Skriv en kommentar
Ubådsaptajn Henrich Lehmann-Willenbrock er af den stolte gamle garde, der har sejlet mange togter bag fjendens linjer, men han er også en af de få tilbageværende. Flere af de andre ”gamle” kaptajner er enten gået ned på grund af presset eller vitterligt gået ned på havets bund. Det er et hårdt job at være indespærret under vandet i en ubåd i mange dage i træk. Mændene på disse ubåde i krigstid er hårde mænd, der arbejder hårdt og afreagerer ligeledes. Vi følger kaptajn Henrich Lehmann-Willenbrock og hans mænd på deres mission bag fjendens linje. Udover de mange skæbner, der nu skal sige farvel, og på forhåbentlig gensyn, til deres familier og pårørende, skal en journalist med på denne tur under havet. Disse stolte mænd er store helte, der bliver ledsaget ud af havnen med klapsalver og lykønskninger. Derfor skal deres store arbejde dokumenteres.
Wolfgang Petersen lavede denne film i 1981 og den har ikke mistet sin validitet. Siden da har Petersen valgt at gå Hollywoods ærinde og han har da også vist sig at være bedst til de store film med masser af bulder og brag. Hans tre seneste film er således: Airforce One(1997), The Perfect Storm(2000) og Troy(2004). Der er et absolut minimum af musik i filmen og det virker utrolig godt. Klaus Doldinger står for musikken til filmen og han arbejdede også sammen med Petersen på hans film The Neverending Story(1984). Doldinger har leveret musik til en masse tyske tv-serier og tv-film.
Næsten hele filmen udspiller sig i ubåden under havets overflade og det giver filmen en næsten klaustrofobisk fornemmelse. I korte perioder er mændene på land, men det er næsten som om de hører til i ubåden, at det er deres helt egne, særegne hjem. Der er et minimum af musik i filmen, da publikum skal høre hvad mændene i ubåden skal høre. Vi skal høre den ultralydssonar, som fjendens skibe smider i vandet for at lytte efter ubåde. Vi skal høre mændenes stille snakken og leve os ind i deres verden, som handler om at gemme sig for den altødelæggende fjende på havets overflade, der er mange gange større end dem. Kun kaptajnen ved hvor de skal hen og alle er ængstelige. De har alle stor tiltro til deres kaptajn og han har også en god evne til at indgyde ro og fred i mændene. Alligevel ved de alle, at hvert sekund kunne gå hen og være deres sidste.
Historien bliver fortalt langsomt, men er ikke kedelig i ét sekund. Vi er ængstelige, når ubåden kommer alt for langt ned og boltene begynder at ryge af, og vi håber, at de slipper væk fra de allieredes skibes dybhavsbomber. Skuespillerne gør det også fortrinligt. Især Jürgen Prochnow går rundt halvt smilende, halvt overmenneskeligt, uden at mæle ret mange ord, og viser mændene at det skal nok gå det hele. Som ensemble fungerer skuespillerne som om de aldrig har lavet andet end at indspille denne film. Det virker meget naturligt. Med få ord, nogle lidende eller medfølende blikke, lærer vi mændene at kende og vi tager stilling til karaktererne. De bliver mere end blot en-dimensionelle personer. Vi kommer bagom menneskene, om krigen og bagom menneskenes facader.
Das Boot er et mesterværk og man må ikke snyde sig for at se denne film mindst én gang. Denne anmelder har set filmen mindst fem gange og hver gang sætter den mange ting i perspektiv. Den siger så meget – selvom dialogen og musikken er sparsom. Se den, se den! Filmen får 6 stjerner ud af 6 mulige.
Ekstramaterialet er næsten ikke-eksisterende. Der er en kort making of-sekvens, men den får man ikke særlig meget ud af. Derudover er der trailers til flere af instruktørens film. Ekstramaterialet får 2 stjerner ud af 6 mulige.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
