Skriv en kommentar
Det varme, stoflige sollys falder tungt ind i danseskolens store lyse lokaler. Lyset omfavner og beskytter Annika, der med rank ryg og store, intenst venlige øjne nærmest svæver rundt blandt de unge danseelver. Lige så lys og varm som de indfaldende solstråler. Annika bestyrer danseskolen i Husum sammen med sin mor, det er et ægte familieforetagende – trygt og godt. Da strømmen går i den gamle danseskole, sendes der bud efter en elektriker. Det bringer den mørke, fortættede knudemand Lasse til skolen og ind i Annikas bevidsthed. Lyset drages mod mørket, og der opstår en gensidig tiltrækning imellem de to modpoler. De indleder et akavet, nærmest usagt kærlighedsforhold.
Lasse har været i fangsel, for voldtægt. Han var pissestiv og kan ikke huske noget fra den aften, og desuden var hun, ofret, totalt langt ude og fuck’d up, forklarer han. Annika lader kærligheden råde, godtager Lasses forklaring og forslår, at de lader fortid være fortid. Men en mystisk mandestemme på Annikas telefonsvare vil ikke lade det være ved det.
”Skammer du dig ikke”, spørger stemmen i telefonen anklagende. ”Spørg Lasse om Nina Julander.” opfordrer den Annika. Sandheden om lasses forbrydelse er måske alligevel ikke så let at rumme.
”Dansen” er Pernille Fischer Christensens anden spillefilm. Ligesom den fremragende debutfilm ”En soap” fokuserer ”Dansen” på et svært og tabuiseret kærlighedsforhold. I ”En soap” var det ikke svært at holde af den skrøbelige, transseksuelle luder/madonna Veronica/Ulrik, og tro på kærligheden imellem hende/ham og den kriseramte, stærke og sårbare Charlotte. ”Dansen” er en modigere film end debuten, for den beder os om langt mere. Nemlig at tro på kærligheden mellem den troskyldige Annika og voldtægtsforbryderen Lasse. Og det er svært, for Lasse er hverken chamerende eller sympatisk, men socialt handicappet, snøvlende og nærmest ude af stand til at formulere en sammenhængende sætning. Endsige forklare Annika hvad han føler for hende. Dette er på en gang filmens største svaghed (for det er virkelig svært at tro på) og genistreg. For her rør den ved et interessant og vigtigt spørgsmål. Hvordan vi som samfund skal kunne rumme den (som regel er det en han), der så radikalt har overtrådt enhver tænkelig moral. Skal også han have lov til kærlighed? Filmen kaster ikke dom over sine karaktere, men viser os det bare, som det er. Så kan vi selv tage stilling – det er stærkt!
Christensen har igen i samarbejde med Kim Fupz Aakesen skrevet nogle præcise og stærke karaktere, der brænder igennem på lærredet. Alle Skuespillerne gør det godt. Det er ikke uden grund, at Trine Dyrholm er blevet kåret til årets coverstjerne på natfilm-festivalen. Anders W. Berthelsen er stærk som Lasse. Så stærk at man glemme Anders W. Berthelsen og kun ser Lasse. Birthe Neumann er tilpas underspillet som Annikas mor, der som repræsentant for den gældende moral stiller spørgsmålstegn ved Annikas kærlighed. ”Kan man virkelig elske sådan en”, spørger hun forarget.
Ligesom i ”En soap” er fokus på karakterenes indbyrdes relationer, knap så meget på at udfolde et egentligt plot. Og det er ærgeligt. For det er som sagt en modig og vigtig film, men jeg må desværre indrømme at jeg ikke rigtig tror på plottet. Man ikke komme uden om at den pludselige forelskelse virker en smule postuleret. Jeg opdagde i hvert fald aldrig rigtig at det skete. De uhyggelige telefonbeskeder, der på mange måder fungerer som filmens dramatiske katalysator, irriterer mig. Foranlediget af beskederne drager Annika ud for at finde denne Nina Julander og sandheden om Lasses voldtægt. Her møder hun Nina Julanders mand, ophavsmanden til beskederne, som beder hende om at holde sig væk og ikke rode op i fortidens smerte. Jeg tror ikke rigtig på denne mand, der både vil puste og ha mel i munden. Han virker mere som en konstruktion, der skal drive dramaet fremad, end som en reel karakter. Det ødelagde en ellers seværdig film for undertegnede.
Filmen er i øvrigt flot fotograferet i tætte håndholdte billeder a la John Cassavetes. Dette er suppleret af enkelte smukke totaler, der viser os annika ensom og tvivlsbetynget i det ellers så trygge og beskyttende danseunivers. Fotografen hedder Sebastian Blenkov.
