Skriv en kommentar
Danielle Steels komplette filmiske værker fortsætter i denne anden boks ud af tre. Filmene er kronologisk arrangeret, og dækker denne gang tidsperioden 1993-1995. Den første umiddelbare ændring fra den første boks til denne, er manglen på Danielle Steels intro af diverse film. ”Mangel” er jo ofte et negativt ladet ord, men i det at hun intet indblik giver i hendes tidligere præsentationer, er ordet denne gang positivt ladet. Derudover er der sket meget fra første boks til anden hvad angår indhold. Filmene fokuserer mere på de store spørgsmål i livet, og taget ofte mange tunge temaer op i selv samme film. Da vi tidligere fulgte den lille historie, var der en smule tid til fordybelse, der i denne omgang bliver overset, og tilsidesat for forhastet at kunne inkludere stort set alle problemer i vores hovedpersons liv. Filmene gaber derved ofte over alt for meget, og man bliver ganske vist præsenteret for de forskellige dilemmaer, men når de ikke bliver fulgt til ende, sidder man til sidst med en noget mat følelse.
Endnu engang lægger boksen ud med den bedste film den har at byde på. Brev Fra Vietnam er historien om Paxton, en kvinde der gentagne gange finder manden i sit liv, men mister ham til den frygtelige krig i Vietnam. Som journalist flytter hun selv til Vietnam, og rapporterer sandheden hjem. Kampen med medierne, kærligheden og ikke mindst krigen er blandt de tunge temaer filmen tager op. Filmen starter som en andenrangsudgave af Borte Med Blæsten, men ender mere ovre i stil med The Killing Fields. Filmen er bestemt også inspireret af disse film, og selvom den ikke når The Killing Fields kvaliteter, var jeg dog dybt imponeret over den indsigt filmen byder på. Jenny Robertson har hovedrollen, og det er (så vidt jeg ved) hendes eneste til dato, selvom hun gør et fremragende job i denne film, samt i hendes biroller i f.eks. Law & Order og Rude Awakening. Billy Dee Williams (Lando Calrissian fra de gamle Star Wars film) er også med i en mindre rolle, som måske kunne gøres bedre, men stadig bliver gjort med den charme man normalt kender fra hans side. Brev Fra Vietnam ER en god film, der når dybder som kun få Tv-film egentlig gør.
Stjernen handler om Crystals kamp som sangerinde, og hendes kamp for at få manden i hendes liv. Han gifter sig dog med den forkerte, og det rigtige tidspunkt til at finde sammen med Crystal bliver sværere og sværere at finde. Efter opturen med Brev Fra Vietnam havde jeg forventet, eller rettere sagt håbet, at filmene her ville holde kvalitetsniveauet oppe. Men ak nej, Stjernen er en fuser af de helt store. Man får aldrig den fjerneste anelse om Crystals liv, og derved går hele idéen bag hendes kamp til toppen tabt. Hun bliver voldtaget som ung, hvilket egentlig ikke har nogen form for betydning for historien, da denne del aldrig bliver rundet af, eller påvirker hendes omgivelser eller hende selv til noget andet end der egentlig ville have sket alligevel. Filmen springer et par år fra tid til anden, og lige som man har sat sig ind i vores hovedpersons situation, springer vi et par år frem i tiden. Filmen haster af sted mod en afskyeligt sentimental afslutning, som man ved ville komme os i hænde efter at have set de første 2 minutter af filmen. Jennie Garth (Kelly fra Beverly Hills 90210) spiller dog den fortabte sjæl godt, men ikke godt nok til at skaffe denne film en bundkarakter.
Once In A Lifetime handler om Daphne, der som alenemor opfostrer et døvt barn. Hele filmen ses igennem et flashback, som skal opklare hvorfor hun ligger på hospitalet. Det er en dyster historie vi har med at gøre, dog har denne film, som alle andre Danielle Steel film, en lykkelig slutning. Denne slutning klæder dog overhovedet ikke filmen, og derfor føles det hele noget ujævnt. Filmens temaer minder måske om dem de tidligste film havde, da det er en lille historie vi har med at gøre, men denne historie er meget dårligt udført. Igen springer filmen meget i tid og sted, og det er først hen imod den sidste halve time at filmen bliver lidt interessant. En film med 2/3 opbygning og 1/3 reel historie er en film uden sans for fokus. Dette er dog ofte et problem mange af Danielle Steels film har, sikkert fordi det er en formel der litterært fungerer. I Once In A Lifetime sætter kedsomheden rigtigt ind, og flashback idéen fungerer slet ikke.
Family Album bruger samme format som Once In A Lifetime. En ældre mand ved navn Ward, kigger tilbage på sit liv med konen Faye under hendes begravelse. De har sammen arbejdet i filmbranchen, men deres største problemer har været at få familien til at fungere. Family Album tager hul på stort set alle problemer en familie kan opleve, og når filmen hvert 10. minut i 3 timer åbner op for et nyt dilemma, ender Family Album som en ganske triviel oplevelse. Man kommer knap nok til at lære filmens karakterer at kende, da de bliver kastet ud i det ene problem efter det andet, uden et lille pusterum til at uddybe disse karakterer. Derfor ender man uden medfølelse for filmens karakterer, og uden interesse kan en film ikke fastholde interessen i 3 timer. Jaclyn Smith fra Kalejdoskopet, og kendt for sin rolle i Charlie’s Angels serien, spiller Faye. Hun har alt den medfølelse vi som publikum mangler for hendes karakter, men endnu engang redder hendes præstation ikke filmen, der ligesom mange af de andre lider af de samme problemer: Family Album gaber over for meget, glemmer at fastholde fokus og er spredt over en alt for lang tidsperiode.
En Fremmed Banker På er noget så sjældent som en Danielle Steel film hvor der er kemi mellem filmens hovedpersoner. Raphaella er gift med en ældre mand, der får et slagtilfælde, og derefter ligger hjælpeløs på et plejehjem. Dog bliver hendes verden vendt på hovedet da hun forelsker sig i en anden mand ved navn Alex. En Fremmed Banker på er en sød fortælling, der er langtfra så uskyldig som den giver sig ud for. Raphaella er nemlig dybt forelsket i sin mand samt Alex samtidig, men grubler ikke alt for meget over hendes utroskab. Filmen ender med en noget tvivlsom morale, hvor Raphaellas mand ophæves over alt menneskelighed, og ender som den eneste sympatiske figur i et ellers kæmpe spind. Stacy Heiduk spiller Raphaella, og er en forholdsvis ukendt Tv-stjerne, der har medvirket i små roller i stort set samtlige amerikanske Tv-serier. Hendes skuespil er intet eminent, men sammen med Robert Urich (Spenser fra Spenser-filmene) er der magi i luften. Et plus der betyder meget i denne genre, men som sjældent ses.
Den sidste film i boksen hedder Forsvundet. Marielle er en kvinde der efter at have mistet sit barn, forlader sin mand i Paris, og prøver lykken i New York. Her finder hun Malcolm, som hun bliver gift med og får et nyt barn sammen med. En dag forsvinder dette barn dog, og alt peger på Marielles tidligere ægtemand. Forsvundet har pga. instruktionen nogle afgørende problemer. Filmen springer engang imellem i tid, men man får det aldrig af vide. Mht. Marielles første barn har man det indtryk af, at det er adopteret, først senere får man dog af vide, at det er hendes biologiske barn. Udover det har jeg en svaghed for nogenlunde realistiske retsagsdramaer, og retsagsdramaet i filmen fungerer middelmådigt. Forsvundet er dog en god søndagsfilm, der ganske vist er hurtigt glemt, men interessant imens man ser den.
Sammenlagt er denne boks bestemt ikke ligeså interessant som den første, selvom den indtil videre indeholder den bedste Danielle Steel film (Brev Fra Vietnam). Der er i denne omgang også kun 6 frem for de 7 film i sidste omgang, og disse film er som helhed ikke særlig gode. De individuelle karakterer ser således ud:
”Brev Fra Vietnam” – 4/6
”Stjernen” – 1/6
”Once In A Lifetime” – 2/6
“Family Album” – 1/6
“En Fremmed Banker På” – 2/6
”Forsvundet” – 2/6
Ekstramaterialet er der endnu engang intet af, og den samlede karaktergivning giver nærmest sig selv i denne omgang. En tand dårligere end den første boks, hvilket giver et hak ned af.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
