersgrupper og alle sociale lag. Hun har nærmest gudestatus, og hendes sexede appeal er stadig intakt.
En herlig og forfriskende film, og en god introduktion til de mangeartede facetter der præger den tyrkiske musik!
