Skriv en kommentar
Det er et sandt festfyrværkeri af et ensemble danske Simon Staho her har fået samlet til sin langt om længe anden spillefilm efter den lovende ”Vildspor” fra 1998. Selvom filmen er dansk produceret af bl.a. Zentropa og hele filmholdet er dansk, synes Simon Staho at have en speciel præference for svensk karakterskuespil. Det imponerende cast består af Mikael Persbrandt i mesterligt samspil med især stærke kvindelige karakterer af Marie Bonnevie, Pernilla August, Lena Endre, Marie Göranzon og Tuva Novotny, men også den gode svenske skuespiller Michael Nyqvist viser sig med fremragende spil i rollen som vennen, der viser at viser sig at være knapt så meget en ven. Rollerne er da også skrevet specielt til hver enkelt skuespiller af instruktør Simon Staho i samarbejde med den glimrende forfatter Peter Asmussen, der også var medforfatter på Lars Von Triers ”Breaking The Waves” (1996).
Filmens tagline spørger beskedent, ”Hvis svaret er kærlighed – hvad er så spørgsmålet?” Men der er slet ikke grund til beskedenhed. For det handler om noget så storslået som kærlighed. Om det at elske og blive elsket. Simon Staho har uden tvivl kreeret en modig og ikke mindst kompromisløs film med en sjældent set konsekvens.
Det er historien om En Far, Hans Lille Søn, Hans Utro Kone, Hendes Hemmelige Elsker, Hans Unge Elskerinde, Hans Ensomme Søster, Hans Glemsomme Mor, En Fanatisk Fodboldtræner, En Gravid Luder og En Engel Forklædt Som En Gammel Mand. Alle sammen søger de svar på det samme spørgsmål: "Hvis svaret er kærlighed - hvad er så spørgsmålet?"
Det er dog ikke kun skuespillet der er svensk. Også tonen synes svensk, og tankerne føres hen på Ingmar Bergmans intense dramaer fra 1960'erne og 70'erne, som den dog bestemt ikke ligger i baghjulet af. Dette er kammerspil i ypperste klasse – udført i en firhjulstrukken Mercedes. Denne gang er det ikke dagligstuen eller soveværelset, der er det klaustrofobiske kammer, men forsædet på en bil. Heri udspilles der otte kammerspil med Persbrandts desillusionerede og på-randen-af-selvmorderiske Thomas Ekmans og alle øvrige personers livslede som gennemgående element.
At praktisk taget hele filmen foregår på forsædet af hovedpersonens bil er ikke tilfældigt. Derved kommer vi i samme båd som filmens karakterer. Bilen såvel som livet føles som et indelukket, klaustrofobisk rum i fart, som de ikke kan vente med at forlade. Samtidig med at de stadig klynger sig til livet og bilen. De søger nemlig stadig den kærlighed, der kan gøre den store forskel. De er hver især en puslespilsbrik i billedet af Thomas Ekman, ligesom deres egne brikker vendes og drejes.
Det er konsekvent og kompromisløst skruet sammen, og den kræver sit publikums deltagelse. Dog kunne man have ønsket lidt mere præcisering i de scener, hvor hovedpersonen Thomas taler med sin mor og sin søster. Baggrunden for hans selvmordsplaner trevles aldrig helt op, hvilket ellers have kunne givet disse scener lidt mere saft og kraft.
Det er dog alligevel småting i en kompromisløs filmoplevelse, der med sin intense dialog og setup kræver det ypperste af skuespillere, instruktør og forfattere, og dette lykkes i overbevisende grad langt hen ad vejen.
