Skriv en kommentar
Den franske instruktør Emmanuel Mourets ’De ting, vi siger og de ting, vi gør’ er på mange måder blot en samling filosofiske overvejelser om trekantsdramaer og utroskab. Præmissen er som sådan ganske enkel. Emmanuel Mouret ønsker at undersøge, hvad der adskiller lyst fra kærlighed. Kan de to forenes, eller kan vi som mennesker aldrig helt finde os tilpas i et typisk monogamt forhold, og er vi derved nødt til at opsøge at få vores lyst opfyldt uden for forholdet?
Den præmis og de overvejelser, som ligger bag, udforskes mest af alt gennem tre karakterer og deres oplevelser med kærligheden og diverse romancer. To af disse er filmens hovedkarakterer; Maxime og Daphné.
Plottet fungerer mest som et springbræt til at dykke ned i filmens centrale spørgsmål. Her følger vi først og fremmest Maxime og Daphné. Maxime er aspirerende forfatter og besøger sin fætter og dennes hustru på landet, men da fætteren [Francois] er nødt til at rejse grundet sit arbejde, er Maxime og den nygravide Daphné overladt til sig selv. I deres tid af alene begiver de sig ud på at fortælle hinanden om deres seneste romantiske forhold og finder på den måde ud af, at de har mere tilfælles end som så.
Den første halvdel af filmen tager udgangspunkt i de tos samtaler, og fortællingen bliver derved først og fremmest fortalt gennem flashbacks. Vores to hovedpersoner fremstår i denne del af filmen som utroligt selvcentrerede, idet de kommenterer og diskuterer lommefilosofi med hinanden om forskellen mellem kærlighed og lyst, og hvorvidt der i virkeligheden findes en forskel. Denne lommefilosofiske tilgang gør desværre, at deres samtaler fremstår ekstremt opstillede og unaturlige. Fremfor at være ægte samtaler og historiefortællinger mellem to mennesker, gør strukturen og mest af alt manuskriptet, at filmen fremstår som et middelmådigt essay fra gymnasiet, hvoraf vores karakterer blot er talerør, som leverer instruktørens tanker omkring emnet.
Ligesom filmens karakterer fremstår de forhold, de fortæller og beretter om, også meget fortænkte. Faktisk er det mere eller mindre den samme fortælling om utroskab, som fortælles om og om igen, selv efter at filmen går væk fra sin flashbackstruktur.
Efter flashbacksene ophører omtrent halvvejs inde i filmen, lykkes det dog instruktøren at formidle historien på en mere interessant måde. Herfra virker det til, at noget står på spil, og at følelserne, der udveksles karaktererne imellem, fremstår autentiske.
Nogle vil uden tvivl opleve ’De ting, vi siger og de ting, vi gør’ som et eksistentielt mesterværk, der tør dykke ned i menneskets tosidede og uforenelige måde at opfatte og udleve kærligheden på. Det kræver blot en hurtig googlesøgning at finde ud af, at mange faktisk har det på den måde. For undertegnede fremstår ’De ting, vi siger og de ting, vi gør’ desværre kun som et stykke fortænkt filosofisk fransk navlepilleri, hvis forholden sig til kærligheden er mere opstillet end reel.
’De ting, vi siger og de ting, vi gør’ af Emmanuel Mouret kan opleves i en række danske biografer nu.
