Skriv en kommentar
Mens ’Matrix Reloaded’ til stadighed får tælleapperaterne i de danske biografer til at blafre, kommer nu en stærkt undervurderet sci-fi fabel, der ivrigt kommenterer verdenssituationen på afstand. Med sine genretro mosaiker og dystopiske budskaber er den et fremragende alternativ til netop matrix-filmene.
Konventionelt holder den sig inden for de afstukne rammer. Alt er tilpasset det samfund, der venter et par generationer ude i fremtiden. Vi er i det første år af det enogtyvende århundrede. Tredje verdenskrig er netop kæmpet til ende. Helten i fokus er John Preston (Christian Bale). Han tilhører eliten af regeringsagenter i et futuristisk fascistsystem, hvor det at have følelser straffes med døden. Johns opgave er simpel. Opspor og eliminér alle følelsesforseere. Eliminér fortidens kulturstykker, musik, film, malerier og bøger. Alt hvad der kan vækker følelser hos individdet. Kulturmedister Brian Mikkelsen ville elske dette samfund.
Et samfund uden følelser er et samfund uden had. Lytter man til det fascistiske overhovede ’faderen’, er det måden at undgå den altødelæggende fjerde verdenskrig. Var der nogen der sagde, den kolde krig var afsluttet?
John passer fint ind i samfundet, så længe han sørger for sin daglige dosis prozium, et stof der forstummer hans følelser, og plejer sin jagt på følelsesforseerne, en hastigt voksende modstandsbevægelse, der holder til i ’Nederne’ uden for byen.
Jo mere John konfronteres med de følsomme samfundselementer, des mere vakler han i sin tro på systemets indretning og ’faderens’ intentioner for at undgå krig. Hvordan hænger det sammen, at man fører krig mod følelsesforseerne for at undgå krig? Et spørgsmål der igen og igen plager hans samvittighed. Mindre bliver presset ikke af minderne om konen, der erklærede sin kærlighed til ham og derfor måtte lade livet. John er splittet. Og dét ved arbejdsgiveren, den følelsesafstumpede regering. Derfor holder de et vågent øje med ham. Skulle han falde ved siden af, er der ingen vej tilbage, ingen nåde.
Det kan undre, at ’Cubic’ aldrig fik nogen levetid i de danske biografer. Med de metervareproduktioner Hollywood konstant drysser ud over det danske biograf publikum, er det nærmest deprimerende, at en produktion med så synlige kvaliteter ikke får lov til at slå sit navn fast.
I et nedtonet leje leverer ’Cubic’ et dystopisk syn på en fremtid, der er præget af den nutid, vi lever i. Men tag endelig ikke fejl. Budskabet rammer hårdt og kontant og tildeler vores Verdens magtsyge regenter og krigeriske stormagter nogle verbale rap over nallerne. Fik du den Bush? Krig for at hindre krig. Nej tak! ’Ikke i vores navn’ synes instruktør Kurt Wimmer at skråle i kor med fredsbevægelsens larmende ungdommere.
John Preston er superhelten, protagonisten vi følger og sympatiserer med. Han er øjensynligt en affotografering af Keanu Reeves’ Neo fra Matrix-kavalkaden. Men det gør ikke spor. I et koldt og værdiforladt univers, som dette, kan den sande heltetype ikke tegnes anderledes. Det er ham vi stoler på og beder til kan redde os ud af kniben. Hvis han ikke kan, hvem kan så? I første omgang får han aktiv støtte af britiske Sean Bean, Boromir fra Ringens Broderskab. Som en slags femme fatale sparkes Emily Watson på banen. Hun er den følelsesforseende Mary O’Brien. Det er langt fra en indremissionsk verden i ’Breaking The Waves’ til et dystopisk fremtidsunivers som dette. Emily Watson klarer springet, ligesom øvrigheden. Uden at tilhøre filmens vigtigste assetter, er skuespillet godt og aktørerne godt castet. Det harmonerer fint og går op i en højere enhed. Christian Bale er generelt en interessant type som skuespiller. Ikke så meget for hans skuespil. Men hans udseende og lidt truende udstråling, gør ham til et perfekt valg, ligesom han var det, som Patrick Bateman, i ’American Psycho’.
Kulisserne er kolde, grå og mastodontiske. Referencer til Østblokken og Hitlers tredje rige er ikke tilfældige.
De mørke, dystre farvetoninger giver ’Cubic’ det endelige touch af kulde og afstand. Et samfund man væmmes. Et samfund der sagtens kunne være levedygtigt i den Verden, vi selv er ved at tegne. Ikke et samfund der aspirerer de store følelsesudbrud. Men et samfund der burde få alarmklokkerne til at ringe.
Som supplementering til hjemmebiografversionen kan fem minutters bag om kameraet ikke siges at tilføre, denne region 2 skive, et udtryk med kolorit. Det kan en enkelt trailer heller ikke. For at nå op over to en stjerne på ekstramaterialets stjernehimmel skal der væsentligt mere til.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
