Skriv en kommentar
Noget der slår en, efter at man har set ”Death Sentence”, er det absolutte fravær af udvikling og kvalitet i den amerikanske selvtægtsgenre. Hvis man ser bort fra Chris Nolans "Memento" fra 1999, er den sidste gode i genren formentlig Sam Peckinpahs ”Straw Dogs” fra 1971. Og det er ikke fordi, at genren i sig selv ikke kan byde på gode oplevelser. De bedste eksempler i nyere tid er Chan-wook Parks fantastiske hævntrilogi, med ”Sympathy for Mr Vengence”, ”Oldboy” og ”Lady Vengence”. Alligevel sendes en helt vanvittigt intetsigende film som ”Death Sentence” på markedet, hvilket føles som en parodifilm af fortænkt 80'er action – og gid det var. Dog er det helt og aldelse uden humoristisk sans, uden selvironisk distance eller blot et minimum af underholdningsværdi.
Nick Hume (Kevin Bacon) er en helt almindelig mand, med bekymringsfri tilværelse, godt job og perfekt kernefamilie med to teenagedrenge. Naturligvis er intet så godt, at det en dag ender galt for familien Hume. Den ældste søn, fars dreng og lokal college sportshelt, bliver under et røveri på en tankstation slået ihjel. Nick er sønderknust og da morderen bliver løsladt, indleder han et uovervejet hævntugt. Sjovt nok har Nicks handlinger konsekvenser, og pludseligt eskalerer hans vendetta til et plan, hvor en familiefar ikke længere kan følge med.
Handlingen kunne stå på bagsiden af et frimærke - historien om den helt almindelige mand, der har fået nok og tager loven i egen hånd. Det har vi imidlertid efterhånden set så mange gange, at man undres over at nogen overhovedet gider at se lortet. Selvfølgeligt handler det meget om formen. Men når den står på gentagelser i motiv, narrativ og udtryk som med ”Death Sentence”, og oven i købet er dybt uvedkommende og ikke specielt underholdende, fristes man til at give maktværket her en helt indelysende dumpekarakter. For det er begrænset, hvor meget der kan retfærdiggøres. Historie er helt blæst – vores sympatiske familiefar får en hjerneblødning, hvorefter han lægger sig ud med de mest idiotisk arketypiske white trash gang-bangers. Disse nådesløse og super stupide onde bad guys har naturligvis henna tribal tatooveringer i ansigterne og hyler op som frådende vilde hunde, mens de terroriserer byen i store brian-slæder med flammer på siderne. Alle kigger passivt til, før Kevin Bacon beslutter sig for at give den en lærestreg og ingen blander sig, mens halvdelen af byen smadres til ukendelighed. Alt er set før, og absolut intet er værd at gense.
Når ”Death Sentence” nu alligevel trækker sig op på en stjerne, er det udelukkende pga. en kraftpræstation af Kevin Bacon. Det er ganske enkelt utroligt, så alsidig og indlevelsesrig skuespiller han er, når den lidt forsagte familiefar langsomt ændrer overbevisende karakter og i al afmagt lader hævnen tage styringen. Det er tydeligt, at Bacon har nuanceret Nick Hume så meget, at personen ret faktisk bliver en smule interessant – og det er ærgeligt at se et så kæmpe talent, være med i en så smageløs og komplet intetsigende metervare af rang.
Den malaysisk-australske instruktør James Wan, der tidligere har begået første film i den populære ”Saw” serie, har ikke ligefrem udviklet sig til det bedre. ”Death Sentence” er forfærdeligt opbygget, det vrimler med plothuller, klichéerne står i kø og persongalleriet er ufrivilligt komisk. Selv John Goodman, der har en mindre rolle som våbensælger, er så dårligt personinstrueret, at selv Brett Ratner ville få sig et billigt grin. Hvis så bare filmen var underholdende, havde fede actionsekvenser eller i det mindste et par velplaceret one-liners, kunne det gå an. Men mildest talt tangerer denne film netop Ratners niveau – hvilket både er skræmmende og helt unødvendigt.
