Skriv en kommentar
I den franske film "Dagen i morgen" møder vi Nathalie (Isabelle Huppert), der underviser i filosofi i gymnasiet. Hun har to voksne børn og en mand, der ligesom hende er akademiker. Da manden en dag forlader hende, til fordel hans elskerinde, falder hendes liv lige så stille fra hinanden.
Det er i hvert fald på den måde pressematerialet beskriver filmen. Men det er ikke så meget mandens affære, der påvirker hende. Det der egentlig påvirker Nathalie er at hun ikke længere er ung og reaktionær, men er blevet gammel og sat og lever det liv hun kæmpede imod som ung. Samtidig er hun konstant omgivet af den reaktionære ungdom. For eksempel igennem hendes arbejde med gymnasiet. Her oplever hun ungdommen, der blokerer gymnasiet i protest mod nogle reformer (som vi ikke får beskrevet mere indgående). Hun ender med at kæmpe imod blokaden og går på den måde imod hendes egen ungdom. Hendes liv falder mere fra hinanden idet det stille og roligt går op for hende at hun er alt det, som hun kæmpede imod som ung. Det er denne opdagelse som filmen handler om.
Denne fortælling bliver fortalt gennem en række korte scener i Nathalies liv, hvor hun på den ene eller anden måde bliver udfordret af ungdommen. For eksempel gennem blokaden i starten af filmen eller senere, hvor nogle af hendes elever vil lave en filosofihjemmeside, der (indirekte) kan overtage pladsen for den filosofi-antologi hun i sin tid har udgivet. Og sådan bliver det så ved i 102 minutter.
Filmens overordnede plot er egentlig en god nok ide. Problemet er at den er fortalt på en måde så man kan mærke at filmskaberne selv følte, at det her er eksistentiel kunst. Den føles meget selvsmagende, idet filmen bliver ved med at klippe væk fra konfrontationer. Vi oplever processerne gennem symbolik. Det er denne symbolik som er min helt store anke med filmen.
I virkeligheden er filmen en stor tour de force af symbolikken og metaforernes verden. Dagen i morgen er så stoppet med symbolik og metaforer at man skulle tro, at den var lavet af en dansk-lære, der ville give sine elever et eksempel på alle de måder de kan bruges og benyttes.
Et eksempel er det fokus, der i filmen, ligger på blomsterbuketter. Nathalie får hele tiden nye buketter. Var jeg en gymnasieelev ville der ligge en god halv side i en dansk opgave om, hvordan buketterne symboliserer den forgængelighed, som hovedpersonen konstant bliver mindet om. Den ungdom hun aldrig får igen. Dengang hvor hun selv blomstrede.
Overforbruget af symboler i filmen medvirker simpelthen til at banaliserer filmen. Hvilket er det modsatte af, hvad der var instruktøren Mia Hansen-Løves intentioner. Derved går overforbruget også ind og ødelægger filmen,idet symbolerne bliver det bærende element for filmen, forsvinder filmens drive. Den ender simpelthen med at køre i tomgang i 102 minutter, hvor man til sidst føler at aldrig rigtig sker noget.
Et problem er at Nathalie på ingen måde reagerer på, hvad der sker omkring hende. I hvert fald ikke på en måde, der giver tilskueren noget at arbejde med. I scenen hvor manden fortæller at nu forlader han hende reagere hun med accept og de næste par scener ser tilskueren at de to lever fredeligt sammen i lidt tid efterfølgende. Ikke rigtig noget, der sætter svingninger i spændingskurven. Heller ikke i en scene, hvor hun kommer meget tæt på at blive voldtaget er der nogen reaktioner, for filmen skifter lige efter til en ny scene. Og så videre og så videre. Hver eneste gang, der skal til at ske noget klippes der fremad. Det publikum har at holde Nathalies karakterudvikling, såvel som filmens udvikling, op på er symbolikken, der ligger ”gemt” i hver eneste scene.
Det er simpelthen som om at man har konkluderet at nu, hvor filmen er fransk så skal den være kunstnerisk, eksistentiel og pseudo-filosofisk, fuldstændig overproppet med symboler og metaforer og fuldstændig blottet for action.
Til gengæld gør Isabella Huppert, der spiller Nathalie, at filmen kommer i mål. Var det ikke for hendes fremragende præstation som en kvinde, der savner sin ungdom, var filmen aldrig nogensinde kommet nogen vejene og det er også på grund af hendes præstation at Dagen i morgen kommer op på 2 stjerner.
