Skriv en kommentar
Jeg kan ikke umiddelbart komme på, at en estisk film har fundet vej til danske biografer. Som filmnation kæmper Estland en langt hen ad vejen håbløs kamp mod Hollywood-blockbusters, der har et ganske andet budget og markedsføringsapparat med sig i bagagen. I det perspektiv er det derfor både overraskende og befriende, at Martti HeLdes debutfilm Crosswind – Hvor vindene mødes skiller sig markant ud.
Filmen er baseret på de autentiske breve, som officeren Heldur og hans kone Erna sender til hinanden efter at de sammen med deres datter Eliide er blevet deporteret til Sibirien. Den sovjetiske besættelse og annektering af Estland indebar således blandt andet, at embedsmænd og officerer i den estiske hær og deres familie - på baggrund af et cirkulære fra centralkomitéen i det sovjetiske kommunistparti med titlen: ”Direktiv om bortsendelse af sociale fremmedelementer fra de baltiske sovjetrepublikker” - bliver sendt til Sibirien under forhold, der ikke væsentligt adskiller sig fra de tyske togtransporter af jøder til Nazi-Tysklands koncentrationslejre. Erna bliver under transporten skilt fra Heldur, så hendes breve, der beskriver livet undervejs og under interneringen, er selvsagt præget af skrøbelighed, uvished og frygt.
HeLde har udviklet et særegent filmisk udtryk, der bevæger sig ad 2 spor. Lydsporet gengiver først og fremmest oplæsningen af breve, som Erna sender til sin mand. Oplæserstemmen er sart og spinkel, hvilket på ingen måde gør brevenes beretninger mindre isnende uhyggelige. Det andet spor er billedsiden, der er holdt i sort/hvid. I starten, hvor livet i Estland er uforstyrret, og ved slutningen bevæger personerne sig, men da de sovjetiske styrker brutalt henter familien ”fryser” billederne. Som tilskuer bliver man nu ledt gennem tableauer, hvor kameraet godt nok bevæger sig ”levende”, men hvor personerne er låst fast midt i deres bevægelser.
Det kan være soldaterne, der genner de internerede op i togvognene, personer, der samler de sparsomme grene og kviste i en frostkold skov eller den internerede kvinde – Erna - der bliver pågrebet i det øjeblik hun forsøger at snige sig til at tage et brød fra interneringsstyrkernes lager for at give det til sin sultende datter. De første øjeblikke kan umiddelbart give bange anelser om, at denne fastlåste nok ikke kan holde det meste af en film igennem. Det går dog snart op for én, at formen bestemt giver mening. Det er en særdeles håndgribelig måde at bygge bro på mellem den refleksion, som lydsiden og tableauerne tilsammen giver anledning til i beskuerens tanker og den karakter af fotografiske minder, som billedsiden udgør.
Det har taget 3 år at optage Crosswind. Et projekt, der med sit særegne formsprog og sit stærke historiske fokus som allerede nævnt vil have svært ved at hamle op med udbuddet af Hollywood-produktioner. Der er ikke desto mindre tale om en perle, et sjældent virkningsfuldt og gribende filmepos om kærligheden og den ukuelige loyalitet mellem Erna og Heldur. En film, der ikke just gør beskueren varm om hjertet, men til gengæld gør os endnu klogere på de menneskelige konsekvenser af den sovjetiske annektering af de baltiske lande.
