Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den tyske mester-instruktør Wim Wenders er bedst, når han selv har fundet på historien. Det skal nu ikke forlede en til at tro, at der intet er at hente i hans Patricia-Highsmith-filmatisering fra 1977, ”Den amerikanske ven” (”Der amerikanische Freund”) af romanen ”Ripleys Game” (1974). Wenders har tydeligvis fundet noget tiltalende i den utilpassede og nærmest mytiske figur Tom Ripley. Ripley er i romanerne (og i traditionelle filmatiseringer) en charmerende levemand, en kunstconnaisseur og dybt umoralsk forbryder; psykopat? Måske var Dennis Hopper ikke det mest oplagte valg til at gestalte Ripley sammenlignet med romanernes ”original” – her var John Malkovich´ fremstilling i Liliana Cavanis filmatisering fra 2002 af samme roman nok mere ”rigtig” – ikke desto mindre er valget af Hopper tydeligvis et meget bevidst valg. Hopper og Wenders underspiller levemanden og kunstconnaisseuren til fordel for en mere hudløs eksistens der så at sige er dømt til sine ensomme lyssky affærer, vi aldrig rigtig ved, hvad er, imens han altid er på vej fra Hamburg til New York til Paris etc.; en amerikansk, tragisk roadmovie-skikkelse, der aldrig når frem - til forskel fra Wenders europæiske roadmovieskikkelser der trods alt når frem. Spillet mellem det europæiske og amerikanske genfindes i titelen.
Ripley bor bla. i Hamburg i herskabelige omgivelser. Her møder han ved et tilfælde rammemageren Jonathan (Bruno Ganz). Ripley erfarer, at Jonathan er uhelbredeligt syg, og ser derfor en mulighed i at sælge den djævelske idé til sine mafiavenner, at Jonathan således vil være ideel som lejemorder. Jonathan vil intet liv have at miste og vil til gengæld kunne sørge for sin kone og søns fremtidige underhold.
Wenders har ikke travlt med plottet. Vigtigere er det for ham at belyse forholdet mellem Ripley og Jonathan. Kan man tale om et gryende venskab (jf titelen) hos to så umage størrelser – og er Ripley overhovedet i stand til noget sådant, ja kan Jonathan være venner med en forbryder? Pointen her er næppe psykologisk – Wenders er ikke meget for at psykologisere – men eksistentiel; Ripley og Jonathan spændes ud mellem at spille spillet (pengene, udnyttelsen, forbrydelsen, umoralen) og mærke livet og kunsten hos hinanden. Det er bestemt ikke tilfældigt, at Jonathan laver rammer, som mesterfotografen Robby Müller lader de to mænd indrammes af; livet som kunst og livet som spil. Rammerne er således også en elegant meta-henvisning til filmen. I øvrigt en metahenvisning som Wenders understreger ved at lade instruktør-koryfæerne Samuel Fuller og Nicholas Ray spille fremtrædende roller i filmen som henholdsvis gangster og (fup?)kunster!
Selvom instruktør, fotograf og skuespillere alle har øje for den eksistentielle ro frem for en velpacet thriller, kan det ikke nægtes at netop dette sammenstød af og til er mindre heldigt. Og når det sker, savner man enten Wenders originalitet eller den velgjorte thrillers, ja spænding.
Ikke desto mindre har vi med denne udgivelse sammen med ”Kings of the road” (”Im Lauf Der Zeit”) fået hele to væsentlige Wenders-film fra 1970-erne på dansk på kort tid. Så tak til Sandrew Metronome.
