Charles Dickens´ David Copperfield er filmatiseret mange gange – en af de første af danskeren A.W. Sandberg i 1922 – men siden George Cukors pragtudgave fra 1935, hvor W.C. Fields spiller den herlige Mr. Micawber, ikke for biografen men for TV.
Det er næppe (længere ?) tradition i Danmark at kaste sig over Dickens klassikere. Men med SFs udsendelse af BBCs helstøbte TV-udgave fra 1999 er der mulighed for at indhente noget af det forsømte. Se filmen og læs så bogen!
David Copperfield fortæller selv, som i bogen, om hvordan han fødes i et nogenlunde velhavende hjem lige efter faderens død. Hvordan moderen gifter sig med en ond stedfar, der sender ham i sort skole og umenneskeligt børnearbejde i London. Her tager den ”skæve” forretningsmand Micawber sig af ham. Men Micawber ender i fængsel og Copperfield rømmer fra skole og arbejde for på gå-ben at nå frem til tanten Betsey, der tager kampen op mod den onde stedfar og forbarmer sig over David, lige indtil også ulykken, bankerot rammer hende. Og sådan bliver det ved med triviel uddannelse, forelskelse, et tragisk ægteskab (abort og død) og venskab, skibsforlis etc. etc. Men kærligheden vinder trods alt til sidst, ligesom vor helt endelig som forfatter kan skrive sin og mange andres historie.
Klassikeren reaktualiseres i denne udgave ikke ved modernisering men ved at fastholde traditionen, den filmiske. Således føres vi med sikker hånd igennem det viktorianske England på godt og ondt, akkurart som i Cukors flotte udgave fra 1935, dog uden et mørkt og tågeplaget London og med en klædelig neddæmpning af patos og detailrealisme. Et farverigt persongalleri af gode og onde mennesker hjælper Copperfield på vej fra barndom til manddom, sådan som man lige siden 1911 har valgt at gengive/filmatisere Dickens. Nok er det kulørt, men patossen får som sagt aldrig lov at tage overhånd, dertil er sanseligheden for stor og personerne for skarpt veltalende, m.a.o. det sociale engagement slår igennem gang på gang. Men ret skal være ret, i filmens anden halvdel går det næsten for stærkt – Copperfield formelig vader igennem den ene uretfærdighed efter den anden - velsagtens fordi instruktøren Simon Curtis og manuskriptforfatteren Adrian Hodges har valgt at lægge hovedvægten på Davids barndom. Men vi sluger det gerne p.g.a. tonen og de ualmindeligt velspillende skuespillere. Jeg nævner i flæng Pauline Quirkes hjertegribende varme fremstilling af det trofaste tyende Peggotty, Bob Hoskins fremstilling af forretningsmanden og familiefaderen Micawber der til stadighed på bedste ilter-humoristisk vis må klare dobbeltrollen som retfærdig forretningsmand og familiefar for en stadig voksende børneflok, så herligt fri for W.C. Fields´ lisså overbevisende fremstilling i 35-udgaven, Maggie Smiths først utåleligt snerpede sidenhen skarpe forløber af en kvindesagskvinde Betsey Trotwood, Nicholas Lindhursts ualmindeligt sleske kontorslave Uriah Heep, man slet ikke kan forstå ikke til sidst må eksplodere i retfærdig harme over sin status, men hvis han virkelig ikke har oprøret i sig, er hans person så meget mere farlig, for ikke at glemme Ian McKellens lille men forrygende sadistiske rolle som skolemesteren Creakle (fy for en sort skole!), og endelig Daniel Radcliffe som den yngre David, ja det er ganske vidst; Radcliffes første filmrolle lige inden han sprang ud som Harry Potter.
Det er ikke drengen og manden David Copperfield der er interessant – han er blot det vi i dag vil kalde politisk korrekt – men menneskene og omstændighederne omkring ham der er det. Det gode, retskafne menneske er på en gang privilegeret fra fødsel af og må samtidig, ved skæbnens og klassesamfundets uretfærdighed, kæmpe sig vej frem til den respektabilitet som kun kunstneren, den der står udenfor men kender sit ansvar, kan nå, nemlig at fortælle historien.
BBCs udgave holder sig som sagt indenfor den filmiske tradition for Dickens-filmatiseringer. Vel er traditionen stadig overbevisende – se endelig selv efter – men Dickens er altså så rig på fremstillingsmuligheder, at man i sit stille sind kunne ønske at nogen ville forsøge en egentlig filmisk nyfortolkning (teatret har allerede været der flere gange).
Vi skal være glade for DVD-udgaven, en lydefri digitalisering af filmens billeder og lyden i udmærket surround 2.0 udgave, men ekstramateriale er der intet af. I øvrigt kunne det have været herligt, hvis man havde undgået den helt unødvendige credit-overgang mellem 1. og 2. afsnit.
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.