Skriv en kommentar
I rækken af store filmdramaer af religiøs karakter skiller ”David and Bathsheba” sig i grunden ud. Personerne bliver nok tegnet med bred pen, men i denne film er der faktisk tale om at vise hovedpersonen som en sammensat person, der ligger under for fristelser og som i den forbindelse viser en usympatisk side af sin karakter.
Som israelitternes leder går David ikke af vejen for at gå i krig. Filmen lægger dog ikke vægt på slagscener men på de konflikter, der opstår i kølvandet på, at David bliver voldsomt betaget af den skønne Bathsheba, som han har udsigt til fra en terrasse i det kongelige palads, mens hun bader. Det bliver ikke ved fascination på afstand, næh, faktisk bliver Bathsheba gravid, hvilket er særdeles uhensigtsmæssigt for dem begge.
David selv er gift med Michal, der hurtigt spotter sin mands fascination. Bathsheba er faktisk hustru til én af Davids ledende officerer, Uriah, og for at tilkæmpe sig Bathshebas gunst, sender David Uriah i krig og sikrer sig, at han bliver indsat i forreste linje, hvor kampen går allerhårdest for sig.
Resultatet er givet på forhånd. Uriah dør, men det gør ikke situationen enklere eller lysere. For det første vækker det folkets vrede, at David har ligget i med Bathsheba. For det andet har David nedkaldt Guds vrede over sig selv og israelitterne. Tørke og støvstorme plager israelitterne. Oven i dør Davids og Bathshebas barn kort tid efter fødslen. Først efter at have opsøgt tabernaklet, den vandrende helligdom, hvor israelitterne opbevarede Pagtens Ark, for at angre, tager Gud ham til nåde og lader igen regnen falde.
Historien fremstilles i filmen stærkt følelsesladet og langt hen ad vejen loyalt over for oprindelsen i de religiøse skrifter. ”David and Bathsheba” omtales flere steder som det sidste religiøse drama for det klassiske flade lærred, før Cinemascope-formatet meldte sig. Måske et aspekt, der er værd at bemærke, når især Gregory Peck kæmper med et manuskript, der ikke formår at krybe helt ind under huden på dramaets hovedpersoner, og faktisk formår at løfte filmen over det rendyrket stereotype. Susan Hayward når til gengæld ikke meget længere end på Hollywood-vis at se fortvivlet og forstenet ud i rollen som Bathsheba.
Det er ikke som i senere religiøst betonede film de storslåede kampscener med tusindvis af statister, der er bærende, men et enkelt persongalleri omkring en stor leder, der giver efter for fristelse. En konflikt, der ligefrem vender den ene af Davids to sønner mod sin far, da profeten Nathan rejser anklagen for hor mod David. Selv om filmen ender med, at David forsones med sin Gud, er der derfor langt fra tale om en Hollywoodsk feel-good-slutning. Det er næsten i sig selv et par stjerner værd, at konfliktstoffet på den måde vækker til eftertanke, efter at slutteksterne er kørt over skærmen.
