Skriv en kommentar
Det er en svimlende oplevelse at bevæge sig ind i den dårlige dannelse. For dårlig dannelse det er denne film, i hvert fald er det umiddelbart svært at få øje på opbyggeligheden. Ja, det er sågar svært at finde sig et ståsted i forhold til filmens univers. Som seer føler man sig tvunget rundt i en centrifuge, hvor man konstant må lade sig rive rundt i hjørnerne. Det fabelagtige er så, at man ikke mister interessen et eneste øjeblik. Hvad man umiddelbart anser for sandt, bliver pludselig falsk eller i hvert fald langt mere komplekst, end man umiddelbart havde forventet. Kort sagt er historien, at to drenge Enrique og Ignacio vokser op sammen på en katolsk kostskole. Tiden beskrives som et sandt helvede, hvor en pædofil præst ødelægger et spirende kærlighedsforhold mellem de to drenge. De to drenge tvinges fra hinanden og ser ikke hinanden siden. Den ene af drengene bliver siden hen en succesfuld filminstruktør, som, da vi kommer ind i historien, leder efter en historie at berette. Ud af den blå luft træder hans barndoms ven og kærlighed ind med novellen, "The Visit", i hånden. Instruktøren læser manuskriptet og indser, at her er historien, som han simpelthen må lave. Og så kan historien gå i gang, men det bliver aldrig en historie ud af den lige landevej. Den tager sving og drejer rundt i cirkler, der konstant forarger og forundrer én som seer. Filmen kan, hvis man skal være illustrativ, siges at bevæge sig på to planer, der svæver ind og ud af hinanden konstant: For det første et reelplan, der er de begivenheder, personerne kommer ud for, for det andet et plan, hvor filmen ”The Visit”, der laves i filmen ”Dårlig Dannelse” om personerne i filmen ”Dårlig Dannelse”, optages og udspiller sig. Disse to planer står konstant og dirrer og lader sig ikke samle eller adskille, hvilket gør filmen til et paradoksalt æskesystem af betydning. Alt i alt kan filmen altså regnes som en metafilm, der hele tiden kredser om, hvad film er. Filmen indeholder klare film Noir træk, men den vender dem konstant på hovedet. Det er som om filmen er så fokuseret på film, at den bliver ved med at skue rundt for at aflure sig selv og sine konstruktioner. Men det interessante er, at filmen ikke stopper der. Den insisterer på virkeligheden, og den insisterer på, at der er noget, der forstås igennem mediet film.
Det geniale ved det hele er, at det alligevel lykkes at skabe en forståelig historie, der er ualmindeligt fængende. Plottet er superintelligent, og æstetikken er vidunderlig god. Film noir-trækket understreges af det skjulte ved det hele. Personerne skjuler hele tiden noget for hinanden, ligesom filmen slører virkeligheden for seeren. Identiteterne i filmen flimrer hele tiden. Hvad, vi troede, var en ond pædofil præst, udvikler sig senere til at være et offer for kalkulerende trans- og homoseksuelle. Den, vi troede, var den modne Ignasio viser sig at være dennes bror, der efter Ignasios død, har taget hans identitet, for at komme ind på livet af instruktøren Enrique. Og sådan fortsætter forvirringen og forandringen, der hele vejen igennem holder spændingen. Filmen er spækket med filmiske referencer og indirekte diskussioner af forholdet mellem liv og kunst.
Og så er den fyldt med fabelagtigt skuespil af Gael Garcia Bernal, der giver den som trutmundet trans og kalkulerende bøsseskuespiller. Bernal er intet mindre end fantastisk castet i denne rolle, som ligger fint i forlængelse af hans roller i ”Og din mor” samt ”Pater Amaros Forbrydelse”.
Filmen indeholder et væld af meget stærke scener, som printer sig ind på nethinden. Stærkest står scenen, hvor præsten tvinger den unge Ignasio til at synge ”Moon River” for sig, mens der krydsklippes til hans halvnøgne badende kammerater. Det er på en gang så ufatteligt kvalmende og så ufatteligt smukt, at det kun kan være lavet af Almodovar.
