Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Når gode gamle Gary Oldman engang lader sig pensionere fra filmverdenen, så vil hans rolle som Winston Churcill helt sikkert være et af de mest memorable højdepunkter fra karrieren. Jeg kan huske at jeg første gang selv stødte på Gary Oldman i rollen som Dracula tilbage i året med den store nationale rus over europamesterskabet i fodbold. Siden husker jeg ham som den ulækre korrupte strømer i Leon, og ikke mindst som politiinspektør Gordon i Christopher Nolans Dark Knight-trilogi. Senest så jeg ham i The Space Between Us, som jeg af en eller anden grund ikke fik set, da den var aktuel. Jeg husker ham også fra titler som Abernes Planet: Revolutionen, Book Of Eli, Overlagt Mord og naturligvis også som Sirius Black i Harry Potter-filmene. For mig har der altid været forbundet en særlig kvalitet over Oldmans bidrag til filmbranchen, og altså ikke mindst her i Darkest Hour, som det nu skal handle om. En rolle han velfortjent blev tildelt en Oscar for.
Han er nærmest ukendelig, Oldman, men han er også godt gemt af vejen inde bag et tykt lag gummifedt, make up og en beige-farvet kalot, så den skaldede isse på Churchill er i vinkel. Det er kun nogle få gange at man egentlig spotter Oldmans karakteristika med den insisterende mundvig og de intensive øjne, der kan pacificere dig med ét. Stemmen er heller ikke som den plejer, for Oldman har gjort ret så meget ud af at lyde som Churchill og agere som Churchill. At han tilmed ligner, må man så også hylde sminkeafdelingen for, som i øvrigt også vandt en Oscar.
Vi befinder os i 1940, hvor vi får et meget omfattende portræt af Winston Churchill som menneske, på et tidspunkt hvor styret er under et gigantisk pres. Det er alene op til Churchill at gamble eller satse om man vil forhandle med tyskerne leder Hitler eller om man vil kæmpe imod, vel vidende at det kan betyde et fatalt nederlag til det engelske rige. Ikke mindst kredser filmen også omkring en ”kollega”-begivenhed fra samme filmår, nemlig Dunkirk. Førnævnte Christopher Nolan stod bag en fremragende film om evakueringen fra Dunkerque, og selvsamme tematik går altså igen i Darkest Hour. Gennem filmens dilemmaer får vi et fint indblik i Churchills overvejelser og handlekraft, men også et billede af at bag enhver stor personlighed står også en række faste støtter. Churchill i hænderne på Oldman er en nydelse i uortodoks fremgangsmåde og masser af frækhed, som giver pote. Men også en frækhed som tør udføres via et sikkert netværk på privatfronten. Den gyldne statuette kunne simpelthen ikke have gået til andre end Oldman!
Ros skal der også smides efter Joe Wright som har turde gøre et stort nummer ud af en skelsættende periode i britisk historie. Han er en erfaren rotte, selvom hans filmografi ikke er alenlang. Han er en særdeles grundig tilrettelægger, og ved hvordan han får flettet sine scener sammen, så de står tilbage som en uafrystelig kunstform for sit publikum. Intet under at flere af hans film gennem tiden har været nomineret til og vundet Oscars. Du behøver faktisk ikke at være nogen historie-nørd for at få en fejende flot oplevelse ud af Darkest Hour. Wright har opnået at blande tilpas meget information ind i dialog og handling, så man som novice ikke bliver tabt, men ej heller føler at man bliver holdt i hånden hele vejen over gaden. 5 fortjente stjerner herfra til Darkest Hour.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
