Skriv en kommentar
Tiden er gået i stå. Stilheden bliver kun afbrudt af støvet, der rejser sig i vinden og hvivler rundt om de faldefærdige campingvogne. Vi er i byen Darwin, der ligger i Californiens Death Valley, et af de tørreste og varmeste steder i det nordlige Amerika. Byen er opkaldt efter en eventyrer og guldjæger, Erasmus French Darwin, tilbage i midten 1800 tallet, dengang guldfeberen rasede hen over det amerikanske kontinent. Dengang drømmen om rigdom tiltrak tusindvis af indbyggere, en drøm der gik op i whisky og rygende seksløbere.
Knuste drømme og fortabte sjæle er netop hvad der er tilbage af resterne i Darwin, hvor indbyggertallet er reduceret til 35 skæve eksistenser.
Med nærmeste poetisk realisme følger Darwin en håndfuld af disse isolerede skæbner.
”In Darwin people accept you for what you’re today, not what you used to be” Ordene kommer ud af munden på Hank, en tidligere mekaniker, der efter herrens uransagelige veje og et langt fængselsophold er endt i den lille ørkenflække.
De tætteste naboer til Darwin er en hemmelig militærbase og den berygtede Barker Ranch hvor Charles Manson kulten holdte til. Hank sad i 70’erne bag tremmer i Folsom Prison sammen med Manson, som Hank koncist beskriver som ”A piece of shit”. Der er dog ingen kult over indbyggerne i Darwin, den fælles reference synes at være triste skæbner med en blakket fortid, der lever isoleret og glemt, langt væk fra staten og kirken, som nærmest er bandlyst her i det golde ørkenlandskab.
Den eneste der har et rigtigt arbejde er postmesteren Susan, kæderygende, bleg og med mørke rander under øjnene driver hun posthuset, der har eksisteret siden byen blev grundlagt. Hendes søn sidder i fængsel på livstid, en dom der har været konsekvesen af et årelangt misbrug af stoffer, et misbrug der startede i Darwin. Her møder vi også den sympatiske Monty, som undervejs hører at hans fortabte søn er død af en overdosis.
Misbrug synes at være roden til alt ondt i den gudsforladte by.
Man kommer under huden på de personer filmen skildrer, og mest interessant er det at følge Hanks datter Ryal. Ryal er transseksuel og i gang med en testosteronkur. Med maskulin stemme er Ryal er ærlig og åben om at være en mand fanget i en piges krop, og sammen med kæresten Penny er de på vej til at forlade byen. For dem findes fremtiden udenfor Darwin, hvor alle andre indbyggere ellers har forskanset sig i det skjulte.
Visuelt har Instruktøren Nick Brandesitni fanget ørkenlandskabet på forbilledlig vis, de smukke billeder skaber sammen med den melankolske musik en æstetisk og atmosfærisk oplevelse. Darwin er et vindue til et lille og helt specielt samfund, men til trods for personerne er åben om deres fortid og nutid, virker portrættet ikke helt overbevisende ærligt.
Igennem Susan fornemmer vi at Darwin ikke er noget paradis, dem der flygtede til byen for at starte på en frisk, har opforstret børn der selv er endt i samme sørgelig spor som deres forældre. Der er noget galt i Darwin, der lurer noget under overfladen vi ikke får fortalt, og som det ikke lykkedes Brandestini at få frem i lyset.
