Kommentarer (1)
Der skal meget til at forstå børn og deres tankegang. Dette forsøger Eskil Vogt at finde frem til i hans nyeste film, hvor disse børn bestemt ikke er sendt fra himlen, men lader deres fantasi og tanker være ubegrænsede.
Ida (Rakel Lenora Fløttum) flytter til et nyt boligkvarter med sin familie. Sammen med hendes autentiske søster, Anna (Alva Brynsmo Ramsted) møder to af kvarterets børn, og det viser sig, at de har mystiske kræfter, når de voksne ikke kigger. Dog eskalerer disse kræfter sig hurtigt, og børnene må lære, hvordan de beskytter sig selv imod disse kræfter – og ikke mindst hinanden.
De Uskyldige er måske en meget misledende titel, da ingen af filmens børn på nogen måde er uskyldige. Der laver forfærdelige ting, som først starter med mobning og dyrplageri, men hurtigt udvikler sig til fysisk vold. I kontrast står den smukke natur, som danner rammer om de forfærdelige ting.
Filmen symboliserer børn og deres grænser, når forældrene ikke kigger. Vi er ikke født med empati eller godhed, men er noget vi lære fra samfundet. Og hvis samfundet kigger væk, er der ikke grænser for, hvad børn kan finde på. Det er decideret grusomt at være vidne til. De magiske kræfter får vi aldrig bekræftet, hvad de er eller hvorfor de eksisterer, men dette er heller ikke filmens primære fokus. Vi skal nemlig se, hvordan børn klarer både det gode og det onde i dem selv.
Børnene spiller alle fantastisk, og det er en udsøgt fornøjelse at vidne talentfulde børneskuespillere, der er kommet på deres liv største udgave i denne udfordrende film. Filmen er så ubehagelig og provokerende at det halve kunne være nok, men den tør at tage chancer og dette forstærker dens unikke fremtoning. Filmen er bestemt ikke for alle, men viser sig fortsat som en stærk og nyopfundet gyser.
”De Uskyldige” er den mest ubehagelige film, du kommer til at se i år. Den er så fremprovokerende og forstyrrende, at nogle af sekvenserne er svære at se. Alle børnene spiller fremragende, og har alle store fremtidskarriere, hvilket er meget velfortjent. Eskil Vogt har taget chancer og frihed med denne film, og dette har betalt sig.
