Skriv en kommentar
David Truebas historiske hjertebarn har netop deltaget i hovedkonkurrencen ved Copenhagen International Film Festival og erobrede ved den lejlighed en ’golden swan’ for bedste manuskript. Og set i bakspejlet er det vel også helt på sin plads. Aktuel og nærværende er stikord, der i flæng kan bruges om ’Soldiers of Salamina’. Og derved har filmen lagt sig til rette på en hylde, der bliver svær at komme udenom.
’Titlen på filmen referer til slaget ved Salamina. Det er et meget, meget gammelt slag i en af de store krige før vores tidsregning, så det er en slags metafor for den spanske borgerkrig. Den krig er nemlig blevet en slags ’krigen over dem alle’ for det spanske folk’, indleder Trueba en halv times seance med ON-Z på det fashionable og spritnye Hotel skt. Petri i det indre København.
De seneste årtier har budt på mange film om den spanske borgerkrig. David Trueba bemærker da også hurtigt, at det er en krig, der har påvirket folket. Unge som gamle. Rige som fattige. Det er en krig, der spøger hos den enkelte spanier. Derfor kan det godt undre, at spanierne overhovedet gider blive mindet om den blodige krig endnu en gang. Men sådan forholder det sig heller ikke – helt. ’Hvis du laver en film om den spanske borgerkrig lige nu, ruller folk med øjnene og siger ’åh nej, jeg vil ikke se flere film om den krig og hvis du, for fem år siden, havde sagt til mig at ville komme til at lave en film om den spanske borgerkrig, ville jeg prompte have sagt, at du måtte være sindssyg. Aldrig. aldrig. Men denne film er anderledes. Den er nemlig nutidig. Jeg så en mulighed for at lave en film med nutidige karakter, og så kunne jeg også godt lide historien’, fortæller han.
I ’Soldiers of Salamina’ er Lola, spillet overbevisende af Ariadna Gil, en berømt novelleforfatter, der har udgivet en succesfuld, erotisk novelle. Som en bagside af medaljen er hun rendt ind i den velkendte skriveblokade og dækker de daglige udgifter ved at undervise i litteratur på universitetet i Madrid. Men langsomt bliver hun sat på sporet af en glemt episode i den beskidte krig. Måske er det stof til hendes næste bog – en nedbrydning af skriveblokaden? I hvert fald ses filmen fra hendes synspunkt og giver hende et afbræk fra hverdagen. ’Det er en nutidig film, der, igennem Lolas øjne, kommer med et anderledes point of view til den spanske borgerkrig’.
Forventningerne til den spanske film har været høje. Og efter prisen for bedste manuskript er en realitet, bliver de næppe mindre. Den fik en varm modtagelse i Spanien tidligere på året, ligesom den fik rosende ord med på vejen efter screeninger til både Cannes Festivalen i Frankrig og igen til sidste uges Copenhagen International Film Festival. David Trueba ser synligt overrasket ud over det faktum, at han faktisk var tippet til at vinde en pris for ’Soldiers of Salamina’. ’Er det rigtigt? Kender de mig her? Under alle omstændigheder er det en universel historie, alle kan forholde sig til. Jeg mener, at ’Soldiers of Salamina’ mangler en del informationer for folk, der ikke kender til den spanske historie. Men i løbet af den sidste time vil de opdage, at det ikke er nødvendigt med information. For det er en universel historie. Og på nogle områder synes jeg, det er en meget brugbar film netop nu. I spanien blev den frigivet, da deltagelsen i Irak-krigen var på alles læber. Tres år efter 2. verdenskrig har vi stadig intet lært af historien. Vi kigger på Irakkonflikten, og vi er nøjagtig, som tyskerne var det dengang, og som italierne var det dengang. Vi sender tropper til Irak netop nu. Vores præsident er en joke. Vi bekymrer os jo ikke om det irakiske folk. Vi er ligeglade. Så om ikke andet håber jeg, at filmen kan minde os om, at vi aldrig må glemme hvad vi er, og hvordan vores historie hænger sammen’.
David Trueba ryster på hovedet, ser betænksom ud men skynder sig at skifte emne. Krig eller ej – så er det jo filmen, vi skal snakke om. ’På mange måder var det meget ægte at lave denne film. Vi havde ikke noget set. Så vi var på location de oprindelige steder, hvor historien oprindeligt fandt sted. Vi var på de rigtige gader og de rigtige steder. Det var faktisk meget dogme-agtigt. Men i stedet for at bruge dårlig lyssætning og prøve at få skuespillerne til at se vrede ud, så fremstiller jeg dem på en lidt mere charmerende måde. På mange måder var det ligesom dogme. Meningen var at lave ’Soldiers of Salamina’ som en realistisk dogmelignende film. Vi plejede at sige, at vi ville lave en dogmefilm – men flot filmet. I øvrigt så elsker jeg ’Mifunes sidste sang’. Af alle de dogmefilm jeg har set, så er det den bedste. Det er nemlig den eneste, der ikke fokuserer på dogmereglerne. Den fokuserer på historien. De andre er også gode, men for mig er ’Mifunes sidste sang’ den bedste. Og så synes jeg skuespillerinden i filmen – Iben Hjejle – er vidunderlig’, smiler han genert.
For at give ’Soldiers of Salamina’ et realistisk og ægte udtryk castede David Trueba en del af de spaniere, der faktisk havde oplevet den eksakte historie under den spanske borgerkrig, som filmen er baseret på. Den gamle garde blev hevet ind. ’Jamen i denne film er der et miks af professionelle skuespillere og nogle af de personer, der oplevede episoden. De er alle sammen omkring firs år nu. Så jeg satte dem sammen, og det var en sand fornøjelse. Og når du har så gode skuespillere og så sætter dem sammen med de personer, der kender til de reelle begivenheder, så elsker de det. Det var en smuk, smuk oplevelse. Det var fedt’.
David Trueba mener, det er vigtigt med en film festival som den københavnske, der værner om den europæiske filmkultur. ’Der er brug for en modvægt til amerikansk film. I Europa bliver det sværere og sværere at få sine film ud. De amerikanske film er overalt. Det er ligesom med mafiaen. Og du har ikke en chance mod mafiaen. De har deres lakajer i Europa. De udnytter vores lande som de rene pengemaskiner. Og vi er så dumme, at vi finder os i det’, slutter han.
