Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Danny the Dog er blevet kaldt Jet Lis bedste amerikanske film. Om ikke andet, er den i alle tilfælde en film, der har væsentligt mere dybde end hans hidtidige film. Selv om der stadigvæk uddeles en masse øretæver.
Bart er lånehaj af værste skuffe. Han tæver livet ud af de folk, der ikke betaler tilbage hvad de skylder. Hans bedste våben er Danny. Danny er kampekspert og i bogstaveligste forstand Barts vagthund. Han lever i et bur, spiser hundemad og forstår ikke helt den verden, der omgiver ham. Han gør som han får besked på, og når Bart fjerner Dannys halsbånd, forvandles han til en nådesløs dræber. En dag udsættes Bart for et attentat, og Danny, der tror sin chef dræbt, løber sin vej. Han støder på den blinde pianist Sam, der tager ham med hjem. Her omgives Danny af en helt ny verden bygget op om kærlighed og forståelse og ikke mindste musik – langt fra den verden fyldt med vold, han ellers kender. Langsomt forvandles Danny fra en hund til et menneske, og han forelsker sig så småt i Sams datter. Men hans dramatiske fortid er ikke langt væk, og den truer med at indhente ham og hans nye familie. Snart trues de tre på livet, og Danny tvinges til at vende tilbage til sit gamle liv for en kort stund.
Det er forfriskende at se Jet Li i en mere beskeden rolle, og rent faktisk få mulighed for at se ham spille skuespil. Han får værdigt modspil af Morgan Freeman og Bob Hoskins, der må siges at kunne deres kram. Ja, rent faktisk er det dem, der bærer filmen frem, og man indser hurtigt, at det faktisk ikke gør noget at Jet Li tidligere har været i replikfattige roller, hvor det ikke var skuespillet der bar filmen – han er bestemt ikke nogen gudsbenået skuespiller. Han er ganske enkelt ikke i stand til at præstere mere end tre forskellige ansigtsudtryk, og man fornemmer på intet tidspunkt, at der er noget, der rører sig under overfladen. Det er ikke godt nok i en film, der er baseret på en hovedrolle, hvis udvikling bærer hele filmen. Man involveres på intet tidspunkt emotionelt i fortællingen, og derfor bliver den fuldstændig ligegyldig.
På den positive side, skal det nævnes at kampscenerne er gode, og vældigt godt filmet. De fylder dog så marginalt lidt i filmen, at det ikke betyder det store for filmen som helhed, der må siges at være en fæl skuffelse, hvis man forventer at se Jet Li udfolde sig som den store uopdagede skuespiller. Morgan Freeman og Bob Hoskins er dog begge gode, og løfter filmen en lille smule.
Ekstramaterialet byder på trailers, en tur bag om kameraet, bag om fx, slettede scener, fraklip, Musikvideo.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
