Skriv en kommentar
Det er sjældent vi ser handicappede mennesker skildret så konsekvent som i den finske ”Den blinde mand der ikke gad se Titanic”. For ligesom hovedpersonen Jaakko er blind er ”kameraet” det også; det vil sige vi kan stadig se noget men perspektivet er typisk helt tæt på hans ansigt og med sløret baggrund (og ikke som i Derek Jarmans værk ”Blue” (1993), hvor billedet var blåt. Den blå farve som den blinde instruktør så, da han lavede filmen). Fotografen hedder Sari Aaltonen og har gjort det godt!
Jaakko lider af multipel sklerose (MS). Sklerosen har bundet ham til en kørestol og gjort ham blind. Instruktøren Teemu Nikki gør meget ud af, at vi oplever hverdagsrutinen. Vækningen om morgenen, hvor kæresten ringer på mobilen, inden han står op, laver kaffe, rister brød, spiser ostemad og børster tænder – alt sammen store men rutinemæssige opgaver for et menneske der sidder i kørestol og er blind. Hjemmehjælpen kommer og gør travlt, hvad hun skal. Derefter ryger Jaakko ude på altanen og ved præcist, hvornår faren ringer og spørger om det samme dag efter dag, imens naboerne inde ved siden af taler så højt, at man kan høre alle deres fordomme om den sølle eksistens deres nabo er.
Måske er filmen stærkest i denne dagligdags-beskrivelse, i denne insisteren på at delagtiggøre os i et ensomt, isoleret liv – kun afbrudt af Jaakos livgivende filmreferencer først og fremmest til John Carpenters filmproduktion (ikke mindst til filmen ”Flugtaktion New York” (1981)), når han taler med kæresten og hjemmehjælperen. Men instruktøren har villet andet og mere; dels sender han sin overlever af en hovedperson ud på en rejse til kæresten, hvor det at tage offentlig transport og bede fremmede om hjælp kræver sin mand, men mere bemærkelsesværdigt er det, at (og her kommer en spoiler som det er svært at komme udenom i en anmeldelse af denne film) Jaako på rejsen bortføres af kriminelle der røver, mishandler og efterlader ham i en forladt fabriksbygning.
Et er, at fortællingen så at sige går i stå i det lange afsnit med forbrydelsen og på den måde gør, at man nærmest snubler ind i den forløsende slutning. Noget andet er, at hvis det ikke var for Petri Poikolainens suveræne præstation som Jaakko ville dette afsnit i værste fald fremstå som spekulation. Men Poikolainens kloge og følsomme ansigt, hans rappe replikker og hans suveræne påpegning af situationens umenneskelighed, når han endelig for første gang i årevis begiver sig ud på egen hånd, redder afsnittet, ja faktisk filmen. Og ja, her er referencen til Carpenters ”Flugtaktion New York” en skæv og god reference, helt solidarisk med Jaakko, der dog stort set selv klarer flugten i den finske film (har du ikke set Carpenters film endnu, så se den og forstå!).
Bliver dette centrale afsnit i filmen i virkeligheden et billede på samfundets behandling af og syn på handicappede; de lever i periferien ligesom og betragtes nærmest som kriminelle (tænk på naboernes afsky ved staklen inde ved siden af)? Måske. Under alle omstændigheder; gå i biografen og se Petri Poikolainens suveræne præstation. Poikolainen har selv MS, sidder i kørestol og er blind.
