Skriv en kommentar
Instruktøren Caroline Link, der vandt en Oscar i 2003 for ”Fortabt i Afrika”, har efterhånden gjort det til sit speciale at fortælle om familier og ikke mindst om børn og unge der under vanskelige omstændigheder skal finde sig til rette. Således også denne gang, hvor hun har filmatiseret tegneren og forfatteren Judith Kerrs barndomsselvbiografi med samme titel som filmen.
Judith Kerr beskriver sine barndomsårs flugt med familien i tiden op til og lige efter Hitlers valgsejr i 1933. Flugten går fra Berlin til Schweitz, Paris og endelig til London – hvor Kerr døde som 95-årig i 2019. Filmen beskriver samme flugtrute.
I filmen hedder Judith Anne og som datter i en jødisk familie og med en forfatterfar der skriver regimet midt imod er der naturligvis intet andet valg end flugten. Link fortæller historien stort set fra det intelligente, charmerende og videbegærlige barns synsvinkel, der vil forklaringer og får dem fra gode voksne forældre og minsandten også fra en hjertevarm Nanny og en onkel for god til denne verden – forklaringer til barnet og familiepublikummet. Få men velvalgte steder lader instruktøren os overvære de voksnes samtaler uden at hovedpersonen er til stede. På den måde får også forældrenes ulykke stemme – og de voksne i familiepublikummet kan nikke med. Ja, her fortælles pædagogisk. Ingen skal være i tvivl om: hvorfor familien må flygte; at nazister er onde; at jøder forfølges, fordi de er jøder; at det er hårdt at skulle lære et nyt sprog, nye traditioner og at finde nye venner gang på gang – men vigtigst, hvad det helt basalt vil sige at være på flugt.
En gennemgående overbevisende signatur i filmen er, at Anne hver gang familien flygter videre siger farvel til tingene: ´Farvel gamle hus; farvel store sten´ etc. Som hun siger: ”Flygtninge siger altid farvel”. Sætningen og Annes afskeder gør indtryk og er svær ikke at genfinde i dag. Filmen gør dog ikke på nogen måde en dyd ud af at parafrasere dagens flygtningeproblematik. Det behøver den slet ikke; den basale fremstilling af at blive forfulgt og at tvinges til flugt står stærkt. Og forklaringerne på den tids samfundsmæssige omstændigheder holdes på et minimum.
Som man kan læse fejler filmens pædagogiske intentioner intet og ikke et sekund er man i tvivl om, at her fortælles med overbevisning. Ikke desto mindre kan man nok savne lidt mere spræl, fx som i indledningens maskebal, hvor ungnazister dukker op i uniform – ´nej det er ikke udklædning´, siger børnene!
Hvis man kan leve med den romantiserende fremstilling af, hvad rigtige børn og voksne og en rigtig (borgerlig) familie er for størrelser. Og hvis man kan leve med den lækre lyssætning og farveholdning, og de velkoreograferede storbyoptrin, ja så venter der en en fin oplevelse med familien i biografen. Her er stof til gode efterfølgende samtaler om dengang under 2. Verdenskrig og naturligvis om at være på flugt i dag.
